2:3

»Frem for alt«

Chad H. Webb

Administrator, Seminar og institut

CES-oplæringstransmission • den 12. juni 2019 • auditoriet i stueetagen i Kirkens kontorbygning

Jeg vil først gerne takke jer hver især for jeres bestræbelser på at fokusere på Frelseren som det vigtigste i jeres studium af og undervisning i evangeliet. Når jeg har været i jeres klasser og iagttaget jer og jeres studerende finde frem til hans titler og roller, studere hans personlighed og egenskaber og lært af hans fuldkomne eksempel,¹ har jeg følt vor himmelske Faders taknemmelighed over, at I vidner om hans elskede Søn. Når I har fulgt ældste Clarks råd om at hjælpe de studerende til at lære ham at kende og at lære af ham,² har jeg set Helligånden i større grad i jeres undervisning og opfordringer. Som en underviser for nylig sagde til mig: »Det har bragt glæden tilbage i mit klasselokale at lade Jesus være centrum for min undervisning.« Jeg opfordrer jer til fortsat at søge inspiration til, hvordan I bedst gør det hver dag.

I dag vil jeg gerne opfordre jer til at øge jeres indsats for at hjælpe de studerende til at se Frelseren, ikke kun i deres skriftstudium, men også i jer, mens I stræber efter at følge hans eksempel og hans kærlighed. I husker måske denne tanke fra præsident Boyd K. Packer, som jeg finder både inspirerende og storslået i alt, hvad den antyder:

»De egenskaber, som det er blevet mit udvalgte lod at se i jer brødre og søstre gennem årene, er intet mindre end Mesterlærerens billede, der skinner igennem. Jeg tror på, at Kristi billede bliver aftegnet i jeres ansigt, i det omfang I virker i overensstemmelse med den udfordring og befaling, I har fået. Og i alle henseender er I ham, og han er jer i netop det klasseværelse, på det tidspunkt og med det udtryk og den inspiration.«³

Af de omfattende egenskaber, Frelseren har, er den, der lader til at være både motivationen og grundlaget for alle andre, hans fuldkomne kærlighed: hans kærlighed til sin Fader i himlen og hans kærlighed til hver enkelt af os.

Apostlen Paulus skrev: »Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro … men ikke har kærlighed, er jeg intet.«⁴ Til en gruppe seminarlærere og institutundervisere kunne Paulus have sagt: »Om jeg så har gaven at være karismatisk og kender de grundlæggende principper for undervisning og læring og al pædagogik, og skønt jeg har virkelig gode illustrationer i min undervisning, men ikke har kærlighed, er jeg intet.« Brug nu ikke denne udtalelse som en undskyldning for ikke at arbejde hårdt på at være en meget dygtig underviser. Men husk, at når vi beder om forståelse, kundskab og tilmed tro, vil vi være som »et rungende malm og en klingende bjælde«,⁵ hvis vi ikke tilføjer næstekærlighed.

»Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild«

Apostlen Paulus skrev også: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild.«⁶

Et eksempel på Frelserens mildhed og venlighed står i Lukas 19. Zakæus, en overtolder, var blevet rig ved at arbejde for romerne, men han var afskyet af jøderne, der følte sig forrådt af hans skatteopkrævning. En dag ville Zakæus gerne se Jesus, men kunne ikke, fordi han var lille af vækst og ude af stand til at skubbe sig vej gennem skaren, som ikke var villig til at hjælpe ham. Så Zakæus løb i forvejen til det sted, hvor Jesus var på vej hen, og klatrede op i et morbærfigentræ for at se ham, når han gik forbi.

I skrifterne står der: »Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ›Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.‹

Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham.«⁷

Kan I forestille jer, hvad det betød for Zakæus, at han var blevet set, og hvad Frelserens indbydelse gjorde for en, der var alt for vant til at blive holdt uden for? Denne venlige gerning må have gjort en verden til forskel.

