Fyldt af glæde

Grant C. Anderson

Assisterende administrator, Seminar og institut

Seminar og instituts årlige oplæringstransmission • 13. juni 2017

For to år siden fortalte vores kommissær, ældste Kim B. Clark, os om englene og børnene, der i 3 Nefi blev omringet af ild. Han lærte os, at vi som lærere også bør være omringet af denne hellige ild.¹ Som I ved, er der i Mormons Bog endnu en beretning om mennesker, der omgives af himmelske flammer. Lehi og Nefi var blevet kastet i fængsel, og i beretningen står der:

»Det var som stod de midt i en flammende ild …

Og se, Guds hellige Ånd kom ned fra himlen … og de blev fyldt, som var det med ild.«²

I beretningen står der også: »Og de blev fyldt af den glæde, der er uudsigelig og fuld af herlighed.«³

Mit budskab i dag er dette: Vi bør som lærere ikke kun omringes af ild; vi bør også være fyldt af glæde. Eleverne bør i vores klasser lære om »planen for lykke«, men de bør også se beviset i os på, at planen virker, at det bringer glæde af efterleve evangeliet. I drømmen om livets træ kaldte Lehi på sin familie, for at de skulle komme og nyde en frugt, der »var ønskværdig til at gøre én lykkelig.«⁴ Hans opfordring havde en kraft og en ægthed, fordi han talte af erfaring. Han havde smagt den og selv følt denne glæde.

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Det er meget vigtigt at være glad i dette værk. Vi har mange nedtrykte mennesker i Kirken, fordi de ikke forstår, tror jeg, at dette er et glædens evangelium.«⁵ Vi kan besidde den glæde, som præsident Hinckley talte om, ved at tage Helligånden til os og derpå, som skriften siger, leve »på lykkelig vis.«⁶

Jeg ønsker at give jer nogle principper til overvejelse, som har hjulpet mig som lærer til at leve »på lykkelig vis«. Det er ikke dybsindige eller nye ideer, og jeg nævner dem i håb om at kunne hjælpe nogen til at leve og undervise med større glæde. Jeg taler ikke kun om dem, der lever af at være religionslærere, også til dem, der i et stykke tid er kaldet som lærere i seminar eller institut.

For mange år siden faldt jeg over et citat af præsident Spencer W. Kimball, der bekymrede mig. Han sagde: »Lad os gribe lykken i dag, for I skal vide, at hvis I ikke er lykkelige i dag, bliver I måske aldrig lykkelige.«⁷

Det kan ikke være rigtigt, tænkte jeg. Hvad med omvendelse? Hvis jeg ikke er lykkelig i dag, kan jeg så ikke gøre noget for at ændre det? Jeg grundede over det, og jeg tror, at hensigten med præsident Kimballs budskab var dette: Hvis man ikke er lykkelig og tror, at man kun kan blive lykkelig, hvis ens omstændigheder var anderledes, bliver man aldrig lykkelig, fordi lykke ikke afhænger af ens omstændigheder. En forfatter har udtrykt det på denne måde:

»Vi har en tilbøjelighed til at tro, at hvis vi var et andet sted – på ferie, sammen med en anden partner, havde en anden løbebane, et andet hus, nogle andre forhold – ville vi på en eller anden måde være mere lykkelige og tilfredse. Det ville vi ikke!

Sandheden er, at hvis man har destruktive, mentale vaner … eller hvis man konstant ønsker, at tingene var anderledes, følger disse samme tilbøjeligheder en, hvor end man færdes.«⁸

Laman og Lemuel troede, deres lykke var afhængig af omstændighederne, især omstændigheder, der ville gøre livet behageligt for dem. I forbindelse med deres rejse i ørkenen sagde de:

»[Vore hustruer] har født børn i ørkenen og lidt alt, undtagen døden; og det ville have været bedre, om de var døde, før de kom ud af Jerusalem, end at have lidt disse trængsler.

