Bered vejen
Selv om Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme har forskellige missioner og myndighed, er de uadskillelige partnere i arbejdet med frelse.
Da jeg var 30 år gammel, begyndte jeg at arbejde for en supermarkedskæde i Frankrig. En dag kaldte selskabets direktør, en god mand af en anden tro, mig ind på sit kontor. Hans spørgsmål overraskede mig: »Jeg har lige fundet ud af, at du er præst i din kirke. Er det rigtigt?
Jeg svarede: »Ja, det er rigtigt. Jeg har præstedømmet.«
Synligt fascineret over mit svar spurgte han: »Har du studeret på et teologisk seminarium?«
»Selvfølgelig,« svarede jeg, »da jeg var mellem 14 og 18 år, og jeg studerede seminarlektioner næsten hver dag!« Han var nær faldet ned af stolen.
Til min store overraskelse kaldte han mig tilbage på sit kontor adskillige uger senere for at tilbyde mig en ledende stilling i en af selskabets filialer. Jeg var forbløffet og udtrykte min bekymring over, at jeg var for ung og uerfaren til at bære et så betydningsfuldt ansvar. Med et venligt smil sagde han: »Det er måske sandt nok, men det betyder ikke noget. Jeg kender dine principper, og jeg ved, hvad du har lært i din kirke. Jeg har brug for dig.«
Han havde ret med hensyn til, hvad jeg havde lært i Kirken. De følgende år var udfordrende, og jeg ved ikke, om jeg ville have haft nogen succes uden den erfaring, jeg havde opnået ved at tjene i Kirken, siden jeg var en ung mand.
Jeg var så velsignet at vokse op i en lille gren. Eftersom vi var få, blev de unge bedt om at deltage aktivt på alle områder i grenen. Jeg havde meget travlt og elskede følelsen af at være til nytte. Om søndagen forrettede jeg ved nadverbordet, tjente i mit præstedømmekvorum og virkede i forskellige andre kaldelser. I løbet af ugen ledsagede jeg ofte min far og andre voksne præstedømmebærere, når vi kom som hjemmelærere, trøstede de syge og plagede og hjalp de trængende. Ingen lod til at synes, at jeg var for ung til at tjene eller lede. For mig var det alt sammen meget normalt og naturligt.
Den tjeneste, jeg ydede i mine teenageår, var med til at opbygge mit vidnesbyrd og bygge mit liv på evangeliet. Jeg var omgivet af gode og medfølende mænd, der havde forpligtet sig til at bruge deres præstedømme til at velsigne andre. Jeg ønskede at blive som dem. Når jeg tjente sammen med dem, lærte jeg at blive en leder i Kirken og også i verden, meget mere end jeg var klar over på det tidspunkt.
Vi har i aften mange unge mænd, der overværer eller har stillet ind på dette møde, og som bærer Det Aronske Præstedømme. Når jeg ser ud over forsamlingen, ser jeg mange af jer sidde ved siden af voksne mænd, måske jeres far, jeres bedstefar, jeres ældre brødre eller jeres præstedømmeledere, alle bærere af Det Melkisedekske Præstedømme. De elsker jer, og de kommer i det store og hele her i aften for at være sammen med jer.
Denne forsamling af flere generationer giver en storslået vision af den samhørighed og det broderskab, der findes mellem Guds to præstedømmer. Selv om Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme har forskellige missioner og myndighed, er de uadskillelige partnere i arbejdet med frelse. De går hånd i hånd og har meget brug for hinanden.
Det perfekte eksempel på det tætte forhold, der eksisterer mellem de to præstedømmer, ses i forholdet mellem Jesus og Johannes Døber. Kan man overhovedet forestille sig Johannes Døber uden Jesus? Hvordan ville Frelserens mission have været uden det forberedende arbejde, Johannes udførte?
Johannes Døber fik en af de ædleste missioner, der nogensinde har eksisteret: »At berede Herrens vej«, at døbe ham med vand og at gøre et folk klar til at modtage ham. Denne »retfærdig[e] og hellig[e] mand,« som var blevet ordineret til det mindre præstedømme, var fuldstændig klar over både sin missions og sin myndigheds betydning og begrænsning.
Folk strømmede til Johannes for at høre ham og blive døbt af ham. Han blev æret og hædret i sin egenskab af at være Guds mand. Men da Jesus dukkede op, bøjede Johannes sig ydmygt for en, der var større end ham selv, og erklærede: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en … han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«
Til gengæld anerkendte Jesus Kristus, Faderens Enbårne, som bar det højere præstedømme, ydmygt Johannes’ myndighed. Om ham sagde Frelseren: »Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber.«
Tænk blot på, hvad der kunne finde sted i vores præstedømmekvorummer, dersom forholdet mellem bærerne af de to præstedømmer lod sig inspirere af det eksempel, som Jesus og Johannes Døber satte. Mine unge brødre i Det Aronske Præstedømme, ligesom for Johannes er jeres rolle at »berede vejen« for Det Melkisedekske Præstedømmes store arbejde. Det gør I på mange forskellige måder. I forretter dåbens og nadverens ordinancer. I er med til at berede et folk til Herren ved at forkynde evangeliet, ved at »besøge hvert medlems hjem« og ved »at våge over kirken«. I yder hjælp til de fattige og trængende ved at indsamle fasteoffer, og I tager del i at passe på kirkebygninger og andre timelige ressourcer. I har en vigtig, nødvendig og hellig rolle.