Vores studerende har brug for vores tålmodighed og venlighed. Dårlig opførsel, afbrydelser og dårlig indstilling kan til tider vanskeliggøre undervisningen. Men i sådanne situationer tilskynder jeg jer til at se forbi adfærden og se personen. Jeg beder jer stoppe op længe nok til at spørge: »Hvad kan ellers være årsag til denne adfærd eller denne indstilling?«

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Hvis børnene er passive, så kan I måske ikke undervise dem endnu, men I kan elske dem. Og hvis I elsker dem i dag, så kan I måske undervise dem i morgen …

Det afhænger ikke af dem. Vi kan elske dem fra begyndelsen til enden, og mirakler vil ske.«⁸

Men hvordan gør man det, især når der er nogen, der virker til at være sværere at elske? Ældste Holland hjalp os også med det, da han sagde: »I kan begynde med at elske Gud. Derefter kan I bede ham om at hjælpe jer med at give jeres kærlighed til ham til andre, der har brug for jeres kærlighed.⁹ I kan »bed[e] til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed«.¹⁰ I kan bede om at se dem, som han ser dem. I kan lytte og prøve at forstå dem. Og som præsident Henry B. Eyring har tilføjet: »Tjen dem. Gør små tjenester for dem. Betal prisen ved at tjene, så belønner Gud jer. Det løfte giver jeg jer. Vær ikke bekymrede over, at jeres elever ikke altid er lige elskværdige. Bare gør et eller andet for dem, så virker de en smule mere elskværdige over for jer. Det bliver en gave fra Gud.«¹¹

Til alle jer, der overværer jeres studerendes musikoptrædender og sportsbegivenheder, eller som finder andre stille måder at tjene dem på: Jeg takker jer. Selv hvis de ikke ser jer, vil de føle, at jeres kærlighed til dem vokser, fordi Herren vil velsigne jer med næstekærlighed, fordi I tjente dem.¹²

Et andet eksempel på Frelserens venlighed findes i Markus kapitel 5.

Tænk et øjeblik over, hvad Jesus gjorde for kvinden med blødninger. Han gjorde meget, meget mere end at helbrede hende fysisk. Hun må have været udmattet af smerte, social udstødelse og økonomisk nød. Så da Jesus opdagede den kraft, der udgik fra ham, »så [han] sig omkring for at se, hvem der havde gjort det.«¹³ Den fysiske helbredelse havde allerede fundet sted. Jesus var på vej hen for at opfylde et andet presserende behov, og alligevel stoppede han op. Han anerkendte hendes tro, og han omtalte hende ømt som »datter«.¹⁴ Frelseren så hende, ikke hendes sygdom. Han så en person, der havde brug for at blive elsket og opløftet, ikke et problem, der skulle løses, eller en opgave, der skulle udføres.¹⁵

Uanset hvilken opgave I skal udføre, uanset hvilken lektion I skal forberede eller undervise i, uanset hvilket problem I måtte møde, er det altid en mulighed for at løfte mennesker.

Og jeg håber, at vores kærlighed vil nå ud til dem, der ikke for øjeblikket er tilmeldt eller deltager. Der er mange ligesom Zakæus og denne kvinde, som venter bag skarerne. Vi følger Frelserens eksempel og går ud og finder dem.¹⁶ Jeg beder jer være bønsomme og tale sammen, når I søger inspiration til, hvordan I kan hjælpe flere unge til at lære af Frelseren og hans lærdomme. Vi bør prioritere indskrivning og gennemførelsen højt og udvise stor passion i vores arbejde med at velsigne flere af vor himmelske Faders børn.

»Frem for alt, klæd jer i næstekærlighedens bånd som i en kappe«

Herren sagde til profeten Joseph Smith: »Frem for alt, klæd jer i næstekærlighedens bånd som i en kappe, hvilket er fuldkommenhedens og fredens bånd.«¹⁷ Hvordan ser det mon ud at være klædt i næstekærlighedens bånd?

I Johannes 8 læser vi om en kvinde, der blev bragt hen til templet og fremstillet for Jesus af farisæerne. De sagde til Frelseren:

»Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud,

og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?‹«

Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren, som om han ikke hørte dem. »Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: ›Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.‹ Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden.«

Da farisæerne begyndte at føle sig skyldige overbevist af deres egen samvittighed, gik de væk, én efter én. Da Jesus og kvinde var alene tilbage, spurgte han blidt: »›Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?‹

Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹ Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.‹«¹⁸

Når I tænker over denne begivenhed, vil I så tænke over tre af de mange ting, vi kan lære af Frelserens fuldkomne eksempel?