Se, disse mange år har vi lidt i ørkenen, mens vi kunne have nydt vor ejendom og vort arveland; ja, og vi kunne have været lykkelige.«⁹

Jeg har lært, at min lykke ikke afhænger af, hvor jeg bor, hvilken opgave jeg har, hvem jeg arbejder sammen med, de elever jeg har, eller muligheder der ikke er dukket op. Jeg antyder ikke, at vores udfordringer forsvinder og livet er lutter solskin, når vi har »en god indstilling«. De omstændigheder, vi sommetider befinder os i, kan være hjerteknusende og næsten ubærlige. Men jeg bærer mit vidnesbyrd om, at der selv under disse omstændigheder kan være en himmelsendt ånd og perspektiv, som kan give livet glæde.

I et vers i Almas Bog står der: »Dette er beretningen om Ammon og hans brødre, deres rejser i Nefis land, deres lidelser i landet, deres sorger og deres trængsler og deres ufattelige glæde.«¹⁰ Sorg og glæde udelukker ikke hinanden. Som lærere, der er kaldet, ønsker I måske, at I havde en anden kaldelse. Som ansatte lærere ønsker I måske, at I havde et andet hverv. Det er i orden at ønske, men husk nu, at jeres lykke ikke afhænger af, om jeres ønske går i opfyldelse. Lykke er en rejseform, ikke et bestemmelsessted. Hvis I lever jeres liv i den tro, at det er et bestemmelsessted, bliver I måske aldrig lykkelige.

Hvordan finder man lykke, uanset omstændighederne? Jeg kender ikke alle svarene, men jeg byder på et vigtigt et af slagsen: Taknemlighed har meget at gøre med at leve »på lykkelig vis«. Præsident Dieter F. Uchtdorf har sagt:

»[Jeg] foreslår … at vi i stedet for at være taknemlige for ting fokuserer på at være taknemlige i vore forhold – hvad end de måtte være…

Denne form for taknemlighed rækker ud over alt det, der måtte ske omkring os … Den blomstrer lige så smukt i vinterens iskolde landskab, som den gør det i sommerens behagelige varme …

At være taknemlig i vore forhold er en handling i tro på Gud …

Sand taknemlighed er et udtryk for håb og vidnesbyrd.«¹¹

Lad mig komme med et andet princip, der har hjulpet mig til at leve og undervise med større glæde. Efter nogle få år i mit job besluttede jeg mig for at forlade seminar og institut. Jeg traf den beslutning, fordi jeg mente, at jeg ikke var lige så god som de lærere, jeg så omkring mig. Jeg så lærere, der var begejstrede, kloge, humoristiske og selvsikre. Jeg så meget lidt af det i mig selv. Det endte med, at jeg ikke forlod seminar og institut, men jeg havde en stadig indre kamp, hvor jeg spekulerede på, om min personlighed var god til at undervise og kunne hjælpe de unge.

Idet søster Patricia Holland, ældste Jeffrey R. Hollands hustru, talte om vore enestående personligheder, sagde hun dette:

»Vor Fader i himlen har brug for os, som vi er, og som vi udvikler os til at blive. Han har bevidst gjort os forskellige fra hinanden, så vi selv med vores ufuldkommenheder kan opfylde hans hensigter. Jeg er mest ulykkelig, når jeg føler, jeg skal passe ind i det, andre gør, eller hvad jeg tror, andre forventer af mig. Jeg er lykkeligst, når jeg har det godt med at være mig og prøver at gøre det, min Fader i himlen og jeg forventer, at jeg gør.

