Guds børns omvendelse
Seminar og instituts årlige oplæringstransmission • 13. juni 2017
Jeg er begejstret for at deltage i dette foredrag i dag sammen med jer, der leder og underviser i seminar og institut, samt jeres elskede ægtefælle. Vi har mødt mange af jer over hele verden, og I er bemærkelsesværdige. Jeg mener, at der findes en årsag til det. For det første ansætter Kirken kun personer, der er tempelværdige, er gode til at undervise og er blevet anbefalet og godkendt på adskillige niveauer, herunder Kirkens uddannelseskomité. Jer, der er kaldet til at være lærere, gennemgår måske ikke samme undersøgelse som de ansatte, men efter min erfaring kalder lokale ledere kun de allerbedste til at undervise i seminar og institut. For det andet er I fordybet i Kristi lære, som Nefi forkynder, »er Kristi lære og Faderens og Sønnens og Helligåndens eneste og sande lære«.1 Ved at undervise i denne lære får I en fortsat opmuntring til at efterleve denne lære, og derfor er I så gode. Bliv ved med det!
Vi er en seminarfamilie! Jeg blev kaldet som præsident for Honolulu Stav i Hawaii for 32 år siden. Mit yngste barn var halvandet år, og det ældste at vores fire børn var 11. Jeg var involveret i et krævende erhverv, og det lod til, at vi havde nået vores grænse. Så blev jeg kontaktet af dem, der koordinerer seminar for vores stav, og blev spurgt, med en del tvivl på grund af vores unge families omstændigheder: »Tror du det kunne være muligt, at søster Hallstrom kunne undervise i seminar? Vi plejer ikke at afvise kaldelser, så vi tog en dyb indånding og sagde: ›Selvfølgelig.‹«
Det var begyndelsen på en krævende, men meget givende periode for vores familie. Min hustru Diane stod op kl. 4.30 hver morgen for at forberede sig til seminar kl. 6.00. Det krævede også, at jeg vækkede børnene, hjalp dem med at bade og få tøj på, lave morgenmad og have alt klar til, at Diane kom tilbage kl. 7.00. Jeg kunne så tage på arbejde, og Diane kunne køre de ældste børn i skole.
Dette var vores rutine i otte år, indtil Diane blev kaldet som UP-præsident. Efter fem år kom seminarkoordinatoren igen og bankede på vores dør med en bøn: »Vi har en meget vanskelige klasse, kan søster Hallstrom undervise i seminar igen?« Så blev der tilføjet yderlige tre år til de otte, og det krævede et opkald fra præsident Hinckley at få hende afløst. Jeg blev kaldet som generalautoritet, og vi blev sendt til Japan på vores første opgave. Så til jer kaldede lærere, vær forsigtige med at håbe på at blive afløst, I ved aldrig, hvor I kan havne henne!
Vi ser tilbage på den hårde, hektiske og skøre tid med glæde og taknemlighed. Diane elskede virkelig sine seminarelever (og de elskede hende). Hun underviste også alle vores børn i seminar og vores nevøer og niecer, hvoraf en af dem nu er institutleder og, håber jeg, til stede ved denne transmission. Derudover fordybede denne intensive undervisning Dianes evangeliske kundskab og vidnesbyrd – hvilket der har været til stor gavn for både mig og vores familie. Det har også givet mig mulighed for at være sammen med vores børn på det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg konsekvent var tilgængelig – på disse tidlige hverdagsmorgener. Det var en betydelig velsignelse for mig og dem, tror jeg. Som I ser, kan nogle af vores største byrder virkelig blive nogle af vores største velsignelser.
Jeg er i dag glad for at være sammen med kollegaer, som jeg sætter stor pris på. Som medlem af Kirkens uddannelseskomité og forretningsudvalget mødes jeg to gange om måneden med ældste Kim B. Clark, vores fantastiske kommissær, og Chad H. Webb, den enestående administrator for seminar og institut. Jer, der er ansat eller tjener i seminar og institut, er godt ledet. Som de fleste af jer ved, ledes Kirkens uddannelseskomité af præsident Thomas S. Monson og omfatter præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf. Ældste Dallin H. Oaks er også medlem af komitéen og leder forretningsudvalget. Yderligere medlemmer af forretningsudvalget er ældste Jeffrey R. Holland, søster Jean B. Bingham og søster Bonnie L. Oscarson. Jeg er i fortsat beundring over prioriteringen af og ressourcerne givet til uddannelse i Kirken.
