»Så sikker en grundvold«, Til styrke for de unge, marts 2021, s. 14-15.
Så sikker en grundvold
En væg, vi skulle over
Illustrationer: Alyssa Petersen
Tyve unge kvinder stod ved siden af mig og stirrede på en fem meter høj trævæg. Vores udfordring var at hjælpe hver af pigerne med at komme over toppen. For mange af pigerne var det første gang, at de var med på Unge Kvinders lejr. De ældre piger og jeg var ungdomsledere, men vi havde aldrig deltaget i en aktivitet som denne. Vi lyttede alle sammen til reglerne med stor forventning.
Hver eneste ung kvinde skulle over muren. Når nogle havde klaret det, kunne de stå på en platform og hjælpe med at trække de andre op. Men hvis man rørte jorden, fik man ikke længere lov til at hjælpe med at løfte de resterende piger.
Vi kæmpede først med det, men snart lykkedes det os at arbejde sammen og begynde at løfte pigerne over. Nogle var bange for at blive løftet så højt på trods af sikkerhedsforanstaltninger. Andre var nervøse for, om de havde kræfter til at nå toppen. Vi måtte alle forøge vores tillid og støtte til hinanden. Til sidst afsluttede vi udfordringen med succes.
Da de sidste unge kvinder steg ned, samledes vi for at drøfte alt det, vi kunne lære af vægklatringen.
Vi står alle over for ting, der synes umulige at overvinde. Men vi er ikke alene. Der er folk omkring os, som kan hjælpe med at løfte og støtte. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus er der for at give hjælp og styrke, når vi vender os til dem.
Megan B. er fra Ohio, USA
»Jeg lovede, at jeg ville komme«
Jeg har altid ønsket at dele evangeliet med andre, men i mange år lykkedes det ikke for mig. Indtil jeg blev venner med en dreng ved navn Tiago. Vi boede tæt på hinanden, så vi fulgtes hjem efter skole hver dag.
En dag gik vi ad en anden rute hjem og passerede forbi den kirkebygning, hvor jeg gik i kirke. Jeg fortalte ham, at jeg havde været medlem af Kirken i lang tid. Jeg fortalte ham, hvad vi troede på, og hvor meget min familie var blevet velsignet af det. Jeg inviterede Tiago med i kirke den kommende søndag, og han sagde, at han ville komme.
Søndagen kom, og jeg ventede spændt på ham i kirken, men han dukkede ikke op. Senere på ugen inviterede jeg ham igen. Dette stod på i to eller tre måneder, men han havde altid en undskyldning for ikke at komme. Men jeg holdt ikke op med at invitere ham.
En søndag morgen var jeg til nadvermøde, da jeg pludselig så, at Tiago var der. Jeg blev overrasket over at se ham, men han kom og satte sig ved siden af mig og sagde: »Jeg lovede, at jeg ville komme!«
Jeg præsenterede ham for missionærerne, og de begyndte at undervise ham. Senere blev han døbt. Nu forbereder vi os begge på at tage på mission. Jeg er så glad for, at jeg ikke opgav at invitere ham.
Meiry R. er fra Brasilien
Stol på Guds tidsplan
Min moster gik igennem en skilsmisse, men det var kun hendes ældste søn, der var blevet døbt. For at opretholde et fredeligt forhold til sine børns biologiske far ønskede hun hans tilladelse til at deres andre børn blev døbt. Desværre ville han i mange år ikke give tilladelse.
Min moster besluttede til sidst, at hun ville have børnene døbt, på trods af at deres far ikke godkendte det. Men efter min moster og fætre fastede og havde beslutningen med i deres bønner, fik alle det indtryk, at de skulle fortsætte med at vente.
Samme uge fortalte mine fætres biologiske far min moster, at han ønskede, at børnene skulle mødes med missionærerne og blive døbt. Jeg husker stadig den glæde, jeg følte, da min mor fortalte mig om det. Jeg vidste, at vor himmelske Fader havde velsignet mine fætre efter mange års tålmodig ventetid.
Vi ved måske ikke altid, hvornår Herren vil besvare vores bønner, men jeg ved, at han altid vil gøre det. Jeg ved ikke, hvorfor vor himmelske Fader ønskede, at mine fætre skulle vente på at blive døbt, men jeg ved, at han velsignede dem på grund af deres trofasthed.
Bre J. er fra Florida i USA