En ny ven til Wellington
Denne historie foregik i Rio de Janeiro i Brasilien. Forfatteren bor i Utah i USA.
»Alle her er meget ældre end mig! Hvordan kan jeg tale med dem?«
»Alle er lige for Gud« (2 Ne 26:33).
Wellington holdt på en kasse i sit skød, mens hans far kørte gennem Rio de Janeiro i Brasilien. De kom forbi knaldblå, grønne og gule huse. Far parkerede bilen uden for en stor brun bygning. Wellington stod ud og tog nogle flere kasser. De var fulde af sæbe, servietter og andre forsyninger.
Han og hans far besøgte et plejehjem for at give forsyninger til de gamle, som boede der. Først havde Wellington været meget spændt. Men nu følte han sig lidt nervøs. Hvordan var de folk, som boede der? Ville de være gnavne? Hvad skulle han sige til dem?
Wellington fulgte efter sin far ind i bygningen. Der var mange folk på plejehjemmet. Nogle gik omkring med deres gangstativer. Nogle sad i kørestole og spillede skak. Andre sad bare alene.
Wellington hev i fars arm. »Far, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« hviskede han. »Alle her er meget ældre end mig! Hvordan skal jeg tale med dem?«
Far smilede og satte sig på knæet ved siden af Wellington. »Jeg ved, at folk her er ældre, og de ser måske lidt anderledes ud. Men alle her er et af Guds børn, akkurat som dig! De har sikkert nogle interessante historier at fortælle.«
Det tænkte Wellington over. Han kunne godt lide at blive nye venner med andre børn i skolen og Primary. Måske kunne han også få nye venner her!
Mens far uddelte kasser, gik Wellington rundt og snakkede med folk, som sad i lokalet. Han sang nogle af sine yndlingssange fra Primary for dem. Kort tid efter var der mange folk, som grinede og sang sammen. Det var så sjovt!
Wellington så sig omkring. Han lagde mærke til en dame, som sad alene på en sofa. Hun havde gråt hår og mange rynker.
Han gik over til hende og satte sig på sofaen. »Hej!« sagde han. »Jeg hedder Wellington. Hvad hedder du?«
Hun så på ham og smilede. »Jeg hedder Mariana,« sagde hun.
Wellington var nervøs, så han stillede det første spørgsmål, han kunne komme i tanke om. »Hvad er din livret?«
Hun tænkte sig om et øjeblik. »Jeg har altid elsket brasilianske osteboller,« sagde hun.
»Det er også min livret!« sagde Wellington. Han elskede de små osteboller.
De begyndte tale om deres yndlingssange, sport og minder. Mariana fortalte ham om sjove ting, hun plejede at lave, da hun var barn.
»Tak, fordi du kom her i dag,« sagde hun. »Jeg har ikke noget familie, som kan komme og besøge mig, og det kan være svært at møde nye venner.« Mariana fik et trist blik i øjnene. »Nogle gange føler jeg mig helt alene.«
Wellington vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han tænkte på, hvor ked af det han ville være, hvis han ikke havde nogen venner eller familie at tale med. Så tænkte han på det, som hans far havde sagt om, at alle her var et af Guds børn.
Han smilede og så på Mariana. »Når jeg føler mig ensom, så beder jeg til vor himmelske Fader. Han hjælper mig med at få det bedre. Jeg ved, at jeg aldrig er alene, fordi jeg altid kan snakke med ham. Måske kunne du også prøve at bede.«
Mariana smilede og gav Wellington et knus. »Tak. Det, synes jeg, er en glimrende idé.«
Far kom kort tid efter hen til Wellington og prikkede ham på armen. »Vi skal afsted nu,« sagde han.
»Allerede?« sagde Wellington.
Far grinede. »Bare rolig. Vi kan komme tilbage igen i næste uge.«
Det gjorde Wellington glad. Han hoppede ned af sofaen. »Vi ses næste gang!« sagde han til Mariana.
Han smilede og vinkede farvel til sin nye ven. Han glædede sig allerede til at komme tilbage!
Illustrationer: Liz Brizzi