»En sabbatsejr«, Til styrke for de unge, feb. 2024.
En sabbatsejr
Parker J. fra Oregon i USA, havde ikke følt sig tæt på Gud. Men hans beslutning om at holde sabbatsdagen hellig hjalp ham med opnå en forbindelse på ny.
Foto: Christina Smith
Da den 17-årige Parker J. forberedte sig på sit seniormesterskab i brydning, trænede han sit forsvar mod enhver manøvre, som hans modstandere kunne forsøge sig med. Men selvom han har opbygget sin styrke i brydning, amerikansk fodbold, kuglestød og endda harmonika i årevis, så havde Parkers vigtigste forberedelse ikke noget med fysisk muskeltræning at gøre. Det krævede åndelig styrke at gøre denne turnering til en sejr i Guds øjne.
At brydes med en beslutning
»At føle Guds kærlighed har altid givet mig energi,« siger Parker. Men af en eller anden grund følte han sig ikke særlig tæt på Gud i ugerne op til turneringen. Tidligere, fortæller han, »har taknemmelighed overfor Gud virkelig hjulpet mig med at styrke mit vidnesbyrd, så jeg vidste ikke, om det bare var mig, der ikke var så taknemmelig, eller om Gud faktisk ikke længere strakte sin hånd så langt ud mod mig.«
Planen for turneringsugen var enkel: Parkers hold skulle tage en bus om torsdagen og deltage i turneringen om fredagen og lørdagen. Desværre blev det hele vanskeliggjort af en voldsom snestorm. Turneringen blev skubbet en dag, hvilket betød at de brydere som vandt deres lørdagskampe skulle kæmpe om søndagen. Og Parkers evner og styrke betød, at der var stor sandsynlighed for at nå så langt.
Da han sad på bussen med sine holdkammerater, vidste Parker, at han havde et valg at træffe: At deltage i finalen om søndagen eller at holde sabbatten hellig. Og eftersom han ville blive student efter dette år, var det hans sidste chance for at kæmpe for sit hold.
»Det var et virkelig svært øjeblik for mig at skulle træffe den beslutning. Jeg havde simpelthen ikke følt Guds hånd i ugerne op til turneringen,« siger han.
Men ved at huske tidligere erfaringer med Gud, fik Parker den styrke, han havde brug for til at træffe beslutningen. »Selvom jeg ikke havde følt hans hånd for nylig, vidste jeg, at jeg havde følt hans hånd før. Hver uge, når jeg tager nadveren, lover jeg altid at erindre ham, ikke bare, når det passer mig. Så jeg besluttede mig for ikke at kæmpe om søndagen.«
Sand triumf
Parker dukkede op lørdag morgen og vidste, at han ikke ville kæmpe i finalen om søndagen, selvom han vandt alle sine kampe om lørdagen. Men overraskende nok, så følte han sig ikke længere skuffet over det. »Jeg havde sluttet fred med min beslutning,« siger han. »Det var interessant, for hele sæsonen havde jeg følt mig så presset til at vinde. Men under turneringen, var jeg bare glad for at være der sammen med de mennesker, jeg holder af. Jeg ønskede bare at gøre mit bedste.«
Og det gjorde han. Parkers træning gav pote, og han vandt alle sine kampe den lørdag. Men da han trak sig fra søndagskampen, følte Parker, at han havde vundet noget, der var langt mere værdifuldt. »Den guldmedalje ville have samlet støv på min hylde,« siger han. »Men den klarhed og fred, jeg fik af at vælge Gud og være i stand til at anerkende hans hånd, var simpelthen det hele værd.«
Parkers sande sejr lå ikke i en medalje eller en pokal. Det var i at vælge Gud og være i stand til at anerkende hans hånd.
Parker siger: »Denne oplevelse fik mig til at indse, hvad jeg var i stand til. Mange unge tror ikke på deres evne til at træffe vanskelige valg. Det har jeg selv oplevet. Men I har altid mulighed for at vælge at gøre det rigtige, selvom I førhen har lavet kludder i tingene. Gud kender jer og tror på jer. Han ved, at I har evnen til at gøre det.«
Velsignelser gennem ofre
Kort tid efter Parkers åndelige sejr, modtog han sit missionskald til Rumænien. Han ved, at det vil have en positiv indflydelse på hans mission og resten af hans liv, at han valgte følge Guds bud. Han siger: »Nu ved jeg, at hvis jeg afsætter en dag om ugen til Gud, så velsigner han mig tredobbelt eller firedobbelt. Det handler ikke om: ›Nu trak jeg mig fra den sidste turnering, så kommer jeg automatisk i himlen.‹ Det handler om, at min evne til at tjene og ofre, og til at være tættere på Gud er vokset.«
Parker glæder sig til at tjene Herren som fuldtidsmissionær i Rumænien.
Næste gang Parker brydes med en vigtig beslutning, er han bedre forberedt end nogensinde. »Ikke mange mennesker vil have mulighed for at trække sig fra den sidste kamp i et statsmesterskab i brydning,« indrømmer Parker. »Den relevante del er at ofre. At være i stand at opgive noget for Guds skyld og dedikere det til ham, gav mig en følelse af styrke, som jeg aldrig har oplevet før. Gud kender jer bedre, end I kender jer selv.« Han siger: »Gud vil lade jer opleve situationer, der er vanskelige, men aldrig umulige at overvinde med hans hjælp.«