At blive en af vor Herre Jesu Kristi disciple
De mangfoldige karakteregenskaber, der følger af at tro på Kristus, er alle nødvendige for, at vi kan stå stærkt i disse sidste dage.
Hvad vil det sige at blive vor Herre Jesu Kristi discipel? En discipel er en, der er blevet døbt og er villig til at tage Frelserens navn på sig selv og følge ham. Som discipel stræber vi efter at blive som ham ved at holde hans befalinger i vores jordiske liv på stort set samme måde, som en lærling forsøger at blive som sin mester.
Mange folk hører ordet discipel og tænker, at det kun betyder »en, der følger«. Men at være en ægte discipel er en tilstand, man er i. Dette hentyder til mere end blot at studere og anvende en række personlige egenskaber. Disciple lever på en sådan måde, at Kristi karakteregenskaber bliver vævet ind i deres inderste, som en åndelig gobelin.
Lyt til apostlen Peters indbydelse til at blive Frelserens discipel:
»Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse,
til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt,
til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.«
Som I kan se, kræver det at være en discipel mere end blot en enkelt tråd for at væve en åndelig gobelin. På Frelserens tid var der mange, der hævdede at være retfærdige på et eller flere områder af deres liv. De praktiserede det, som jeg vil kalde selektiv lydighed. De overholdt for eksempel befalingen om at undlade at arbejde på sabbatten, men kritiserede Frelseren for at helbrede på den hellige dag. De gav almisser til de fattige, men gav kun af deres overskud – det, de ikke selv havde brug for. De fastede, men kun med triste ansigter. De bad, men blot for at blive set af andre. Jesus sagde: »De henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.« Sådanne mænd og kvinder kan fokusere på at mestre en bestemt egenskab eller handling, men de bliver ikke nødvendigvis som ham i deres hjerte.
Om disse sagde Jesus dette:
»Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?
Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud.«
Frelserens egenskaber, sådan som vi opfatter dem, er ikke et manuskript, der skal følges, eller en liste, der skal afkrydses. De er sammenflettede karakteregenskaber, den ene lagt oven på den næste, som udvikles aktivt i os. Med andre ord kan vi ikke opnå en kristuslignende karakteregenskab uden også at opnå og påvirke andre. Når en egenskab bliver stærk, så gør flere andre også.
I 2 Peter og i afsnit 4 i Lære og Pagter lærer vi, at tro på Herren Jesus Kristus er fundamentet. Vi måler vores tro ved, hvad den får os til at gøre – ved vores lydighed. »Hvis I har tro på mig,« lover Herren, »skal I have magt til at gøre hvad som helst, jeg anser for tjenligt.« Tro er en katalysator. Uden gerninger, uden dydig levevis er vores tro uden kraft til at aktivere os som disciple. Faktisk er troen død.
Så derfor siger Peter: »Sæt … iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd.« Dyd er mere end blot seksuel renhed. Det er renhed og hellighed i sind og legeme. Dyd er også kraft. Når vi trofast efterlever evangeliet, vil vi have kraft til at være dydige i alle vores tanker, følelser og handlinger. Vores sind bliver mere modtageligt over for Helligåndens tilskyndelser og Kristi lys. Vi legemliggør ikke bare Kristus i det, vi siger og gør, men også i hvem vi er.
Peter fortsætter: »[Føj] til dyden, erkendelse.« Når vi lever et dydigt liv, lærer vi vor himmelske Fader og hans Søn at kende på en særlig måde. »Den, der vil gøre [Faderens] vilje, skal [kende] min lære.« Denne kundskab er et personligt vidnesbyrd, der kommer fra personlig erfaring. Det er kundskab, der transformerer os, så vores »lys holder sig til [hans] lys«, og vores »dyd elsker [hans] dyd«. Ved at leve dydigt kommer vi fra »jeg tror« til den herlige destination »jeg ved«.
Peter formaner os til at føje »til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed«. Som mådeholdne disciple efterlever vi evangeliet på en balanceret og stabil vis. Vi »løbe[r ikke] hurtigere, end [vi] har styrke til.« Dag efter dag bevæger vi os ufortrødent fremad gennem livets forædlende udfordringer.
Når vi på denne måde er mådeholdne, udvikler vi tålmodighed og tillid til Herren. Vi er i stand til at stole på hans plan for vores liv, selvom vi ikke kan se den med vores egne, naturlige øjne. Derfor kan vi være rolige og vide, at han er Gud. Når vi udsættes for modgangens storme, spørger vi: »Hvad ønsker du, at jeg lærer af denne oplevelse?« Med hans plan og formål i vores hjerte bevæger vi os fremad og udholder ikke blot alt, men udholder det også tålmodigt og godt.
Denne tålmodighed, som Peter taler om, fører os til gudsfrygt. Ligesom Faderen har tålmodighed med os, sine børn, har vi tålmodighed med hinanden og os selv. Vi fryder os over andres handlefrihed og den mulighed, som det giver dem for at vokse »linje på linje«, »klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.«
Fra selvbeherskelse til tålmodighed og fra tålmodighed til gudsfrygt ændrer vores natur sig. Vi opnår den broderlige kærlighed, som er kendetegnet ved alle sande disciple. Som den barmhjertige samaritaner krydser vi vejen for at tjene, hvem der end er i nød, selv hvis de ikke er blandt vores kreds af venner. Vi velsigner dem, der forbander os. Vi er gode mod dem, der forfølger os. Findes der nogen egenskab, der er mere gudfrygtig eller kristuslignende?
Jeg bærer vidnesbyrd om, at der virkelig bliver føjet til den indsats, vi yder, for at blive Frelserens disciple, indtil vi er »i besiddelse af« hans kærlighed. Denne kærlighed er den afgørende karakteregenskab for en Jesu Kristi discipel:
»Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.«
Det er tro, håb og kærlighed, der gør os skikket til at udføre Guds værk. »Så bliver da … disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«
Brødre og søstre, nu mere end nogensinde før kan vi ikke være en »deltids-discipel«! Vi kan ikke være en discipel på kun det ene eller det andet område af læren. De mangfoldige karakteregenskaber, der følger af at tro på Kristus – herunder dem, som vi har talt om i dag – er alle nødvendige for, at vi kan stå stærkt i disse sidste dage.
Når vi oprigtigt stræber efter at være Jesu Kristi sande discipel, vil disse karakteregenskaber blive sammenflettede, der vil blive lagt oveni, og de vil aktivt blive styrket i os. Der vil ikke være forskel på den venlighed, vi viser vores fjender, og den venlighed, som vi skænker vores venner. Vi vil være lige så ærlige, når der ikke er nogen, der kigger, som når andre ser. Vi vil være lige så helliget Gud offentligt, som vi er bag lukkede døre.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at enhver kan være Frelserens discipel. At være en discipel er ikke begrænset af alder, køn, etnisk baggrund eller kaldelse. Når vi som sidste dages hellige er disciple, opbygger vi en fælles styrke til at velsigne vores brødre og søstre over hele verden. Nu er tiden inde til igen at forpligte os selv til at være hans disciple med al flid.
Brødre og søstre, vi er alle kaldet til at være vor Frelsers disciple. Lad denne konference være jeres mulighed for at »begynd[e] ligesom fordum, og kom[me] til Herren af hele jeres hjerte«. Dette er hans kirke. Jeg bærer mit særlige vidne om, at han lever. Må han velsigne os i vores evige stræben efter at blive hengivne og trofaste disciple. I Jesu Kristi navn. Amen.