»Joseph Smith – Min profet«, Til styrke for de unge, jan. 2021, s. 8-11.
Kom og følg mig
Joseph Smith – Min profet
Han er også din profet. Du kan studere hans lærdomme i år for at styrke din overbevisning.
Noget, som præsident Russell M. Nelson sagde til aprilkonferencen i 2020, berørte mig dybt: »Uanset hvor I bor, eller hvad jeres omstændigheder er, er Herren Jesus Kristus jeres Frelser, og Guds profet Joseph Smith er jeres profet« (»Hør ham«, Liahona, maj 2020, s. 88).
Lige siden jeg var ung, så har jeg følt det – at Joseph Smith er min profet. Mere end nogen anden har denne genoprettelsens profet hjulpet mig med at lære Jesus Kristus og hans evangelium at kende. Jeg studerede åbenbaringerne i Lære og Pagter. Og da jeg var teenager, gav min far mig en bog om profeten Joseph Smiths lærdomme, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. At studere de lærdomme blev en vigtig byggesten i mit vidnesbyrd om det gengivne evangelium.
Jeg har siden da tænkt: Hvad var det ved Joseph Smiths lærdomme, der gjorde sådan et indtryk på mig? Hvad gjorde det muligt for Ånden at vidne så stærkt for mig om dens sandhed? Jeg vil mene, at det var tre ting: (1) Han vidste, hvad han vidste, og han proklamerede det modigt. (2) Han kunne tydeligt forklare de sandheder, han havde lært gennem åbenbaring. (3) Hans karakter og personlighed skinnede altid igennem.
Han vidste, hvad han vidste, og han proklamerede det modigt
Lige siden det første syn oplevede Joseph Smith forfølgelse, fordi han fortalte om det, han havde lært gennem åbenbaring. Men han vidste, at han ikke kunne fornægte det: »Hvorfor forfølge mig for at fortælle sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud, eller hvorfor forsøger verden at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? For jeg havde set et syn. Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det« (JS-H 1:25).
Selvom han vidste, at det ville føre til mere forfølgelse og had, erklærede Joseph Smith i resten af sit liv modigt de sandheder, han lærte af Gud.
Eksempel:
Selvom de fleste mennesker i den kristne verden troede, at mennesket blev skabt af Gud ud af intet, fortalte Joseph Smith fortrøstningsfuldt noget andet:
»Mennesket var også i begyndelsen hos Gud. Intelligens, eller sandhedens lys, er ikke blevet skabt eller dannet, ej heller kan det blive det« (L&P 93:29).
»Sjælen, menneskets ånd, den udødelige ånd. Hvor kom den fra? Alle lærde mænd og teologer siger, at Gud skabte den i begyndelsen, men det er ikke tilfældet. Bare tanken gør efter min mening mennesket ringere. Jeg tror ikke på denne lære. Jeg ved bedre. Hør, alle I jordens ender, for Gud har fortalt mig det. Hvis I ikke tror mig, gør det dog ikke sandheden virkningsløs« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 207).
Han forklarede sandheder tydeligt
Joseph Smith antydede undertiden, at han vidste meget mere om Guds mysterier, end han kunne dele med verden. Men når han underviste, havde han en evne til at gøre sandheden om Gud klar og enkel.
Eksempel:
Fra det første syn og derefter lærte Joseph Smith mange sandheder om Gud, den evige Faders væsen. Og i sine lærdomme forklarede han betydningen af disse sandheder. For eksempel sagde han:
»Dersom menneskene ikke forstår Guds natur, forstår de ikke sig selv« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 41 [kapitel 2, afsnit 2]). Det er en ret tydelig erklæring om kernen i, hvem Gud er, hvem vi er, hvad vores forhold til ham er, og hvad vores potentiale er.
Han fulgte op med denne erklæring: »Gud selv var engang, som vi er nu, og han er et ophøjet menneske« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 41). Endnu tydeligere.
Og så underviste han om dette: »Gud selv, der befandt sig midt mellem ånder og herlighed, fandt det, fordi han var mere intelligent, for passende at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 208). Joseph Smith udtrykte noget her, der er grundlæggende for vor himmelske Faders plan: Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive som ham.