Jeg vil nu dele nogle tanker med jer, der har sådan en afgørende rolle i den åndelige uddannelse for Kirkens unge. Jeg har allerede henvist til Kristi dybsindige lære. Hvordan hjælper Kirken sine medlemmer til at forstå og efterleve denne lære? En anden måde at formulere dette spørgsmål på er: »Hvad er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges apostolske prioriteter?«
En måde at lære om disse prioriteter er at forstå »arbejde med frelse«. Den mest rammende definition på arbejdet med frelse findes i Håndbog 2. Husk på, at Kirkens håndbog er godkendt af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Der står: »Medlemmer af Jesu Kristi kirke bliver sendt ud for ›at arbejde i hans vingård for menneskesjælenes frelse‹ (L&P 138:56). Dette arbejde med frelse omfatter missionering, fastholdelse af nyomvendte, aktivering af mindre aktive medlemmer, tempeltjeneste og slægtshistorie samt undervisning i evangeliet.«2
En indsigt i disse prioriteter er udtalelsen i Kirkens håndbog under titlen: »Kirkens formål«. Der står: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret af Gud for at fremme hans værk med at tilvejebringe frelse og ophøjelse for sine børn. Kirken opfordrer alle til at ›kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham‹ (Moro 10:32; se også L&P 20:59). Opfordringen om at komme til Kristus gælder alle, som har levet, eller som kommer til at leve på jorden.«3
I håndbogen står der yderligere: »Kirken fokuserer på guddommeligt fastsatte ansvar i udførelsen af dens formål ved at hjælpe den enkelte og familien med at kvalificere sig til ophøjelse. Disse ansvar omfatter at hjælpe medlemmer med at efterleve Jesu Kristi evangelium, indsamle Israel gennem missionering, udvise omsorg for de fattige og trængende samt at sørge for frelse af de afdøde ved at opføre templer og udføre stedfortrædende ordinancer.«4
Således er »arbejde med frelse« og disse »guddommeligt fastsatte ansvar« grundlæggende det samme og bør vejlede os i alt det, vi gør i Kirken, herunder (måske især) undervisning af de unge.
I sidste ende er alt det, vi gør – for os selv, vores familie og i jeres nuværende stillinger – at undervise om »arbejde med frelse« og »guddommeligt fastsatte ansvar« for at bidrage til omvendelsen af Guds sønner og døtre. Det er som at undervise ligesom Aron og hans brødre Ammon, Omner og Himni – at undervise »i overensstemmelse med åbenbarelsens og profetiens ånd og Guds kraft«, så så mange, som tror »på [jeres] forkyndelse og [bliver] omvendt til Herren … aldrig [vil falde] fra.«5
Som Det Første Præsidentskab har sagt til forældre og ledere til unge: »I er kaldet af Herren til at hjælpe de unge med at blive omvendt til evangeliet.«6 Ved at efterligne, hvordan Frelseren underviste, har vi tillid til, at vores unge vil lære på en meget indgående måde, der vil føre dem til omvendelse.
Dermed handler uddannelse af vores unge ikke kun om at lære dem historie, det handler om at undervise i den lære, der inspirer dem til at handle. Det er vores rolle at være »et redskab i Guds hænder«,7 så de ikke blot hører, men så de også kan føle, og så at de kan gøre. Det er vores rolle at »undervise og opbygge hinanden«,8 så vi vil »forpligte [os] til at handle i al hellighed«.9 Det er vores rolle at undervise i »tro til omvendelse.«10
Hvordan opnås denne form for undervisning bedst? De etablerede mønster for Herrens kirke er, at vi engagerer os i offentlig tilbedelse, familietilbedelse og personlig tilbedelse. Jeg vil forklare hver del.