For det første giver Jesu Kristi forsoning os mulighed for at lære af vores fejltagelser og i kraft af omvendelse ikke blive dømt for dem. I vores klasser findes der studerende, der har begået fejltagelser. Når vi medfølende underviser om vor Fader i himlens villighed til at tilgive og om omvendelsens glæde,¹⁹ hjælper vi de studerende (og vores børn) til at tro på, at Frelserens forsoning gælder for dem, for det gør den.

Og dette råd gælder desuden lige så meget for hver enkelt af os. Vi har også brug for Frelserens forsoning til at hjælpe os med at blive tilgivet og at helbrede. Når vi så personligt oplever glæden ved omvendelse, vil vi kunne inspirere vores studerende til at vende sig mod Frelseren, fordi den opfordring vil komme på grund af vores eget ændrede hjerte.

For det andet er kærlighed en storslået motivationsfaktor, der hjælper os til at ønske at gøre det rigtige. Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Frelseren tolererede bestemt ikke ægteskabsbrud. Men han fordømte heller ikke kvinden. Han tilskyndede hende til at ændre sit liv. Hun blev motiveret til at ændre sig på grund af hans barmhjertighed og nåde. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen vidner om, at dette resulterede i, at hun fulgte ham: ›Og kvinden herliggjorde fra da af Gud og troede på hans navn‹ (Joh 8:11, (i den engelske SDH-udgave af Joh 8:11, fodnote c).«²⁰

Som undervisere, eller som forældre, kan vi føle os fristede til at tilbageholde nødvendige udtryk for kærlighed, fordi vi er bekymrede for, at det kan forveksles med at undskylde synd eller billige dårlig opførsel. Vores studerende og vores børn ved for det meste allerede, hvordan vi har det med Herren og hans bud. Det, de ofte har brug for, er forvisningen om, at de er elsket og værdsat. Den kærlighed og det håb, denne kvinde må have følt, da hun blev velsignet med Frelserens »næstekærligheds bånd«, er det, vi håber alle vores studerende vil føle, når de lærer om ham og hans evangelium.

For det tredje elsker Frelseren Faderens lære, men brugte den aldrig som en kølle. Farisæerne kendte udmærket og byggede oven i købet på moseloven og citerede både loven og dens konsekvenser. Men Lovgiveren selv, hvis mission var at »bringe … lægedom til dem, hvis hjerte er knust [og] udråbe frigivelse for fanger«,²¹ valgte i stedet at vise barmhjertighed. Han beskyttede kvinden mod farisæernes anklagende hænder og hjerte og gav dem samtidig mulighed for lidt tiltrængt selvrefleksion og bevidsthed om deres eget behov for at ændre sig.

Til tider har vi studerende og undervisere, der har brugt læren på en måde, der bibringer en ånd af anklage og fordømmelse. I stedet for at opmuntre og opbygge fornedrer denne tilgang og kan endda nedbryde. At følge Mesterens eksempel er at undervise på en måde, der bringer håb og helbreder den sønderknuste.

Udover synd opstår et sønderknust hjerte af flere forskellige forhold. Mange studerende kommer fra vanskelige, endog traumatiserende situationer, der får dem til at tvivle på, om de er elsket og værdsat. Nogle kæmper med udfordringer, med frygt eller med perfektionisme, der får dem til at høre fordømmelse i stedet for håb. Andre føler sig uønskede, fordi de oplever fristelser eller udfordringer i forbindelse med seksuel identitet, og føler sig fanget og bekymrede over, at de ikke har nogen plads eller fremtid i Jesu Kristi genoprettede kirke.

