Primary-kammerater
Primary var sjovere, når Lizzie hjalp Abby.
»Vær et forbillede for de troende« (1 Tim 4:12).
Lizzie plejede at synes, at primarysange var kedelige. Hun kunne godt lide dem om Jesus, men hun følte sig for gammel til legene. Hun hang ofte og mumlede ordene.
Men ikke længere. Nu sang Lizzie alle sangene med så stor glæde, som hun kunne. Hun sad rankt. Hun sang højt. Hun havde det sjovt.
For nu sad Abby ved siden af hende.
Tidligere det år var Lizzie og de andre børn i hendes klasse blevet sat sammen med en ny solstråle. Det var deres job at hjælpe solstråle-kammeraten med at føle sig bedre tilpas i Primary.
Abby var Lizzies solstråle-kammerat. De sad sammen i Primary. De sang sange sammen. Når de så hinanden i kirke, vinkede de altid og gav kram.
Lizzie elskede at se Abby hver søndag. Og hun vidste, at Abby elskede at se hende. Abby observerede hende meget. Når Lizzie sang højt, gjorde Abby det også. Når Lizzie lagde sin arme over kors og sad højtideligt, gjorde Abby det også. Det gav Lizzie lyst til altid at være et godt eksempel.
Lizzie vil gerne have Abby til at elske Primary. Hun ville gerne have Abby til at have det sjovt og føle sig elsket. De kunne lære om evangeliet sammen!
Abby og Lizzie sad side om side, præcis ligesom hver søndag. Men i dag sad de på forhøjningen i kirkesalen sammen med resten af Primary. Primary havde programmet i dag.
Abby svingede med sine ben og så smilende op på Lizzie.
»Det er snart din tur«, hviskede Lizzie. Alle primarybørnene skulle sige noget i deres program. De ældre børn skulle som Lizzie læse længere stykker. De yngre, som Abby, reciterede kortere stykker. Lizzie havde hjulpet Abby med at lære hendes stykke.
»Bare husk, at det skal være højt og klart nok til at alle kan høre det«, sagde Lizzie.
»Du kommer med mig, ikke?«, sagde Abby. Hun så nervøs ud.
»Selvfølgelig!« sagde Lizzie. »Jeg kommer til at være lige ved siden af dig. Du kommer til at gøre det rigtig godt.«
De stod og sang en sang sammen med resten af børnene. Lizzie huskede på, hvordan hun plejede ikke at kunne lide at være med i primaryprogrammet. Men med Abby var det virkeligt sjovt!
Nu var det blevet Abbys tur til at tale. De to piger gik sammen op til mikrofonen. Lizzie hjalp Abby med at træde op på en lille skammel. Abby stivnede. Hun så bange ud.
Lizzie lagde sin arm rundt om Abby. Hun gav hende et lille klem om skuldrene og hviskede, »I mine bønner …«
Abby tog en dyb indånding. »I mine bønner fortæller jeg vor himmelske Fader, hvad jeg er taknemlig for.« Hendes stemme var selvsikker og klar.
Abby smilede stort, tog Lizzies hånd og hoppede ned af skamlen. De satte sig ned, mens andre børn trådte frem mod mikrofonen.
»Du gjorde det så godt, Abby!« sagde Lizzie.
»Var det højt og tydeligt nok?« spurgte Abby.
»Det var perfekt!« sagde Lizzie. »Jeg er sikker på, at de kunne høre dig helt nede på bagerste række!«
Abby sprællede glad og lænede sig mod Lizzie. De lyttede, mens andre børn reciterede det, de var taknemlige for.
»Du Lizzie?« sagde Abby. Hun trak Lizzie ned for at hviske hende i øret.
»Jeg er taknemlig for dig!«,
Lizzie smilede. »Jeg er også taknemlig for dig!«
Illustration: Liz Brizzi