Fra ven til ven
Stå fast ved det, du tror på
Fra et interview med Sydney Squires.
Da jeg voksede op, talte min mor med mig om evangeliet. Hun talte om det hver dag, ikke kun om søndagen. Hun elskede historier fra Det Gamle Testamente.
Min yndlingshistorie var den om David og Goliat. David var blot en ung hyrde. Goliat var en stor, stærk soldat. Da David skulle kæmpe mod Goliat, havde David ikke nogen rustning på. Hans eneste våben var en slynge til at kaste små sten med.
Men David stod fast ved det, han troede på. Han var ikke alene. Guds kraft var med ham. Han vandt over Goliat.
Min mor kunne godt lide at fortælle mig, hvad David sagde til Goliat: »Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn« (1 Sam 17:45). Jeg vidste, at min mor stolede på, at Gud ville være med os. Han ville hjælpe os, selv når vi stod over for udfordringer på størrelse med Goliat.
Det var en vigtig lektie for mig. Der, hvor jeg voksede op, var jeg ofte det eneste medlem af Kirken i skolen, på mine sportshold eller blandt mine venner. På grund af min tro talte og handlede jeg anderledes end mange af mine venner. Det førte til en masse samtaler med mine venner om Kirken. Mine nære venner respekterede mig. Andre gange drillede folk mig. Men jeg var aldrig flov over min tro. Jeg følte mig stolt over at stå for noget.
Når vi efterlever evangeliet, vil vi være anderledes. Apostlen Peter sagde, at vi ville blive et »ejendomsfolk« (1 Pet 2:9). Og det er i orden. Vi behøver ikke at bekymre os om at være anderledes, når vi står fast ved det, vi tror på.