Hans karakter og personlighed skinnede igennem
Den måde Joseph Smith udtrykte sig på, giver os en idé om, hvem han var, og hvordan han var som person såvel som profet. Dette er vigtigt, for når vi føler os knyttet til mennesker, har vi på en eller anden måde lettere ved at fatte deres idéer. Josephs karakter skinner igennem i hans lærdomme.
Eksempel:
Joseph Smith var generelt munter af natur (se JS-H 1:28), men når det kom til det, Herren befalede, behandlede han det ikke letsindigt. Han havde erfaret, hvad konsekvenserne af at afvige fra sådanne befalinger kunne være (se fx L&P 3:4-9). Jeg synes, at denne blanding af en munter karakter og at være en seriøs discipel er spændende – og personligt kan jeg identificere mig med den.
Som genoprettelsens profet blev Joseph Smith befalet at undervise om Guds åbenbarede sandheder, hvoraf mange var nye for alle. Joseph måtte prøve at hjælpe folk med at lære disse nye sandheder. Men nogle gange var det frustrerende. Han sagde engang:
»Der har været store vanskeligheder med at banke noget ind i hovederne på denne generation. Det har været som at klippe et stykke tøj med en sløv saks. Selv de hellige er langsomme til at forstå« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 514).
Dette var et seriøst emne for Joseph Smith. Der må have været så meget, han ville have folk til at vide og forstå og omfavne og efterleve – og det ville de bare ikke. Men en lille hjemmelavet analogi fra den amerikanske grænse i det 19. århundrede skildrer en morsom situation og giver os et lille kig ind i Joseph Smiths personlighed.
Der er mange andre aspekter af Joseph Smiths karakter, der skinner igennem i hans lærdomme. For eksempel hans kærlighed til sine venner: »Mit hjerte skal elske dem, og mine hænder skal slide hårdt i det for dem, som elsker mig og slider for mig, og skal altid være trofast over for mine venner« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 457).
Eller hans venlighed og generøsitet: En gang da nogle mænd sagde, hvor kede af det de var på vegne af en mand, hvis hus var brændt, sagde Joseph med det samme: »Jeg har for fem dollar ondt af denne bror. Hvor meget har I ondt af ham?« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 455).
Og så er der hans kærlighed til sin familie, integriteten, ydmygheden, selvtilliden, retfærdigheden og redeligheden og troen trods prøvelser og lidelse. Det hele er der, og blev udtrykt sideløbende med evige sandheder og principper at leve efter.
Han er min profet.
Joseph Smith bliver naturligvis stadig angrebet og kritiseret. Men som han sagde: »Jeg har aldrig sagt jer, at jeg var fuldkommen – men der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt jer« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 516). Vi kan modigt bære vidnesbyrd om, at han var en profet. Jeg har fundet det let at vidne om Joseph Smith – ikke fordi der er et let svar på alle de spørgsmål, folk måtte stille om ham, men fordi jeg har studeret hans åbenbaringer og profetiske lærdomme og følt, at Helligånden vidner om, at de er sande. Det er som Joseph selv engang sagde:
»Jeg kan smage det evige livs principper, og det kan I også. De er givet til mig gennem åbenbaring fra Jesus Kristus, og jeg ved, at når jeg fortæller jer disse ord om det evige liv, som de er givet til mig, så kan I smage dem, og jeg ved, at I tror dem. I siger, at honning er sødt, og det gør jeg også. Jeg kan også smage ånden af det evige liv. Jeg ved, hvad det er godt, og når jeg fortæller jer det, som er blevet givet mig gennem inspiration fra Helligånden, vil I modtage dem med glæde og fryde jer mere og mere« (Lærdomme: Joseph Smith, s. 519).
Jeg har smagt den sødme. Den er blevet delt med mig af min profet, Joseph Smith. Og som præsident Nelson sagde: Han er også din profet. Du kan foretage et seriøst studie af hans liv og hans lærdomme i år med Kom og følg mig. Så kan du vidne om de søde sandheder, han har hjulpet dig med at smage.