2:3

I hans kærligheds lys

Bonnie H. Cordon

Unge Pigers hovedpræsident

CES-oplæringstransmission • den 12. juni 2019 • Auditoriet i stueetagen i Kirkens kontorbygning

Brødre og søstre, det er en stor glæde at være sammen med jer i dag.

Vi har været så velsignede at høre bror Chad Webbs ord. Det er fantastisk, hvor meget Herren elsker os. Emnet kærlighed blev indprentet i bror Chads hjerte og også mit. Det er interessant at se, hvordan vi kommer til at tale om det i et samspil. Jeg håber, at I vil bruge et øjeblik på at nedskrive de indtryk, I modtager i dag om emnet kærlighed.

Jeg ønsker at udtrykke min umådelige taknemlighed for ældste Kim B. Clark og bror Chad Webb for at følge Åndens tilskyndelser i deres stadige og bønsomme anmodninger om at styrke de unge. Da der blev lagt profetisk vægt på hjemmebaseret, evangelisk læring, spurgte disse trofaste brødre: »Hvordan kan de unge være bedre redskaber til at styrke hjemmet?« I er klar over, hvad der derefter skete. De arbejdede sig igennem 11 forskellige skoleskemaer rundt om i verden for at afstemme seminarkurserne med den hellige skrift, der anvendes hvert år, med læseplanen Kom og følg mig. Denne inspirerede ændring er intet mindre end et mirakel!

Jeg bliver begejstret, når jeg ser de unge og unge voksne for mig tage evangeliets sandheder fra klassen med hjem. De vil få tillid til både deres egen forståelse af og deres evne til at fortælle om evangeliet. Når de hører deres egen stemme udtrykke Frelserens sandheder, vil det være en styrkende oplevelse, der opbygger vidnesbyrd.

Hvor er jeg taknemmelig for gengivelsen af evangeliet og for denne storslåede tid med vækst.

Jeg vil gerne udtrykke min påskønnelse til de ægtefæller og andre, der støtter disse fantastiske undervisere, jer, der lytter til forslag til lektioner, der deler personlige historier (forhåbentlig med tilladelse), og hvis køkkener og garager bliver plyndret for at skaffe ting til illustrationer. Jeg håber, I aldrig undervurderer jeres indflydelse.

Det er blevet sagt, at »ægteskabet sandsynligvis er den mest … uundgåelige af alle undervisningssituationer … Når mennesker gifter sig, indvilliger de i en vis forstand i at lære af hinanden.«¹ Min mand, Derek, er min betroede støtte og indflydelse, selv om han sjældent står ved min side, når jeg underviser. Når I taler og lærer sammen, vil de unge, unge voksne og deres familie blive velsignet på grund af jeres indflydelse. I er en vigtig del af dette store, store værk.

Mit budskab i dag begynder med en linje fra en kendt primarysang. Jeg begynder, og I afslutter. »Lær mig at leve …

i lyset af ham.«

Lær mig at vandre i hans kærligheds lys.² Disse to principper, kærlighed og lys, har været mine mentale rejsekammerater, når jeg har tænkt over vores tid sammen i dag. Denne kombination af ord forekommer også i den første linje i præsident Henry B. Eyrings tale, da han sagde: »Det er mit håb, at vi i dag alle må føle Guds kærlighed og lys.«³ Hvilket enkelt og dog kraftfuldt ønske at begynde hver klasse med. Mit håb er, at alle studerende vil føle Guds kærlighed og lys. Der venter store, evige løfter til dem og deres familie, når de lærer at føle hans lys og kærlighed.

Jeg spurgte min søn, Dallin: »Hvad husker du bedst fra seminar?« Jeg forventede et svar som Evangelisk mesterlære eller at blive færdig med Mormons Bog. Jeg blev overrasket over at høre hans tankevækkende svar.

»Lærerne.«

»Lærerne?« spurgte jeg overrasket.

Han forklarede: »Der var visse lærere, som vi vidste virkelig elskede os.«

Denne oplevelse bekræftede for mig den varige virkning, som kærlighed kan have på den enkeltes hjerte.