Offentlig tilbedelse
Offentlig tilbedelse er, når vi samles som Guds børn, som brødre og søstre, som et samfund af hellige. Disse møder er til tider store, som stavs- og generalkonferencer, og nogle gange små, som et kvorum, Unge Piger, hjælpeforeningsmøder eller en seminar- eller institutklasse. Vores forsamling her i dag er en form for offentlig tilbedelse. Ved alle disse møder beder vi, underviser vi, bærer vi vidnesbyrd, og vi opbygger hinanden – alt sammen med det formål at øge vores forståelse af vor Fader i himlen, Jesus Kristus og Helligånden. Vi har så ansvaret for at omsætte den stadigt voksende viden til kundskab – til fortsat at mindske forskellen mellem det, vi ved, og hvordan vi lever.
Tempeltjeneste er en hellig form for offentlig tilbedelse, da det direkte omfatter ordinancer og pagter, der forbinder os med guddommen. Hvor forbundet er I til templet og jeres pagter? Bruger I regelmæssigt denne hellige form for offentlig tilbedelse til at styrke jeres viden og kundskab? Hjælper I dem, I underviser til at blive forbundet til templet? Opfordrer I vores unge til at være værdige og besidde en tempelanbefaling til begrænset brug og til at bruge den, hvor det geografisk er muligt? Deltagelse i arbejde med frelse ved at søge efter familienavne og tage til templet for at blive døbt og bekræftet for deres forfædre giver mulighed for at modtage åndelig vejledning.
Det vigtigste af vores offentlig tilbedelsesmøder er, i hvert fald uden for templet, nadvermødet. Udover de tilbedelsesmæssige aktiviteter, der er en del af de fleste af vores kirkemøder, fokuserer dette møde på den levende nadverordinance. Når vi indleder og slutter mødet, og særligt i forbindelse med forberedelse til at modtage nadveren, synger og beder vi. Deltager vi fuldt ud? Er vores sind og vores hjerte til stede, eller et andet sted? Er vores telefoner slukkede, eller sms’er og tweeter (eller for os ældre mennesker, e-mailer) vi under ordinancen eller nogen anden del af mødet? Når talerne taler, især hvis de er mindre veltalende, slår vi så arrogant fra og tænker: »Jeg har hørt det hele før«?
Hvis vi er skyldige i nogle af disse ting, reducerer – måske udelukker – vi muligheden for, at Ånden taler til os. Og så undrer vi os over, hvorfor vi ikke bliver opbyggede ved nadvermøder eller andre kirkemøder?
Offentlig tilbedelse er en fantastisk mulighed for at hjælpe os alle, herunder de unge, på vejen mod omvendelse.
Familietilbedelse
Offentlig tilbedelse bør fremme familietilbedelse. I 1999 rådede Det Første Præsidentskab forældre og børn »til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og undervisning i evangeliet og sunde familieaktiviteter højest. Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde.«11 Disse principper er selvfølgelig blevet undervist gentagne gange af adskillige kirkeledere på utallige måder i løbet af mange år.
Vi lever i en verden med travlhed. Når jeg rejser over hele Kirken, spørger jeg nogle gange de lokale ledere – og disse er gode sidste dages hellige – afholder I familiebøn og familieaften? Studerer I evangeliet som familie? Ofte modtager jeg et flovt blik og forklaringen: »Vi har så travlt. Vores børns skole og aktiviteter, musik og andre lektioner, sociale skema og kirkefunktioner holder dem fuldt ud beskæftiget. Min ægtefælle og jeg har travlt med arbejde, Kirken og andre forpligtigelser. Vi er sjældent sammen som familie.« Ånden i Det Første Præsidentskabs råd er, at hvis vi har så travlt med at gøre selv noget godt, at vi ikke har tid til at gøre de afgørende ting, så må vi finde løsninger.
Når børn bliver opdraget af forældre, der har omvendt sig, og som har dannet vaner for familietilbedelse, er de mere tilbøjelige til at føle Helligåndens indflydelse, når de er unge og derefter følge dette retfærdige eksempel for evigt. Så vil vores undervisning i kirkerammerne få deres rette position som et støttesystem til den undervisning, der sker i familien.
