»Tror du?«

Alan Oviedo

Den efterårsdag i bjergene lærte jeg, at præstedømmet kan udrette mirakler.

Fotos af Leslie Nilsson, Mikael R. Morris, Luis Oviedo og Hector Reyes

Det sidste, jeg husker, før ATV’en væltede var at være så bange, at jeg ikke engang kunne skrige. Jeg lukkede mine øjne og følte, hvordan min krop blev trukket hen ad jorden. ATV’en landede oven på mig og jeg blev bevidstløs. På en eller anden måde løftede min ven Kurt, som også var kommet til skade, den af mig.

Da jeg vågnede, havde jeg en smag af blod og jord i munden. Jeg var svimmel og lå i en grøftekant. I starten følte jeg ingen smerte, men efter kort tid gjorde det ondt, hver gang jeg trak vejret. Efter Kurt havde hjulpet mig med at tage min hjelm af, begyndte min venstre arm, der sad i en underlig vinkel, at gøre ondt. Jeg havde en stor bule i hovedet, og da jeg kiggede på mit venstre ben, så jeg en stor flænge. Mit ben blødte og det hævede hurtigt op til dobbelt størrelse.

Så blev jeg bange – ikke for at dø, men ved tanken om, at jeg måske aldrig kom til at spille fodbold igen.

Begge mine forældre er fra Argentina. Alle i min familie har forstand på fodbold. Jeg voksede op med at spille og se fodbold, især med min far. Da Argentina vandt VM i 2022, var det den bedste dag nogensinde.

At spille fodbold har lært mig, at hvis jeg gør mit bedste, kan jeg gøre ting, jeg ikke troede jeg kunne. Det gælder også for skolen som for eksempel til en prøve. Prøver kan være svære, men hvis jeg læser op og arbejder hårdt, ved jeg, at jeg nok skal klare den.

Jeg har også lært, at jeg bliver mere frustreret over at spille dårligt, end hvis mit hold taber. Selv om vi taber, er jeg stadig glad, hvis jeg spillede godt.

Troens prøve

Lige efter ulykken dukkede min søster Nicole op på en anden ATV sammen med en ven, og to drenge, der så os køre galt, kørte hurtigt op til os på deres ATV’er.

»Min far er sygeplejerske!« sagde den ene dreng. Mens han ringede til sin far for at få hjælp, skyndte Nicole og hendes ven sig tilbage til vores lejr for at hente min far.

Den morgen havde sygeplejersken Mike Staheli planlagt at drage hjemad fra en campingweekend med nogle venner. Men de følte sig foranlediget til at blive endnu en dag. Det er jeg glad for, at de gjorde.

Mens Mike gav mig førstehjælp og tjekkede mine vitale funktioner, var der en, der ringede efter en ambulance. Mike frygtede, at jeg havde brækket min arm og mit lårben samt flere ribben, og at jeg havde indre blødninger.

Mike sagde, at ambulancen fra en nærliggende by sandsynligvis ville ankomme først, men at min tilstand var så alvorlig, at jeg burde flyves til Primary Children’s Hospital i Salt Lake City i Utah. Der blev ringet efter en lægehelikopter.

Da min far og hans ven Hector så mig, vidste de, at jeg havde brug for en præstedømmevelsignelse. Min far spurgte mig: »Tror du på præstedømmets kraft? Har du tro på, at Herren kan hjælpe og helbrede dig?«

»Jeg tror, papá,« sagde jeg til ham. Men på samme tid nåede jeg at tænke: »Hvad nu, hvis jeg ikke har tro nok?«

Min far salvede mig, og Hector velsignede mig. Så snart velsignelsen gik i gang, blev mit åndedræt langsommere, jeg slappede af, og jeg følte mig varm, selvom det var koldt udenfor. Det var på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg havde tro nok, og at alting nok skulle gå godt.

Da ambulancen ankom, klippede paramedicinerne min yndlingsfodboldtrøje af mig og tjekkede mine vitale funktioner. De havde stabiliseret sig. Helikopteren ankom et par minutter senere.

Da helikopteren landede ved hospitalet, blev jeg i hast bragt indenfor. Sygeplejersker og læger begyndte at undersøge mig og tage en masse prøver, heriblandt en MRI. Min far og jeg forventede det værste, og det samme gjorde de.

Men de fandt ingenting. Ingen brækkede knogler, ingen indre blødninger, ingen tegn på hjernerystelse. Det gjorde dog stadig ret ondt i benet.

»Det er et mirakel,« sagde en sygeplejerske til mig. Senere sagde en af lægerne: »Okay, Alan, det ser ud til, at du kan tage hjem i aften.«

Jeg tænkte: »Virkelig?«

Fordi jeg stadig havde svært ved at gå, blev jeg på hospitalet natten over. Næste morgen kunne jeg tage af sted og kun med en skinne på venstre håndled. Et par uger senere var jeg atter til fodboldtræning.

Præstedømme, tro og familie

Jeg spekulerer på, hvad der ville være sket, hvis min far og Hector ikke havde haft præstedømmet. Det kunne være gået meget værre. Den dag indså jeg, hvor vigtigt præstedømmet er. Jeg lærte, at tro på Jesus Kristus og præstedømmets kraft kan udføre mirakuløse ting.

Jeg lærte også, at præstedømmebærere må være gode eksempler. Hvis vi har præstedømmet, men vælger at gøre ting, der er forkerte, viser vi, at vi ikke respekterer eller ærer Guds kraft. Men når vi er et godt eksempel, viser vi andre mennesker, at vi ærer præstedømmet og ved, at Herren kan udføre mirakler gennem os.

Jeg er taknemmelig for min familie og for kirken. Jeg tænker altid på alt det, mine forældre har ofret for mig og min bror og søstre. De tænker på os først. For nylig kom min far til skade med sit knæ, da han spillede fodbold og nu kan han ikke arbejde. Mange mennesker, især fra kirken, har velsignet os med mad og andre ting, vi har brug for. For at holde min tro stærk, beder jeg hver morgen, går til seminar og læser skrifterne hver aften med min familie. Det hjælper mig virkelig.

Alan går tur med sin familie et par måneder efter ulykken.

Siden ulykken tænker jeg ofte på, hvor meget Gud har velsignet mig. Nu henvender jeg mig direkte til ham, hver gang jeg har et problem. Jeg føler, at når han elskede mig nok til at velsigne og hjælpe mig gennem ulykken, så kan han hjælpe mig gennem alt.

Forfatteren bor i Utah i USA.