Som undervisere er vi nødt til at søge at forstå, hvordan disse oplevelser føles for vores studerende. Lad mig fortælle jer et eksempel set ud fra en tidligere elevs perspektiv, der forklarer hans oplevelse i seminar. Hans sagde: »Buddet er at elske sin næste, men det føles som om, at mennesker tror, at det er at elske deres næste, medmindre man er homoseksuelle. Det overordnede budskab er, at det er det allerværst tænkelige, og det får mig til at tvivle på, hvordan jeg kan have selvværd, og hvordan vor himmelske Fader nogensinde kan elske mig?«

Uanset hvilke personlige udfordringer, de studerende måtte møde, må vi lytte for at forstå og oprigtigt kommunikere empati og kærlighed. Vi må skabe klasser, hvor spørgsmål er velkomne, og hvor emner drøftes med respekt og forståelse. Vi må undervise tydeligt om sandheden og hjælpe alle studerende til at indse deres evige identitet som børn af kærlige himmelske forældre.²² Og vi må hjælpe de studerende til at vide, at de ikke er alene. Når vi viser dem mere kærlighed og forståelse, inviterer det Helligånden, højner læring og helbreder fortvivlede hjerter.²³

Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Vi har pligt til at ›bære hinandens byrder, så de bliver lette‹ (Mosi 18:8). Selv om vi ikke kan ændre Herrens lære, ønsker vi, at vores medlemmer og vores retningslinjer skal tage hensyn til dem, der kæmper med jordelivets udfordringer.« Han sagde også, at »vores medlemmers bestræbelser på at vise større forståelse, medfølelse og kærlighed [bør] øge respekten og forståelsen … og mindske had og strid, som er så udbredt i dag … Det er afgjort vores ønske, og vi søger vores medlemmers og andres hjælp til at opnå det.«²⁴

Det er afgørende, at alle undervisere forstår læren og ved, hvad Herrens profeter for øjeblikket siger om disse emner, og ved, hvordan de reagerer på befordrende og medfølende vis.²⁵ Vi er yderst forpligtede til at gøre fremskridt på disse områder og vil sørge for yderligere oplæring og ressourcer for at hjælpe jer.

Og hvis der er situationer, hvor I eller de studerende siger noget, der kan gøre, at nogen føler sig uønsket, vil I så bede om styrke og forståelse til, hvordan I kan bidrage til at sænke de anklagende hænder? Hjælp jeres studerende til at huske, at vi alle stadig udvikler os og har behov for Frelserens barmhjertighed. Det var Lucifer, der var kendt som anklageren, og »som dag og nat anklagede [os] for Gud.«²⁶ Herrens hænder, arme og kærlighed er i sammenligning hermed stadigvæk rakt ud.

Andre kendetegn på guddommelig kærlighed er vor himmelske Faders ønske om, at vi bliver ligesom ham og modtager alle de velsignelser, han har beredt til sine børn.

Vor himmelske Fader er en Gud, der har høje forventninger

Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Vor himmelske Fader er en Gud, der har høje forventninger.«²⁷ Han opgiver os ikke. Han bærer over med os, når vi vakler, håber på, at vi forbedrer os, og holder tålmodigt ud, mens vi udvikler os. En underviser, der elsker sine studerende, har også høje forventninger og vil interessere sig mere for deres evige fremgang end for, hvordan dagens klasse gik, eller hvor godt hendes elever kan lide hende.

Jesus interesserede sig indgående for sine tilhængeres fremgang.

Fx så Jesus det i Peter, han ikke selv kunne se. Han opfordrede Peter til at handle i tro, og da Peter snublede, løftede Frelseren ham op, idet han altid fokuserede på, hvem Peter med tiden ville blive.

Ved at have høje forventninger vil det inspirere de studerende til at handle i tro, hvilket giver dem mulighed for at opleve Herrens lovede velsignelser. Ældste Neil L. Andersen har sagt, at når vi leder og underviser uden kærlighed og har lave forventninger, opmuntrer vi til oprør. Høje forventninger uden kærlighed fører til at gå på afveje. Stor kærlighed, men lave forventninger skaber en følelse af broderskab, men kun lidt fremgang. Dog skaber stor kærlighed og høje forventninger mirakler.²⁸ Det er den slags kærlighed, Frelseren har, og er den type kærlighed, vi må have, hvis vi skal gøre en forskel i vores studerendes liv.