I mange år prøvede jeg at sammenligne den ofte stille, reflekterende og eftertænksomme Pat Holland med den robuste, boblende, snakkesalige og energiske Jeff Holland og andre med lignende evner. Jeg har gennem adskillige, udmattende nederlag lært, at man ikke kan finde glæde i at være boblende, hvis man ikke er en boblende person. Det er en modsætning. Jeg har overgivet mig og ser på mig selv som en person med mangler … Det har frigjort mig at overgive mig, hvorved jeg kan favne mig selv og fryde mig på min egen måde og over min personlighed …

På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde ›blippede Herren det budskab ind på min skærm‹ om, at min personlighed blev skabt nøjagtigt til at svare til den opgave og de talenter, han gav mig … Jeg har erfaret, at jeg har uanede kilder af energi til at være mig selv. Men det øjeblik jeg giver efter for at blive ligesom min nabo, føler jeg mig skrøbelig og anstrengt, og at jeg konstant svømmer mod strømmen. Når vi kuldkaster Guds plan for os, berøver vi denne verden og Guds rige for vores særlige bidrag.«¹²

Når jeg taler om at være os selv, vil jeg gerne komme med to advarsler. For det første mener jeg ikke, at vi skal leve med en holdning, der siger: »Sådan er jeg bare.« Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Jesu Kristi evangelium er forandringens evangelium!«¹³ Jeg bør ivrigt søge feedback fra mine ledere om, hvordan jeg kan ændre og bedre rette min personlighed og mine bestræbelser ind efter at opnå vores mål. Vigtigere endnu har jeg af Kristus selv fået befaling om, at jeg skal blive ligesom ham. Men jeg behøver ikke at være ligesom læreren længere nede ad gangen. Min personlighed kan med tilførsel af Åndens gaver udgøre et særligt bidrag til arbejdet i seminar og institut.

Den anden advarsel: Da jeg første gang kom til hovedsædet for at påtage mig en ny opgave, inviterede den daværende administrator, ældste Paul V. Johnson, mig ind på sit kontor til lidt undervisning og nogle råd. Han sagde blandt andet: »Definer ikke dig selv.« Jeg forstod det sådan, at hvis jeg nogensinde definerede over for Herren, hvordan han bedst kunne bruge mig til at udføre sit værk, kunne jeg begrænse mine muligheder for udvikling og tjeneste.

Uheldigvis faldt jeg lige netop i den fælde, han advarede mig mod. Jeg prøvede at yde mit bedste i de administrative opgaver, han bad mig udføre, men jeg knurrede i mit hjerte. »Jeg er ikke administrator,« sagde jeg til mig selv. »Jeg er lærer. Jeg bør være i klasselokalet, ikke sidde i møder.« Det krævede en lang og smertefuld proces, før jeg lærte, at mit erklærede ønske om at undervise blot var et skalkeskjul for et ønske om at opfylde mine egne personlige behov. Det er meget udbytterigt at tilbringe tid med eleverne og skrifterne. Det er det knap så meget at tilbringe sin dag med møder om retningslinjer. Men det er en anden sag. Udfører jeg dette arbejde for at opnå personlig gavn og tilfredsstillelse, eller gør jeg det alene med Guds ære og hensigter for øje?

Jeg håber, I vil være klogere, end jeg var, og ikke definere jer selv, og hvordan I bør bruges. Der findes en særlig glæde, der udspringer af at underordne sig Faderens vilje, ligesom Frelseren gentagne gange belærte om og demonstrerede.

Det med at underordne sig fører mig til et andet forslag, der kan hjælpe os til at leve »på lykkelig vis« som lærere. Jeg er overbevist om, at de fleste af os oprigtigt ønsker at underordne os vor himmelske Faders vilje. Det bliver lidt mere udfordrende, når vi bliver bedt om at underordne os mennesker her på jorden, som Herren anvender til at lede sit værk, det være sig i en menighed, en stav eller seminar og institut. Jeg har i min karriere kendt meget dygtige lærere, der har taget anstød af en leders handlinger eller af nogle retningslinjer, de ikke var enige i. Uanset om uretfærdighederne var reelle eller opfattet sådan, vogtede disse lærere over deres sår og nærede det, alt sammen på bekostning af deres egen lykke. Deres sår blev ofte til bitterhed, hvilket førte til strid med andre, især dem, der var deres ledere.

