En varm og behagelig tjeneste

Laura Byrd

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Oregon i USA.

Hvad skulle Jay gøre med alt det ekstra stof?

Alex kiggede rundt i stofbutikken. Der var masser af farver og seje mønstre. Han så noget, der ville være helt perfekt.

»Se, mor,« sagde Alex og pegede på noget stof med farverige gekkoer på. »Kan du lide gekkoerne?«

»Jeg kan bedre lide søde, bløde kaniner,« sagde mor.

Alex grinede. »Du ved godt, hvad jeg mener! Ville det være godt til tørklæderne?«

»Jeg tror, dine venner vil kunne lide det.«

Alex ville lave tørklæder til sine venner. Han ville bruge mønsteret med fodbolde til Josh, rumskibe til José og gekkoer til Mike.

Snart var de på vej hjem med stoffet. Da de kørte ud fra parkeringspladsen, så Alex en mand holde et papskilt op for at bede om hjælp. Han vidste, at manden sandsynligvis hverken havde et job eller et hjem. Og han så ud til at fryse rigtig meget! Han havde kun en tynd jakke på. Alex havde en tyk vinterfrakke på, men han frøs stadig, når han gik hen til skolen om morgenen.

Da de kom hjem, viste mor ham, hvordan man glatter stoffet helt ud og måler, hvor meget man behøver for at lave et tørklæde. Han klippede forsigtigt i stoffet med sin saks. Så klippede han slidser langs enderne for at lave en kant. Inden længe havde Alex seks farvestrålende tørklæder. Der var også en stor bunke ekstra stof.

»Kan du komme i tanker om nogle andre, du vil lave gaver til?« spurgte mor.

»Ikke rigtigt,« sagde Alex. Så tænkte han på manden med skiltet. Han fik en idé.

Den uge til hjemmeaften lærte Alex hele sin familie at lave tørklæder. Hans mor målte dem op. Hans far klippede stoffet. Alex og hans søster lavede den behagelige kant. Han kunne godt lide at lave tørklæder med gekkostoffet. Gekkoerne syntes at smile til ham, mens han arbejdede.

»Wow,« sagde Alex, da de var færdige. »Vi har lavet 14 tørklæder til at forære væk!«

»Hvad gør vi nu?« spurgte hans søster.

»Jeg synes, vi skal lægge dem i bilen,« sagde Alex. »Når vi ser nogen, der ser ud, som om de fryser, kan vi give dem ét.«

»Det er en god idé!« sagde far.

Mor tog en taske ud af skabet, og så stablede familien de hyggelige tørklæder ned i den. »Måske kan vi tage en køretur med hele familien på et tidspunkt for at lede efter mennesker, der har brug for et tørklæde,« sagde hun.

»Kan vi ikke køre nu?« spurgte Alex.

Mor så ud af vinduet. »Det ved jeg ikke. Det er lidt koldt udenfor.«

»Er det ikke det, der er meningen?«

Hans forældre smilede. »Du har nok ret,« sagde mor. »Bare sørg for at tage varmt tøj på.«

Alex skyndte sig at tage sin frakke på, men han bemærkede næsten ikke den kolde luft. Han vidste, at hans tørklæder nok skulle hjælpe nogen, og det fik ham til at føle sig varm indeni.