Når jeg spørger seminarelever og institutstuderende, hvordan deres underviseres kærlighed har velsignet dem, kommer deres svar hurtigt og er fyldt med taknemmelighed. Her er blot nogle få nylige eksempler:

En ung pige sagde: »Jeg elsker at gå ind i seminarklassen og se min lærer glad og smilende. Jeg ved ikke engang, hvilke ord jeg skal bruge for, hvor meget hans kærlighed har betydet for mig. For ikke så længe siden gav han mig en kompliment, og da jeg forlod bygningen, prøvede jeg på ikke at græde, den gjorde mig så glad. Den enkle kompliment betød så meget for mig. Jeg glæder mig hver dag til at tage til seminar. Det er dagens højdepunkt for mig. Min lærers kærlighed til mig har lært mig at elske alle andre som Guds søn eller datter.«

Her er en omskrivning af en anden: »Vores undervisning i dag har virkelig ændret mig. Jeg tog mod til mig og stillede et meget vanskeligt spørgsmål, og min lærer lyttede virkelig og prøvede at forstå baggrunden for mit spørgsmål. Derefter tog hun sig tid til at besvare det. Det, hun sagde, åbnede virkelig mine øjne for noget, jeg ikke før havde tænkt på.«

Endelig skrev en ung mand: »Jeg begyndte dette semester med en dårlig indstilling. Jeg var ligeglad med evangeliet og mig selv, og jeg var langt fra glad. Jeg havde fortalt mine forældre, at jeg ville droppe seminar. Og så kom jeg i klassen. Min lærer kendte mit navn, selv om jeg ikke havde været der før. Ånden i klassen slog tonen an for hele min dag, og livet blev lidt bedre. Jeg ændrede mine vaner, begyndte at komme lidt mere i kirke, læste i mine skrifter og begyndte at tænke. Takket være hans kærlighed til os og evangeliet og det Kristi lys, jeg så i ham, stræbte jeg efter det lys og den kærlighed. Jeg vil færdiggøre seminar, tage på mission og en dag gifte mig i templet, fordi min lærer inviterede Ånden og underviste sammen med ham hver dag som sin makker.«

Til slut vil jeg gerne give udtryk for min påskønnelse for Herren og for jer. Jeg er taknemmelig for Herrens altomfavnende og umiddelbare kærlighed. Jeg er taknemmelig for hans tålmodighed, mens jeg bestræber mig på at tilegne mig de selvsamme emner, vi har talt om i dag. Hans kærlighed og medfølelse får mig til at ønske at blive bedre. Og jeg ønsker, at I skal vide, hvor meget vi elsker jer. Vi anerkender jeres utrættelige virke for dem, I underviser og bistår. Vi ved, hvor meget I beder for dem, hvor meget I lider, når de kæmper, og hvordan I glæder jer, når det lykkes for dem. Vi ved, I bærer jeres egne byrder og dagligt sætter jeres lid til Herren for at få hans styrke til jer og jeres familie. Vi håber, I ved, at vi beder for jer, og at vi elsker jer.

Må I hjælpe hver eneste studerende til at lære Frelseren at kende og elske ham ved at hjælpe dem til at se ham, både i deres studie af skrifterne – og i jer. Min bøn er, at vi ganske enkelt vil være venlige, se den enkelte og ikke et problem, at vi vil række ud for at velsigne endnu flere af vor himmelske Faders børn, at vi vil sænke de anklagende hænder og få hver enkelt til at føle, at de har en plads og en fremtid i Herrens kirke, at vi vil opmuntre vores studerende til at følge Frelserens lærdomme som Jesu Kristi disciple hele livet og klamre sig til pagtens sti, så de kan modtage alle de velsignelser, vor himmelske Fader har til dem. Må vi hjælpe dem til at føle og stole på vor himmelske Faders og hans Søn Jesu Kristi kærlighed. Og må I aldrig glemme, at »Kristi billede [kan blive] aftegnet i jeres ansigt. Og i alle henseender er I ham, og han er jer, i netop det klasseværelse, på det tidspunkt og med det udtryk og den inspiration.«²⁹

I Jesu Kristi navn. Amen.