Lad os invitere alle

Amber Healey

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Utah i USA.

Jarom ville gerne have hele sin familie til at komme til sin dåb.

»Vor Herre, han har vist mig, hvordan jeg kan bo med familien i al evighed« (Børnenes sangbog, s. 98).

Maori family sitting outside a small building called a marae

Jarom satte sig ned i græsset foran sin bedstemors marae. Det var lige før, familiefesten skulle begynde!

Han kiggede op på de røde udskæringer på siden af bygningen. »Mor, hvordan siger man bedstemors navn på tegnsprog?«, spurgte han. Jaroms bedstemor havde været døv. Nogle gange øvede de sig på tegnsprog for at huske hende.

»Sådan her«, sagde mor. Så lavede hun langsomt navnet med tegn fra sine hænder. Jarom lavede også tegnene med sine hænder. Han elskede at lære om sin familie.

»Jeg vil gerne prøve!« Jaroms kusine Kati satte sig ved siden af dem. Mor lavede igen navnets tegn.

»Kan vi næste måned til min dåb synge en sang på tegnsprog?«, spurgte Jarom.

»Selvfølgelig,« sagde mor.

»Hvad er en dåb?« spurgte Kati.

Det meste af Jaroms familie var ikke medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. »At blive døbt er noget særligt i min kirke,« sagde Jarom. »Det er der, man lover at følge Jesus, og han lover at hjælpe dig.«

»Sejt,« sagde Kati.

»Har du lyst til at komme med til min dåb?« spurgte Jarom.

»Ja da!« smilede Kati. Så vendte Jarom sig mod mor.

»Kan vi spørge resten af mine fætre og kusiner, om de også vil komme? Og mine mostre og onkler?«

Mor nikkede. »Det synes jeg, er en god idé.«

Jarom og mor spurgte resten af familien, om de ville komme til dåben. Mostrene og onklerne vidste heller ikke meget om dåb. Men de vidste, at det var en særlig dag for Jarom. »Vi kommer!« sagde de.

Ugerne gik. Endelig kom dagen for Jaroms dåb! Da Jarom gik ind i kirkesalen, smilede han stort. Alle rækker var fyldt med hans familiemedlemmer!

family standing with boy dressed in white for baptism

Først holdt Jaroms far en tale om dåb og Helligåndsgaven. Han talte også om, hvor vigtig familie er. »Vi er så glade for, at Jarom bliver døbt i dag. Og vi er så glade for at have vores familie hos os!« sagde han. »Hvad er den vigtigste ting i verden?« spurgte han. »Det er menneskene, menneskene, menneskene.«

Alle smilede. Det var en talemåde hos maorierne, som de alle elskede.

Efter fars tale var det Jarom og mors tur. De sang en primarysang på tegnsprog. Det fik Jarom til at føle sig tæt på sin bedstemor.

Så gik Jarom og far ned i dåbsbassinet. Mens han stod i vandet, kiggede Jarom op på hele sin familie. Fætre, kusiner, tanter, onkler. De var der alle sammen!

Jarom lukkede sine øjne. Han følte en varme og en ro. Det føltes som om, at alle gav ham et stort kram. Han tænkte på sin bedstemor. Han tænkte på sine forfædre. Han vidste, at de alle sammen også var stolte af ham.

Jarom skiftede til tørt tøj. Så gav han hvert medlem af familien et kram. Han var taknemmelig for dem alle sammen. Og han var taknemlig for sine familiemedlemmer i himlen, som han ville komme til at møde en dag. Jarom vil gerne blive ved med at træffe gode valg for at gøre dem stolte.