»Essensen af påsken: Den levende Jesus Kristus«, Til styrke for de unge, marts 2021, s. 2-5.
Essensen af påsken: Den levende Jesus Kristus
Når vi fejrer påske, glæder vi os over, at Jesus Kristus lever nu og for os alle.
Fra en tale ved aprilkonferencen 2020.
I denne påsketid fejrer vi den levende Jesus Kristus. Med fuldkommen kærlighed forsikrer Frelseren os: »I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).
Når vi fejrer påske, glæder vi os over, at Jesus Kristus lever – ikke kun engang, men også nu. Og ikke kun for nogle, men for alle. Han kom og kommer for at hele de sønderknuste, udfri de fangne, give de blinde synet tilbage og sætte undertrykte i frihed (se Luk 4:18). Det er os hver især. Hans forløsende løfter gælder, uagtet vores fortid, vores nutid eller vores bekymringer om vores fremtid.
Hosianna og halleluja
Palmesøndag kom Jesus ridende ind i Jerusalem på et ungt æsel, og en stor »folkeskare … tog da palmegrene og gik ham i møde« (Joh 12:12-13; se også Matt 21:8-9; Mark 11:8-10). Traditionelt set er palmer et helligt symbol, der bruges til at udtrykke glæde for vor Herre. De troende anerkendte det som en profetisk opfyldelse og råbte bevidst: »Hosianna i det højeste!« (Matt 21:9). Hosianna betyder »frels os« (se Guide til skrifterne, »Hosianna«).
En uge efter palmesøndag er det påskesøndag. Præsident Russell M. Nelson har sagt, at Jesus Kristus »kom for at betale en gæld, han ikke skyldte, fordi vi skyldte en gæld, vi ikke kunne betale.«1 Faktisk kan alle Guds børn gennem Jesu Kristi forsoning »blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer« (TA 1:3). Ved påske synger vi halleluja. Halleluja betyder »pris Herren Jahve« (se Guide til skrifterne, »Halleluja«).
De hellige begivenheder mellem palmesøndag og påskesøndag er historien om hosianna og halleluja. Hosianna er vores bøn til Gud om at frelse. Halleluja udtrykker vores pris til Herren for håbet om frelse og ophøjelse. I hosianna og halleluja anerkender vi den levende Jesus Kristus som selve kernen i påsken.
Genoprettelse og opstandelse
Påskesøndag den 3. april 1836, i begyndelsen af genoprettelsen, viste den levende Kristus sig, efter templet i Kirtland var blevet indviet. De, der så ham der, beskrev ham i komplementerende kontraster af vand og ild: »Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande, ja, Jahves røst« (L&P 110:3; fremhævelse tilføjet).
Ved den lejlighed erklærede Frelseren: »Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen« (L&P 110:4). Igen komplementerende kontraster – første og sidste, levende og ihjelslået. Han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden (se Åb 1:8; 3 Ne 9:18; L&P 19:1; 38:1; 45:7), troens banebryder og fuldender (se Hebr 12:2; Moro 6:4).
Efter Jesus Kristus havde vist sig kom Moses, Elias og profeten Elias også. Under guddommelig ledelse gengav disse store profeter fra gammel tid præstedømmets nøgler og myndighed. Derved blev »nøglerne til denne uddeling overdraget« (L&P 110:16) i den genoprettede kirke for at velsigne alle Guds børn.
I al væsentlighed beskriver Mormons Bog »Kristi kraft og opstandelse« (Alma 41:2) – essensen af påske – i form af to genoprettelser.
For det første omfatter opstandelsen en fysisk genoprettelse af vores »rette og fuldkomne skikkelse« – »hvert lem og led«, »ja, end ikke et hår på hovedet skal gå tabt« (Alma 40:23). Dette løfte giver håb til dem, der har mistet en kropsdel, dem, der har mistet evnen til at se, høre eller gå, eller de tanker, der er gået tabt på grund af ubarmhjertig sygdom, mental sygdom eller anden begrænsende svækkelse. Han finder os. Han heler os.
Et andet løfte fra påsken og vor Herres forsoning er, at åndeligt talt skal »alt blive bragt tilbage til dets rette orden« (Alma 41:4). Denne åndelige genoprettelse, afspejler vores gerninger og ønsker. Den genopretter »det, der er godt«, »retfærd«, »retfærdigt« og »barmhjertigt« (Alma 41:13). Det er ikke underligt, at Alma brugte ordet genoprettelse 22 gange,2 da han opfordrede os til at handle »ret, [dømme] retfærdigt og [gøre] bestandigt godt« (Alma 41:14).
Eftersom »Gud selv [har sonet] for verdens synder« (Alma 42:15), kan Herrens forsoning ikke alene gendanne det, der var, men også det, der kan blive. Fordi han kender vores smerter, lidelser, sygdomme og vores fristelser af enhver art« (Alma 7:11), kan han med barmhjertighed bistå os, hvad angår vores skrøbeligheder (se Alma 7:12). Da Gud er »en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud«, kan barmhjertighedens plan »tilfredsstille retfærdighedens krav« (Alma 42:15). Vi omvender os og gør alt, hvad vi kan. Han omfavner os for evigt i sin »kærligheds arme« (2 Ne 1:15).
Synge sange fuld af evig glæde
I denne påske vidner jeg sammen med jer om Gud, vor himmelske Fader, og hans elskede Søn, den levende Jesus Kristus. Dødelige mennesker blev grusomt korsfæstet og opstod sidenhen. Men kun den levende Jesus Kristus bærer i sin fuldkomne opstandne tilstand stadig mærker fra sin korsfæstelse i sine hænder, fødder og side. Kun han kan sige: »Se, i mine håndflader har jeg tegnet dig« (Es 49:16; 1 Ne 21:16). Kun han kan sige: »Jeg er den, som blev løftet op. Jeg er Jesus, som blev korsfæstet. Jeg er Guds Søn« (L&P 45:52).
I disse tider kan vi lære meget af Guds godhed og om vores guddommelige potentiale for, at Guds kærlighed kan vokse i os, når vi søger ham og rækker ud til hinanden. »Og det skal ske, at de retfærdige skal blive samlet ind fra alle folkeslag og komme til Zion, idet de synger sange om evigtvarende glæde« (L&P 45:71). Ved denne tid med hosianna og halleluja, så syng halleluja – for han skal regere for evigt og evigt! Råb hosianna for Gud og Lammet!