»Kofta til frokost«, Vores Ven, juli 2023, s. 12-13.

Kofta til frokost

Katrina McPheters

(Baseret på en virkelig hændelse)

»Hvad er det for noget mærkeligt noget, du spiser?«

Denne historie fandt sted i USA.

Roy satte sig ved bordet og åbnede sin madpakke. Hans familie var lige flyttet, og det var hans første dag på sin nye skole. Hans mor havde lavet hans armenske yndlingsmad kofta. Han glædede sig til at spise den!

Roy rullede vokspapiret omkring koftaen ud. Det var som en lang, tynd kødbolle. Han elskede duften af de krydderier, der var bagt ind i kødet. Og hullet i midten gjorde, at det var som en lille fløjte. Han lagde det op til læberne og pustede. Så tog han en bid. Lækkert!

»Hey,« sagde en dreng på den anden side af bordet. »Hvad er det for noget mærkeligt noget, du spiser?«

Roy kunne mærke, at han fik varme kinder. »Det er min frokost.«

»Det ser ikke særligt lækkert ud.« Drengen grinte.

Roy vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste ikke, at ingen andre her spiste kofta. Han havde ikke lyst til, at de skulle synes, han var mærkelig! Så han pakkede sin frokost væk og løb udenfor til frikvarteret.

Efter skole fandt Roy mor, der pakkede kasser ud.

»Jeg vil ikke have kofta med i skole mere,« sagde Roy.

»Hvorfor?« spurgte mor. »Det er det, du allerbedst kan lide.«

Roy fortalte hende, hvad der var sket i skolen. »Det var så flovt!«

»Det er jeg ked af at høre, min skat,« sagde mor. »De fleste her har aldrig fået kofta. Hvad nu, hvis vi gav de andre børn mulighed for at prøve det?«

»Hvorfor?« spurgte Roy. »De kommer ikke til at spise det.«

»Tja, det kan man ikke vide, medmindre man spørger! Jeg ved, at det er svært at få nye venner. Men vi er alle Guds børn. Sommetider er vi bare nødt til at lære mere om hinanden.«

Roy tænkte over det. Han havde ikke lyst til at blive grinet af. Men han ville gerne give børnene til frokost en bedre chance for at forstå. Og kofta var virkelig lækkert.

Han nikkede. »Ok. Lad os lave flere.«

Næste dag til frokost tog Roy en dyb indånding. Han satte sig ved siden af drengen, der havde grinet af ham.

Roy åbnede sin madpakke. »Vil nogen af jer prøve noget armensk mad?«

De andre børn samlede sig omkring ham, da Roy pakkede koftaerne ud.

»Jeg vil gerne smage,« sagde drengen.

»Også mig,« tilføjede en pige. Roy delte kofta ud, så alle kunne smage det. Så tog de alle en bid.

»Det her er rigtig godt!« sagde drengen. »Hvad hedder det?«

»Kofta,« sagde Roy.

»Sejt!« Drengen smilede. »Jeg hedder John. Vil du lege i frikvarteret?«

Roy kunne bare nikke med munden fuld. Hans mor havde ret – de var også alle Guds børn! Og at dele hjalp ham faktisk med at få venner.