»Lever jeg ›på lykkelig vis‹?«, Til styrke for de unge, feb. 2024.
Kom og følg mig
Lever jeg »på lykkelig vis«?
Her er nogle ideer til, hvordan I kan leve, som Nefi sagde, at hans folk levede.
Kort efter de skiltes fra lamanitterne, sagde Nefi, at hans folk »levede på lykkelig vis« (2 Ne 5:27). I betragtning af, at der var en gruppe mennesker, der ønskede at dræbe dem (se 2 Ne 5:1-6, 14), kan det være overraskende. Hvordan kan nogen være lykkelig under sådanne omstændigheder?
Først og fremmest må man bemærke, at »vi levede på lykkelig vis« ikke betyder, at »hver eneste nefit var lykkelig 24/7«. Det betyder, at de levede på en måde og gjorde den slags ting, der generelt fører til lykke. Overordnet set var det en lykkelig tid på trods af deres udfordringer.
Så hvad betyder »på lykkelig vis«? Hvordan kan vi kopiere det i vores eget liv, hvor vi også har udfordringer? Lad os kigge på det.
-
Vær lydige. »Vi bestræbte os på at holde Herrens … befalinger« (2 Ne 5:10).
At efterleve evangeliet er trin 1. I kan måske midlertidigt være lykkelige i synd, men det varer ikke ved. Forsætligt at være ulydig overfor Gud er ikke, at leve »på lykkelig vis« (se Alma 41:10).
-
Gransk skrifterne. »Og jeg, Nefi, havde … medbragt de optegnelser, der var indgraveret på bronzepladerne« (2 Ne 5:12). »Vi … havde gransket dem og opdaget, at de var ønskværdige, ja, endog af stor værdi for os« (1 Ne 5:21).
Nefis folk havde skrifterne. Og de havde dem ikke bare – de granskede dem.
-
Lyt til inspirerede ledere. »Og det skete, at jeg, Nefi, indviede Jakob og Josef, for at de skulle være præster og lærere over mit folks land« (2 Ne 5:26).
Disse lærere brugte skrifterne som deres vejledning (se 2 Ne 4:15, 6:4).
-
Tag i templet (og tag til andre hellige steder). »Og jeg, Nefi, byggede et tempel« (2 Ne 5:16).
Det er vigtigt at have hellige steder, hvor disciple kan samles og tilbede som f.eks. kirkebygninger og templer. (Vi kan antage, at nefitterne ikke bare havde et tempel – de brugte det faktisk). Hvis I ikke kan komme i templet personligt, kan I altid udføre slægtsforskning.
-
Vær produktiv. »Og jeg lærte mit folk at bygge bygninger og at arbejde … [Jeg] fik mit folk til at være flittige og til at arbejde med deres hænder« (2 Ne 5:15, 17).
En del af at leve »på lykkelig vis« er at have noget at lave. En opgave, et job, et ansvar – noget, der giver jer fokus og formål (med passende tid til at slappe af, selvfølgelig). Det er svært at være lykkelig, hvis man keder sig hele tiden.
Vil I sige, at I i øjeblikket lever på lykkelig vis? Hvis ikke, kan Nefis eksempel måske give jer nogle ideer til, hvordan det kan forbedres.