I har den glæde at undervise Kirkens vidunderlige unge og unge voksne og bære vidnesbyrd om Guds kærlighed til dem. Jeg elsker dem, og jeg ved, at det gør I også. De er virkelig, som præsident Russell M. Nelson har sagt, vor himmelske Faders »mest ædle ånder … hans bedste hold – [reserveret] til denne sidste fase.«⁴

For adskillige år siden tilbragte jeg en kort tid blandt jer som seminarlærer. I har en særlig plads i mit hjerte, og jeg forstår en smule af jeres ansvar. I 2008 blev jeg kaldet som lærer i morgenseminar i Utah. Da stavspræsidenten kaldte mig, tænkte jeg: »Har de ikke lærere i Utah, der underviser på fuld tid?« Heldigvis tænkte jeg ikke højt, og så stod jeg med et sæt nøgler og ansvaret for at åbne seminarbygningen hver morgen kl. 5.45. Må jeg lige sige, at vintrene i Utah er kolde kl. kvart i seks om morgenen.

I min tid som seminarlærer fik jeg bekræftet, hvor meget Herren elsker alle sine elever. Jeg indså, hvor heldige nogle unge er ved at have trofaste, kærlige forældre. Jeg blev også meget bevidst om de unge, der ikke får den kærlighed og opmærksomhed, de har brug for og længes så desperat efter. Vi finder den samme længsel efter kærlighed hos vores unge voksne.

Jeg er klar over, at en af en undervisers mest afgørende egenskaber er evnen til at elske, den kærlighed Johannes talte om: »Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.«⁵

Som undervisere bør vores mission være at øge vores kærlighed til Gud og derpå gengive Guds kærlighed til de unge og unge voksne, vi er kaldet til at undervise.

Der er en kolossal kraft i Guds kærlighed. Jeg vil gerne betragte denne kærlighed ud fra tre forskellige aspekter: Kærlighed i vores tilværelse, kærlighed i vores hjem og kærlighed i vores klasse.

For det første er der kærlighedens kraft i vores personlige tilværelse. Det er afgørende, at vi tror på og har tillid til, at Gud elsker os. Vores studerende vil ikke føle Herrens kærlighed gennem os, medmindre vi først føler Herrens kærlighed hos os selv. Jeg forundres over dette skriftsted: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«⁶ Funderer vi over og føler storheden af denne kærlighed? Jeg tænker undertiden på, om vi stræber nok efter at føle den kærlighed. Ved vi, hvem vi er, og hvis vi er?⁷ Jeg opfordrer jer til i ydmyg, oprigtig bøn at bede ham om hjælp til at føle hans guddommelige kærlighed til jer.

Eftersom verden fornedrer, afleder og kræver, kan det blive let at løsne sig og ubevidst slå autopiloten til. Det er afgørende, at vi aktivt tager hans åg på os⁸ og stræber efter at føle hans kærlighed. Når vi yder denne indsats, vil han udgyde sin kærlighed i rigt mål.

For det andet må Guds kærlighed dvæle i vores hjem. Tillad mig at illustrere dette princip med en historie. En aften kunne min mand, Derek, og jeg ikke enes om et anliggende. Vi gik i seng uden at finde en løsning; jeg vidste dog, at jeg havde ret.

Næste morgen knælede jeg for at bede og bad om Ånden i rigt mål, da jeg forberedte mig på at undervise min seminarklasse. Jeg bad inderligt om, at de unge ville føle Herrens kærlighed gennem mig. Mens jeg gjorde mig klar til dagen, vendte mit sind mange gange tilbage til uoverensstemmelsen aftenen før. Da jeg satte mig ind i bilen og med stolthed i mit hjerte vidste, at jeg havde ret, efterrationaliserede jeg, at jeg stadig kunne undervise og elske med Ånden. Jeg bad fortsat om guddommelig vejledning, mens jeg kørte hen til seminarbygningen. Hele vejen forsøgte jeg med min meget fremtrædende og selvsikre retfærdiggørelse at drukne Åndens vedholdende røst. Uanset hvor klippefast min efterrationalisering var, hviskede Ånden dog: »Kør tilbage. Sig undskyld. Det er ligegyldigt, hvem der har ret; omvend dig og ret op på det.«

»Okay så!« Til sidst bøjede jeg mig modstræbende og vendte bilen. Da jeg gik ind i soveværelset, stod der 5.20 på uret, og min kære Derek lå og sov. Mit hjerte begyndte at blive blødgjort, da jeg listede ind. »Derek, jeg er ked af i går aftes.« Som det er typisk for Derek sagde han fredeligt: »Jeg har allerede tilgivet og glemt det.« Mit hjerte voksede i kærlighed, og jeg følte Herrens umådelige barmhjertighed.

