Kildne problemer

Lori Fuller Sosa

Kirkens tidsskrifter

(Baseret på en virkelig hændelse)

Det er kun sjovt, når alle synes, det er sjovt!

»Moar!« råbte Lise. »Mads bliver ved med at kilde mig! Selv om jeg sagde, at han ikke skulle.«

»Nej, jeg gør ej!« råbte Mads igen. »Jeg kildede hende kun en lille smule. Og hun prikkede til mig!«

»Unger!« råbte mor i gangen. »Jeg troede, at vi skulle bygge en tæppehule. Hold op med at slås og kom ned og hjælp.«

Lise skyndte sig væk og løb ind i stuen. Men Mads var stadig sur.

Hvorfor er Lise sådan en sladderhank? undrede han sig, mens han slæbte fødderne efter sig. Det er da sjovt at blive kildet, ikke? Desuden prikker Lise altid til mig, og det kan jeg heller ikke lide.

Da Mads kom ind i stuen, havde mor allerede trukket en bunke tæpper frem. Han rakte ud efter sit gule yndlingstæppe, men Lise greb fat i det først.

Han hev det ud af hendes hænder. »Det er mit!«

»Giv det tilbage!« Lise hev fat i en pude og slog ham på armen.

»Stop!« råbte Mads. Men Lise smækkede ham bare i den anden arm.

»Åh, unger!« sagde mor. »Det er ikke sådan, vi bygger en hule.« Hun satte sig på en sofapude på gulvet og trak Mads og Lise ned ved siden af sig. »Lad os alle lige tage en dyb indånding.«

Mads så bag om mor og stirrede på Lise. Han tog en næsten dyb indånding.

Mor lagde sine arme omkring Mads og Lise. »Hvis nogen gør noget, du ikke kan lide, og de ikke stopper, hvordan får det jer så til at føle?«

»Ikke godt,« sagde Lise stille.

»Nej,« sagde mor. »Prikken og kilden og pudekampe er kun sjove, når alle synes, det er sjovt. Vi respekterer hinanden ved at stoppe, når vi bliver bedt om at stoppe.«

»Men det er jo bare kilden,« sagde Mads.

»For dig er det måske bare kilden. Men det generer måske virkelig Lise,« sagde mor. »Vor himmelske Fader gav os hver især et fantastisk legeme, som vi skal passe på og beskytte. Og det betyder, at det er okay at sige ›stop!‹«

»Så ikke mere prikken?« spurgte Lise.

»Jeg hader at blive prikket!« sagde Mads til mor. »Hvad nu, hvis vi lavede en ny familieregel? Når nogen ikke ønsker at blive rørt og siger ›stop‹, så stopper vi med det samme.«

»Det er en god idé,« sagde mor. »Hvad synes du, Lise?«

Lise smilede. »Jeg kan godt lide den, især fordi det også betyder, at der ikke bliver mere kilden.«

»Godt,« sagde mor. »Hvis nogen rører jer, og I ikke kan lide det, kan I sige nej.«

»Selv om det er dig, der genererer os?« sagde Mads smilende.

»Jeps! Selv om det er mig, far, Lise eller en ven – så betyder stop stop. Og hvis de ikke lytter og rører dig alligevel, kan I fortælle mig eller far det med det samme.«

»Men er det ikke at sladre?« spurgte Lise.

»Det er ikke at sladre,« sagde mor. »Og I bør fortælle det, selv om den anden person siger, at I ikke skal fortælle nogen det.«

»Betyder det, at jeg ikke er nødt til at give moster Mindy et kram, når hun kommer?« spurgte Lise. »Hun krammer for stramt, og jeg kan ikke lide det.«

Mor smilede. »Ja, Mindys kram er ret intenst. I kan bare vinke farvel i stedet og sige ›nej tak‹, hvis hun ønsker at kramme. Det er okay. Der er også nogen, jeg ikke kan lide at kramme.«

Mads’ øjne blev store og triste. »Betyder det, at du ikke kan lide at kramme os?«

Mor grinede og trak Lise og Mads ind i et stort knus. »Nej, mit lille fjollehoved, I er mine yndlingskrammere. Lad os nu bygge vores hule færdig!«

De stillede sofapuderne op for at lave vægge. Så trak de køkkenstolene over og lagde tæpper hen over dem. Lise og Mads kravlede ind og skubbede endnu en pude ind i indgangen for at lave en dør.

Lise smilede og rakte ud for at prikke til Mads.

»Stop,« sagde Mads, og Lises finger stoppede lige foran ham. Han smilede og stak sin finger ud, klar til at prikke hende tilbage. »Okay. I gang.«