»Kraften i et navn«, Til styrke for de unge, okt. 2021.
Kom og følg mig
Kraften i et navn
Navne har betydning – især når det gælder navnet på Jesu Kristi genoprettede kirke.
Har I nogensinde tænkt på hvor utroligt vigtigt et navn kan være? Tænk på dit eget navn, som blev givet til dig, da du blev født – et navn, du skal blive kendt som hele dit liv. Dit navn er ofte det første nogen spørger til, når de møder dig. Og det er den nemmeste måde for familie og venner og andre at adressere dig på og henvise til dig. Som små børn fik mange af jer også det privilegium at modtage et navn og en velsignelse ved præstedømmets kraft.
Ved din dåb indgår du en pagt med Gud for at vise, at du er villig til at påtage dig Jesu Kristi navn. Hver gang du tager nadveren, fornyr du denne pagt og lover altid at erindre ham (se Mosi 18:8-9, L&P 20:77, 79).
Så navne betyder noget. Ikke alene kan et navn knytte hver af os til vores egen identitet og individualitet, men det kan også bære kraft, ansvar og velsignelser. Dette er især sandt, når det gælder navnet på Jesu Kristi genoprettede kirke, ja, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Frelseren navngav sin kirke
Vores elskede præsident Russell M. Nelson har lært os, hvorfor navnet på Frelserens kirke er så vigtigt. Han sagde: »Den er befaling fra Herren. Det var ikke Joseph Smith, der navngav den genoprettede kirke, heller ikke Mormon. Det var Frelseren selv, der sagde: ›For således skal min kirke kaldes i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige‹ (L&P 115:4).«1
Dette var ikke første gang, der blev givet anvisning om, hvad Jesu Kristi Kirke skulle kaldes. Da den opstandne Frelser viste sig for nefitterne, efter at de havde bedt til Faderen i hans havn, spurgte folk ham, hvad de skulle kalde hans kirke. Frelseren svarede:
»Derfor skal I kalde kirken ved mit navn …
Og hvordan kan den være min kirke, medmindre den kaldes ved mit navn? For hvis en kirke kaldes ved Moses’ navn, så er den Moses’ kirke; eller hvis den kaldes ved et menneskes navn, så er den et menneskes kirke; men hvis den kaldes ved mit navn, så er den min kirke, dersom de er bygget på mit evangelium« (3 Ne 27:7-8).
Af disse grunde har præsident Russell M. Nelson erklæret, at »Kirkens navn står således ikke til forhandling. Når Frelseren tydeligt erklærer, hvad navnet på hans kirke skal være, og endog indleder sin erklæring med ›For således skal min kirke kaldes‹, mener han det alvorligt.«2
Præsident Nelson har lovet, at hvis vi gør vores bedste for atter at anvende Herrens kirkes rette navn, vil »han, hvis kirke det er, udøse sin kraft og sine velsignelser over de sidste dages helliges hoveder på måder, som vi ikke før har set.«3
Vi kan hjælpe andre til at vide, hvad vi tror på.
En af velsignelserne ved at bruge det korrekte navn for Kirken kommer, når vi tager vores ansvar for at forkynde Frelserens navn i hele verden alvorligt.
I årenes løb er tilnavne såsom »LDS-kirken« og »Mormonkirken« blevet brugt i stedet for det navn, Frelseren åbenbarede. Problemet med disse tilnavne er, at de ikke indeholder Jesu Kristi navn. Dermed giver de et misvisende billede af, hvem vi er, og hvad vi tror på.
Vi tror, at Jesus Kristus er hele verdens Frelser og Forløser. Desværre tror nogle mennesker, at vi ikke tror på ham, eller at vi tilbeder andre end ham. Ved at fortælle andre så ofte som muligt, at vi tilhører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, gør vi det klart, at vi tilbeder Jesus Kristus. Dem, vi omgås med, vil derefter begynde at se, at Jesus Kristus virkelig står centralt i vores tro og i vores liv.
Vi kan bringe Jesu Kristi kraft ind i vores liv
Præsident Nelson sagde: »Jesus Kristus anviste os at kalde Kirken ved sit navn, fordi det er hans kirke fyldt med hans kraft.«4
Jesus Kristus levede et syndfrit liv. Han overvandt alle verdens fristelser, smerter, udfordringer og lidelser. Han udgød bloddråber i Getsemane og på korset, da han led så forfærdelige smerter, at det overgår enhver beskrivelse. Han påtog sig vores smerter og sygdomme. Gennem sit sonoffer står han klar til at hjælpe os alle hver især. Når vi udøver tro på ham og kommer til ham, bliver vi »velsignet med mere kraft til at håndtere fristelse, vanskeligheder og svagheder.«5
Når vi tydeligt erklærer, at vi er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, erkender vi også, at han er den som har magten til at styrke os, lette vore byrder og bringe glæde og fred ind i vores liv. Ydermere er vi også blevet lovet, at vi vil få »Guds kundskab og kraft til at bringe Jesu Kristi gengivne evangeliums velsignelser til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk og til at forberede verden på Herrens andet komme.«6
Der vil komme flere velsignelser
Mine venner, tænk blot på, hvilken forskel vi kan gøre ved bare at bruge det fulde navn på Frelserens kirke. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er Kirkens hoved og leder sin kirke gennem sine profeter, seere og åbenbarere. Jeg beder jer om at søge Frelserens kirkes velsignelser og dele dens uvurderlige sandheder med andre. Jeg ved, at hans kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vil være til velsignelse for dig, dine venner og din familie nu og ind i evigheden.