Ånden og kærligheden fandtes i rigt mål i klassen den dag. Kærlighed i vores hjem har en indflydelse langt udover vores fire vægge.

For det tredje har seminarlærere og institutundervisere en særlig mulighed for at viderebringe Guds kærlighed. Jeres klasse er en mulighed for at elske den enkelte. Jeg underviste ikke en klasse på 34, jeg underviste 34 enkeltpersoner. Jeg tror, det er den kærlighed, min søn Dallin følte, ikke et tæppe af kærlighed for klassen som helhed, men følelsen af at være kendt og elsket personligt. For det er sådan, vor himmelske Faders elsker. For virkelig at elske vores studerende er vi nødt til at se dem, som Frelseren ser dem. Hvad elsker han ved hver eneste af dem? Hvilke gaver har han givet dem? Hvilket potentiale ser han i dem? Ved virkelig at elske dem er vi med til at bringe dem til Frelseren.

Når vi husker, at Kristus er kilden til al kærlighed, går vi til ham for at føle en større kærlighed i vores personlige tilværelse, vores hjem og i sandhed, kærlighed i vores klasse. Vi kan ikke skabe kærlighed, den kommer kun fra ham til os og gennem os. I Moroni lærer vi, at vi skal »bed[e] til Faderen med hjertets hele styrke om, at [vi] må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere.«⁹ Jeg beder til, at vi hver især vil tage imod Moronis opfordring.

Præsident Eyrings opfordring var at føle både »Guds kærlighed og lys.«¹⁰ Det er let at betragte kærlighed og lys sammen, når vi husker, at han ikke blot er kilden til al kærlighed, han er lys. Jesus Kristus selv vidnede: »Jeg er verdens lys og liv.«¹¹ Efterhånden som vi kommer ham nærmere, åbenbarer han os mere lys, sandhed og kærlighed.

Lad os et øjeblik kort tænke tilbage på de tre områder af kærlighed, vi har talt om, og overveje effekten af både kærlighed og lys:

Når I har følt Guds kærlighed i jeres eget liv, hvilket lys er der så kommet? Hvilket perspektiv og hvilken indsigt har I personligt høstet?
Hvilken udvikling er der sket i jeres ægteskab og familie, når I føler Guds kærlighed og oplever mere lys?
Når studerende i jeres klasse føler Guds kærlighed gennem jer, hvilket lys vil der da komme ind i deres tilværelse? Hvordan vil de udvikle og ændre sig?
Hvilket mørke vil blive fordrevet, når de personligt genkender og søger lys?

Copyright Simon Dewey 2019 Med tilladelse fra Altus Fine Art

Det er ikke noget under, at vores profet, præsident Russell M. Nelson, har opfordret os til »at øge [vores] åndelige evne til at modtage … åbenbaring«.¹² Når vi føler Guds kærlighed, fyldes vi med hans lys og håb. Når vi søge Guds lys og inspiration, føler vi hans umådelige kærlighed. Sikken dynamisk kombination.

Min oplevelse med at undervise tidligt om morgenen var sammen med en trofast mand ved navn John Lund. Denne åndelige (og fysiske) kæmpe lærte mig noget partnerskabet mellem kærlighed og lys. Lad mig blot jer fortælle to eksempler i dag.

En af vores morgenseminarelever havde det med at være noget af en udfordring. Jeg reagerede sikkert til tider ved at rulle med øjnene. John valgte derimod at elske og søge lys. Da vi mødtes for at tale om netop denne elev, lagde John ud med at sige: »Jeg bad om ham i går aftes.« Denne næsten henkastede udtalelse fik mig til at stoppe op. John tog denne unge mands navn med sig hjem, hvor der var en overflod af kærlighed, og spurgte vor himmelske Fader om, hvordan han bedre kunne kende og forstå denne elev. For at kunne elske vores studerende, især at elske dem som Herren gør, kræver det, at vi søger efter og følger åbenbaring.