Ældste Neal A. Maxwell skrev engang: »Livet i Kirken [og jeg vil gerne tilføje, livet i seminar og institut] betyder, at man oplever mange forskellige ledere, hvoraf ikke alle altid er vise, modne eller kvikke. Faktisk er nogle af os lige så knoldede og ujævne som en sækfuld gamle dørhåndtag. Noget af den polering, vi oplever, er i virkeligheden et resultat af, at vi gnider mod hinanden. Hvor er tålmodighed og smørende kærlighed afgørende under sådanne omstændigheder!«¹⁴

Jeg kan ikke nok understrege, hvor vigtig »tålmodighed og smørende kærlighed« er for en lærer. Det er afgørende for at finde lykke og undervise med Ånden.

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »En mand, som siger, at han vil opretholde Kirkens præsident eller generalautoriteterne, men som ikke opretholder sin egen biskop, bedrager sig selv. Den mand, som ikke vil opretholde sin biskop i sin menighed eller sin stavspræsident, vil ikke opretholde Kirkens præsident.«¹⁵

Tiden tillader ikke yderligere kommentarer om det, men der er et princip i den udtalelse, som jeg tror gælder for lærere og deres forhold til dem, der er blevet udpeget til at lede dem. Hvis nogen af jer har dårlige følelser over for administrationen, mod en bestemt leder eller retningslinje eller om at blive overset eller blive kigget for indgående på, beder jeg jer indtrængende om at give slip på det, for jeres egen skyld. Lykke vil for altid undvige den person, der ikke vil tilgive, som spreder sin utilfredshed til andre, eller som nærer strid.

Nu til mit sidste forslag. Kun timer før Frelserens død vaskede han apostlenes fødder og sagde derpå:

»Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder …

Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.«¹⁶

Meget af den lykke, vi kan opleve i livet, vil komme, når vi glemmer os selv og retter vores tanker og tjeneste mod andre. For lærere kan der findes stor lykke, når vi centrerer vores tanker, ønsker og indsats om at velsigne vores elever. Præsident Spencer W. Kimball sagde engang i en tale til lærere, at vores unges »vækst og udvikling« bør være vores »prægtige og storslåede besættelse«.¹⁷ Hvis vores fokus nogensinde vender sig væk fra vores elever og begynder at centrere sig om vores egne behov, egen behagelighed, tilfredsstillelse eller anerkendelse, vil der blive et markant tab i vores kraft til at undervise godt, for ikke at nævne tabet af meget af vores egen lykke.

Harry Emerson Fosdick, en protestantisk præst fra det sidste århundrede, skrev: »Nogle kristne bærer deres religion på ryggen. Det er en pakke med overbevisninger og skikke, som de må bære. Nogle gange bliver den tung, og de vil gerne lægge den fra sig, men det ville betyde, at de skulle bryde med gamle traditioner, så de tager den på igen. Men rigtige kristne bærer ikke deres religion, deres religion bærer dem. Den er ikke tyngde, den er vinger. Den løfter dem op, den bringer dem over svære steder, den får universet til at synes venligt, livet formålsfuldt, håbet virkeligt og ofre umagen værd. Den sætter dem fri fra frygt, ørkesløshed, modløshed og synd – det, som gør menneskenes sjæl til slaver. Man kan kende en rigtig kristen, når man ser ham, på hans livsmod.«¹⁸

Det er mit håb og min bøn for hver enkelt af jer, at evangeliet virkelig er vinger og ikke en byrde, at I er omringet af ild og fyldt af glæde, og at jeres lykke vil opfordre andre til at søge efter og følge jeres kilde til lykke, som er Herren Jesus Kristus. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han var den lykkeligste person, der nogensinde har gået på denne jord, og han opfordrer os til at komme og følge ham og leve »på lykkelig vis«. I Jesu Kristi navn. Amen.