Enestående nåde
Hun elskede sin krop, uanset hvad andre sagde.
»Mor! Se her.« Grace vippede med sine fødder og slog sine dansesko mod køkkengulvet.
»Orv!« sagde mor. »Du er blevet rigtig god.«
Grace snurrede rundt. Hun elskede at danse.
Hendes storebror Nate kom ned ad trapperne. Han skulle cykle hen til skolen.
»Farvel, mor! Farvel Grace,« sagde han og løb ud ad døren.
»Må jeg løbe ned for enden af gaden sammen med ham og så løbe tilbage?« spurgte Grace mor.
Mor kiggede på uret. »Ja,« svarede hun. »Du har stadig tid, inden du skal af sted i skole.«
Grace sparkede sine stepsko af og tog hurtigt sine sko på. Hun sprang ud af døren. Nate hoppede op på sin cykel. Grace løb ved siden af ham, indtil han nåede til enden af gaden. Hun vinkede, da han drejede om hjørnet. Så vendte hun sig om og stak i gadedrengeløb hele vejen hjem igen.
»Jeg er tilbage!« råbte Grace til mor. Hun plumpede ned på sofaen.
»Det var hurtigt!« sagde mor. Hun satte sig ved siden af Grace. »Tænk på alle de fantastiske ting, du kan gøre. Danse. Løbe. Din krop er en vidunderlig gave.«
Grace tænkte over det. Hun syntes ikke, at hendes krop var så vidunderlig. Især når hun sammenlignede sig selv med de andre børn i skolen. Sommetider beklagede hun sig endda over sin krop.
Men hun elskede at løbe. Og hun blev så glad, når hun dansede. Og det var alt sammen takket være hendes krop. Hun svingede med benene og smilede. Måske var hendes krop vidunderlig.
Nogle få dage senere hentede mor Grace fra skole. »Hvordan har din dag været?« spurgte mor.
»God.« Grace kravlede ind i bilen og spændte sin sikkerhedssele. »Tja, mest af alt god. Til frokost sagde en dreng noget grimt om min krop.«
Mor kiggede på hende i bakspejlet. »Åh, søde. Det er jeg rigtig ked af.«
Grace trak på skuldrene. »Jeg fortalte ham, at det, han sagde, ikke var venligt. Og så gik jeg hen og talte med nogle andre børn.«
»Jeg er stolt af dig,« sagde mor. »Hvordan bevarede du roen?«
Grace vippede med fødderne. »Tja, jeg huskede på det, du fortalte mig. Om at min krop er en gave fra vor himmelske Fader. Jeg ved, at hvis jeg passer godt på min krop, vil han velsigne mig, så jeg er i stand til at gøre det, jeg har brug for.«
Mor parkerede foran deres hus. »Du har helt ret! Er du okay?«
»Ja, jeg har det fint. Jeg tager en cykeltur, inden jeg laver mine lektier, okay?« Grace hoppede ud af bilen. Snart var hun oppe på sin cykel og trampede af sted ned langs fortovet.
Hun elskede sin krop, uanset hvad andre sagde. Hendes krop var en gave.
Grace hujede og trådte endnu hurtigere i pedalerne.