Svampe-stipendium

Jun Hori

Hvad kunne jeg lære af noget så ulækkert som svampe?

Illustration: Julia Yellow

Jeg kan ikke lide svampe. Hverken lugten eller teksturen – jeg kan bare slet ikke lide dem! Men mine forældre begyndte at dyrke svampe, da jeg var barn, så vi spiste dem til vores måltider hver dag. I høstsæsonen hjalp jeg mine forældre til sent om aftenen. Jeg målte 200 gram svampe af, lagde dem i en pose og forseglede den. Jeg husker, at jeg havde det sjovt, mens jeg talte med min familie. Det var næsten som at have en hjemmeaften hver dag.

Det gav også familien en indkomst, så vi børn var nødt til at hjælpe til. Men der var to ulemper: For det første blev et af mine yndlings-tv-programmer vist, mens vi arbejdede, så jeg kunne ikke se det. Og for det andet, når jeg var færdig med at arbejde, var mine hænder sorte fra svampene, og det var svært at slippe af med farven og lugten med sæbe. Da jeg var barn, klagede jeg af og til over, at jeg skulle hjælpe så meget til hver dag.

Svampene gav en god indkomst i en periode, men så faldt priserne, efterhånden som antallet af svampedyrkere steg, og mine forældre holdt op med at dyrke svampe. Jeg troede, at de kun var holdt op, fordi priserne faldt, men jeg fandt ud af noget overraskende, da jeg dimitterede fra universitetet.

Mine forældre var begyndt at dyrke svampe for at spare penge op til mine brødre og mig, så vi kunne studere. De var kun holdt op, fordi de havde nået det beløb, de havde brug for. Da jeg fandt ud af det, skammede jeg mig over nogensinde at have beklaget mig. Jeg vidste ikke, at jeg havde arbejdet for mine fremtidige udgifter til universitetet. Og min familie havde oven i købet hjulpet mig!

Jeg havde beklaget mig igen og igen uden at vide, at vi dyrkede svampe til, at jeg kunne studere. Mit brokkeri var ligesom Lamans og Lemuels i 1 Nefi 2:12: »Og således murrede Laman og Lemuel … de murrede, fordi de ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede.« Jeg er så glad for, at Herren kender mig så godt og velsignede mig, på trods af at jeg beklagede mig.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde får lyst til at spise svampe. Men hvis der ikke fandtes svampe, ville jeg faktisk være lidt ked af det, for så ville jeg ikke have haft mulighed for at huske disse oplevelser med min familie. På grund af dem lærte jeg at værdsætte mine velsignelser og at have tillid til Herrens planer – og ikke at klage! Så selvom jeg ikke kan lide svampe, sætter jeg pris på dem i dag. De er et vigtigt symbol for mig, et minde om mine familiebånd.

Forfatteren bor i Shinagawa i Japan.