Jeg vil fortælle den anden historie med Johns ord:

»Herren er virkelig opmærksom på sine elever. Jeg kan huske en ung mand, der kæmpede. Jeg havde oplevet hans drillerier i mange måneder, og han var virkelig irriterende.

Jeg havde forberedt en lektion, og jeg var meget begejstret over, hvordan det skulle foregå. Jeg havde oven i købet fundet en illustration, der skulle gå over i historien. Da jeg ankom til seminarbygningen, puffede Ånden til mig ved at sige: ›John, du skal undervise om bøn.‹ Bøn? Jeg ville virkelig gerne undervise i min fantastiske lektion. Jeg havde ikke forberedt at undervise om bøn.

Jeg stod foran klassen og sagde: ›Jeg ved ikke, hvem der har brug for det her i dag, men jeg ændrer lektionen. En eller anden i dette lokale har brug for, at vi alle taler om bøn.‹ Denne enkle lektion begyndte med et spørgsmål: ›Hvorfor har vi brug for bøn?‹«

Den aften bankede det på Johns dør. På hans dørtrin stod der en, som fortalte resten af historien. Aftenen før havde Johns kæmpende elev åbenbart fået en opfordring af sin kæreste: Hun bad ham om at bede om at vide, om Kirken var sand. Hendes opfordring førte sammen med bror Lunds uventede undervisning om bøn til, at denne unge mand handlede. Over tid var John vidne til en forandring i sin elev, efterhånden som han fik et sikkert vidnesbyrd om det gengivne evangelium og med tiden blev beseglet til sin trofaste og opmuntrende kæreste i templet.

Vi erfarer meget sjældent, hvorfor sådanne indtryk kommer, men hvis vi har tillid til den kærlighed, Herren har til vores studerende, kan vi handle i overensstemmelse med tydelig åbenbaring og bibringe hans lys til hans elskede børn.

Når vi søger åbenbaring til at elske, som Gud gør, vejledes vi til at række ud til og undervise alle studerende individuelt. Resultatet er meget, meget personligt. Herren viste denne personlige tilgang over for Nefi, da han søgte at få fat i pladerne. Nefi vidnede: »Jeg blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad jeg skulle gøre. Alligevel gik jeg af sted.«¹³

Laban stod mellem Nefi og pladerne. Nefi fik befaling af Herren om at slå Laban ihjel. Med stor kval adlød han. Den samme aften stod Zoram også mellem Nefi og pladerne. Så hvorfor anvendte Nefi ikke den samme åbenbaring på Zoram, som han havde fået om Laban? Hvorfor trak Nefi ikke sværdet endnu engang?

Herren kendte Zoram, og Nefi kendte Herren og stolede på Åndens vejledning. Herren vidste, at Zoram ville blive »Nefi en sand ven«.¹⁴ Hvor er vi taknemmelige for, at Nefi i begyndelsen søgte personlig vejledning og »blev ført af Ånden«.¹⁵

Som underviser kan det føles skræmmende at bære ansvaret for at føle Guds kærlighed til hver enkelt studerende og for at få åbenbaring om, hvordan vi hjælper hver enkelt. Det er opmuntrende at tænke på, at vores kaldelse og ansvar er et partnerskab med Kristus.

Ældste Jeffrey R. Holland har opfordret os til at »arbejde side om side med vingårdens Herre for at give Gud og vor allesammens Fader en hjælpende hånd med hans store opgave med at besvare bønner, trøste den sørgende, tørre tåren og styrke matte knæ. Hvis vi vil gøre det, vil vi være mere som de Kristi sande disciple [og undervisere], som det er meningen, at vi alle skal være.«¹⁶

Vores unge og unge voksne må føle, kende og lære at stole på Herrens kærlighed og lys. Når I gør det muligt, vil Frelserens kærlighed komme til jeres studerende gennem jer. Og når jeres studerende føler hans kærlighed, vil de lære at genkende og få personlig åbenbaring. De vil opdage, hvad det betyder at vandre i hans kærligheds lys.¹⁷ Jeg vidner om, at denne kærlighed og dette lys vil hjælpe dem til at blive som vor Fader i himlen og vor elskede Frelser og gå på pagtens sti tilbage til dem. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.