Udover at tilbede konsekvent og effektivt i vores egen familie skal lærere for unge på en passende og følsom måde opfordre til tilbedelse i deres elevers familie. Nogle kommer fra familier, hvor dette allerede sker, og I kan blot stå på sidelinjen og i stilhed fryde jer. For andre sker dette ikke af forskellige årsager – lige fra at eleven er det eneste medlem af Kirken i sin familie (eller det eneste aktive medlem), til at de er en del af en familie, der jævnligt deltager i kirkemøder, men som endnu ikke har fanget visionen af vigtigheden af familietilbedelse. Uden at bemægtige sig myndigheden og ansvaret fra kirkeledere og forældre kan I blot udforme og undervise i retfærdige mønstre og hjælpe jeres unge til at opdage, hvordan de kan være en kilde til inspiration for deres familie i at udvikle vaner for konsekvent familietilbedelse.
Personlig tilbedelse
I sidste ende er omvendelse personligt. Offentlig tilbedelse fører os til familietilbedelse, som fører os til personlig tilbedelse. Dette omfatter personlig bøn, personligt studium af evangeliet og personlige overvejelser af ens forhold til Guddommen. »For hvorledes kender en mand den herre … som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«12
Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Vigtigheden af at have en fornemmelse for det hellige er helt enkelt dette – hvis man ikke værdsætter det hellige, mister man det. Uden ærbødighed bliver man stadig mere overfladisk i sin holdning og opførsel. Man driver bort fra de fortøjninger, som vores pagter med Gud kunne bidrage med. Følelsen af at stå til ansvar over for Gud mindskes og glemmes til sidst. Derefter er man kun interesseret i sin egen bekvemmelighed og i at tilfredsstille sine ukontrollerede lyster. Endelig kommer man til at se ned på det, der er helligt, ja, selv Gud, og så vil man se ned på sig selv.«13
Vi er kommet til at forstå, at den største markør for åndelig succes (målt ud fra ordinering til det Melkisedekske Præstedømme, modtagelse af begavelsen, en mission, tempelægteskab og opdrage en retfærdig familie) for en ung mand eller kvinde er at have personlige åndelige oplevelser i deres ungdom – for dem at føle Helligåndens påvirkning. Det er mere end at være aktiv i Kirken, det er at være aktiv i evangeliet!
Jeres mål for enhver klasse, I underviser, hver drøftelse I leder, hver interaktion I har, er, at Helligånden skal være den rigtige lærer. Som Frelseren sagde: »Men Talsmanden, der er Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt.«14 Helligånden har evnen til at tilpasse budskabet til hvert individ, til at blive »oplyst af sandhedens Ånd«.15 Så når vi underviser i arbejdet med frelse og de guddommeligt fastsatte ansvar, gør vi dette på en måde, der inspirerer, der leder dem, vi underviser, til en øget tro på vor himmelske Fader og på Jesus Kristus og hans forsoning.
Til jer gode religionsundervisere siger vi: Tak! Tak! Tak! På vegne af Kirkens ledelse, tak! Lev jeres liv med personlig værdighed, tag jer af jeres familie og tjen Herren – især ved at tage jer af den dyrebare opvoksende generation. At være engageret i arbejdet med frelse og de guddommeligt fastsatte ansvar, under apostolsk vejledning og nøgler, vil højne og motivere os.
Jeg erklærer storheden af vores himmelske arv og vores evne til at modtage »evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver.«16 Jeg vidner om den store Jahve, født Jesus, med titlen Jesus Kristus, den »salvede«.17 Jeg bærer vidnesbyrd om hans usammenlignelige forsoning, der gør det muligt for hver af os og hver af dem, vi underviser, at overvinde verden – at klare os gennem de sværeste af de jordiske omstændigheder med »et fuldkommen klart håb«.18 Med velsignelsen fra et gengivet evangelium og en genoprettet kirke har vi al den fornødne hjælp til at høre, føle og gøre. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2017 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 5/17. Godkendt til oversættelse: 5/17 Oversættelse af: »The Conversion of the Children of God.« Danish. PD60004121 110