Mine voksne brødre, hvad enten I er fædre, biskopper, Unge Mænds vejledere eller ganske enkelt bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, kan I følge Frelserens eksempel ved at vende jer mod jeres brødre, der bærer det mindre præstedømme, og invitere dem til at arbejde sammen med jer. I virkeligheden kommer denne invitation fra selve Herren. Han sagde: »Tag derfor dem, som er ordineret til det mindre præstedømme, med jer, og send dem i forvejen for at aftale møder og for at berede vejen og for at tage sig af aftaler, som I ikke selv kan tage jer af.«
Når I inviterer jeres yngre brødre til at »berede vejen«, hjælper I dem til at anerkende og ære den hellige myndighed, de bærer. Ved at gøre det hjælper I dem til at berede deres egen vej, når de bereder sig til den dag, hvor de modtager og udøver det højere præstedømme.
Tillad mig at komme med en sand historie om Alex, en stille, eftertænksom og kvik ung præst. En søndag fandt biskoppen en meget ulykkelig Alex alene i et klasselokale. Den unge mand forklarede, hvor smertefuldt og vanskeligt det var for ham at komme i kirke uden sin far, der ikke var medlem. Derpå sagde han med tårer i øjnene, at det sandsynligvis ville være bedre, hvis han forlod Kirken.
Med oprigtig omsorg for denne unge mand mobiliserede biskoppen straks menighedsrådet for at hjælpe Alex. Hans plan var enkel: For at holde Alex aktiv og hjælpe ham til at udvikle et stærkt vidnesbyrd om evangeliet skulle de »omgive ham med gode mennesker og give ham vigtige ting at gøre.«
Præstedømmebrødrene og alle menighedens medlemmer stod straks sammen omkring Alex og udtrykte deres kærlighed og støtte. Højpræsternes gruppeleder, en mand med stor tro og kærlighed, blev valgt til at være hans hjemmelærerkammerat. Medlemmer af biskoprådet tog ham under deres vinger og gjorde ham til deres tætteste kammerat.
Biskoppen sagde: »Vi sørgede for, at Alex havde travlt. Han havde opgaver ved bryllupper og begravelser, hjalp mig ved indvielser af gravsteder, døbte adskillige nye medlemmer, ordinerede unge mænd til embeder i Det Aronske Præstedømme, underviste de unge, underviste med missionærerne, låste bygningen op ved konferencer og låste igen sent om aftenen efter dem. Han udførte tjenesteprojekter, ledsagede mig på besøg hos ældre medlemmer på hospicer, holdt taler ved nadvermødet, forrettede nadveren til de syge på hospitaler eller i deres hjem og blev en af kun en meget lille håndfuld mennesker, som jeg kunne stole fuldstændig på som biskop.«
Lidt efter lidt ændrede Alex sig. Hans tro på Herren blev styrket. Han fik selvtillid og tillid til kraften i det præstedømme, som han bar. Biskoppen afsluttede med at sige: »Alex har været og vil altid være en af mine største velsignelser i min tid som biskop. Sikke et privilegium det har været at have haft med ham at gøre. Jeg tror oprigtigt talt ikke, at nogen ung mand nogensinde er taget på mission mere beredt ved hans præstedømmetjeneste.«
Mine kære biskopper, I har i jeres ordination og indsættelse som biskop for jeres menighed den hellige kaldelse at tjene som præsident for Det Aronske Præstedømme og for præsternes kvorum. Jeg er klar over de tunge byrder, I bærer, men I bør gøre jeres pligt over for disse unge mænd til en af de vigtigste opgaver. I kan ikke tilsidesætte den eller uddelegere jeres rolle i dette ansvar til andre.
Jeg opfordrer jer til at reflektere over hver eneste unge bærer af Det Aronske Præstedømme i jeres menighed. Ingen af dem bør nogensinde føle sig overset eller unyttig. Er der en ung mand, som I og andre præstedømmebrødre kan hjælpe? Inviter ham til at tjene side om side med jer. Alt for ofte prøver vi at underholde vores unge mænd og henviser dem til tilskuerens rolle, når deres tro og kærlighed til evangeliet bedst kan udvikles ved at højne deres præstedømme. Ved aktivt at deltage i arbejdet med frelse vil de blive forbundet til himlen, og de vil blive bevidste om deres guddommelige potentiale.
Det Aronske Præstedømme er mere end blot en aldersgruppe, et undervisnings- eller aktivitetsprogram eller en betegnelse for Kirkens unge mænd. Det er kraft og myndighed til at deltage i det store arbejde med at frelse sjæle, både sjælen hos de unge mænd, der bærer det, og de sjæle, de tjener. Lad os indsætte Det Aronske Præstedømme på sin retmæssige plads, en udvalgt plads – et sted, hvor alle Kirkens unge mænd tjener, forbereder sig og udretter noget.
Mine kære brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, jeg opfordrer jer til at styrke det afgørende bånd, der forener Guds to præstedømmer. Giv de unge bærere i Det Aronske Præstedømme myndighed til at berede vejen for jer. Fortæl dem med overbevisning: »Jeg har brug for dig.« For jer unge bærere af Det Aronske Præstedømme beder jeg til, at I, når I tjener sammen med jeres ældre brødre, vil høre Herrens røst sige til jer: »Du er velsignet, for du skal udføre store ting. Se, du blev sendt ud, ligesom Johannes, for at berede vejen for mig.« I Jesu Kristi navn. Amen.