Plet skal bæres

Lindsay Stevens Tanner

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Utah i USA.

Det er næsten sådan, som Jesus hjælper os.

»Og det skal ske på den dag, at Herren vil give dig hvile fra din sorg og fra din frygt« (2 Ne 24:3).

Abbie kluklo. Glade, vrikkende hvalpe hoppede og rullede rundt omkring hende. Hvilken en skulle hun vælge?

En sort hvalp med en hvid plet på brystet løb hen til hende. Han logrede med halen og slikkede hendes hånd. Så vidste Abbie det. Det skulle være ham! Hun løftede ham op.

»Den her, far!« Abbie krammede forsigtigt den varme, sprællende hvalp. »Lad os kalde ham Plet.«

Da de kom hjem, var Abbies bror og søster begejstrede for at møde Plet. Plet logrede med halen og rullede om på ryggen for at blive kløet på maven. Da far satte hundeskålen ned, begyndte Plet straks at guffe løs!

Senere ville far og Abbie tage Plet med ud på en gåtur. Far gav Abbie snoren.

»Hold godt fast,« sagde far. »Plet bliver måske bange og prøver at løbe væk. Du må sørge for, at han føler sig tryg.«

»Okay, far.« Abbie hoppede op og ned. Hun kunne ikke vente!

De gik ned ad vejen. Eller rettere, Abbie og far gik. Plet fræsede rundt. Han snusede til buskene. Han gøede af egern. Hvert andet øjeblik så han sig tilbage på Abbie og far.

Snart kom de til et hus med tre store hunde. Hundene knurrede og gøede vildt inde bag hegnet.

Plet stivnede helt. Abbie forsøgte at trække ham fremad, men han rokkede sig ikke ud af stedet.

»Det er okay. De kan ikke nå hen til dig,« sagde hun blidt. »Du er i sikkerhed.«

Plet klynkede bare.

»Måske skulle du bære ham,« sagde far. Abbie løftede Plet op og gik over vejen. Han rystede. Da de ikke længere kunne se hundene, faldt Plet til ro. Han slikkede Abbies ansigt, og hun satte ham ned.

Lidt senere begyndte Plet at bevæge sig langsommere. Han hang med hovedet. Han lagde sig på fortovet.

»Kom nu,« sagde Abby. Vi er næsten hjemme.«

Plet blinkede til Abbie. Han sukkede.

»Nåh. Er du for træt, min ven?« Abbie grinede. Hun løftede ham op igen. Denne gang bar hun ham hele vejen hjem. Far tilbød at hjælpe, men Plet var ikke særlig tung. Og Abbie elskede ham og ville tage sig af ham.

Den søndag talte Abbies primarylærer om Jesus Kristus.

»Jesus elsker os så meget, at han led for vores skyld,« sagde søster Oliver. »Han følte alle vores sorger, så han kunne forstå, hvordan vi har det. På den måde kan han bære os gennem vores prøvelser.«

Abbie tænkte på, hvordan hun havde båret Plet. Det er næsten sådan, som Jesus hjælper os, tænkte Abbie. Jesus bar hende måske ikke rigtigt, men han hjalp hende med at føle sig stærkere, når hun havde brug for ham. Ligesom den anden nat, hvor hun var bange for mørket. Hun havde bedt og følte sig tryg. Eller da hun var bekymret for, at hun måske havde glemt sine lektier. Hun havde bedt dengang og følte sig bedre tilpas – og hun huskede dem!

Abbie smilede. Hun vidste, at Jesus Kristus elskede hende endnu mere, end hun elskede Plet. Og det var meget!