Den advarende røst
Selv om pligten til at advare føles meget stærkt af profeter, er det en pligt, som andre også har.
Profeten Ezekiel blev født, omkring to årtier før Lehi og hans familie forlod Jerusalem. I 597 f.Kr. var Ezekiel i en alder af 25 en af de mange, der som fange blev ført bort til Babylon af Nebukadnezar, og så vidt vi ved, tilbragte han resten af sit liv der. Han tilhørte den aronske præsteslægt, og da han var 30 år, blev han profet.
Da Jahve kaldte Ezekiel, brugte han billedet med en vægter som metafor.
»Når [vægteren] ser sværdet komme over landet, støder han i hornet for at advare folket.
Hvis der er en, der hører lyden af hornet, men ikke lader sig advare, og sværdet rammer ham, så kommer hans blod over hans eget hoved.«
»Hvis vægteren derimod ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så folket ikke bliver advaret, og sværdet rammer en af dem, da bliver han ramt på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd.«
Derpå talte Jahve direkte til Ezekiel og erklærede: »Og dig, menneske, stiller jeg som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig.« Advarslen var at vende sig bort fra synd.
»Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.
Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv …
Men når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og han vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed …
Ingen af de synder, han har begået, skal huskes. Han har øvet ret og retfærdighed, og han skal bevare livet.«
Det er interessant, at denne advarsel også gælder for den retfærdige. »Når jeg siger til den retfærdige, at han skal bevare livet, og han stoler på sin retfærdighed, men øver uret, så skal ingen af hans retfærdige gerninger huskes. Han skal dø på grund af den uret, han har øvet.«
Gud bønfalder inderligt sine børn og siger til Ezekiel: »Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet. Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?«
Vor himmelske Fader og vor Frelser er langt fra ivrige efter at fordømme, de søger tværtimod vores lykke og bønfalder os om at omvende os, idet de fuldt ud ved, »at ugudelighed har aldrig været [og aldrig vil blive] lykke.« Derfor har Ezekiel og hver eneste profet før og siden, der taler Guds ord af et fuldt hjerte, advaret alle, som vil, om at vende sig bort fra Satan, deres sjæls fjende, og »vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler«.
Selv om pligten til at advare føles meget stærkt af profeter, er det en pligt, som andre også har. Faktisk påhviler det »enhver, der er blevet advaret, at advare sin næste.« Vi, der har modtaget kundskab om den store plan for lykke – og dens medhørende befalinger – bør føle et stort ønske om at dele den kundskab, eftersom den gør hele forskellen, her og i evigheden. Og hvis vi spørger: »Hvem er min næste, som jeg bør advare?«, så kan vi helt sikkert finde svaret i lignelsen, der begynder således: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere« og så videre.
Når vi overvejer lignelsen om den barmhjertige samaritaner i denne sammenhæng, minder det os om, at spørgsmålet »Hvem er min næste?« var knyttet til de to store befalinger: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Motivationen til at advare er kærlighed – kærlighed til Gud og kærlighed til vores medmennesker. At advare er at være interesseret. Herren siger, at det skal ske »i mildhed og i sagtmodighed« og »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed … og ved uskrømtet kærlighed«. Det kan være påkrævet lige her og nu, som når vi advarer et barn mod at stikke sin hånd ind i ilden. Det må være klart og nogle gange fast. Lejlighedsvis kan advarsler komme i form af irettesættelse, »når du bliver tilskyndet af Helligånden,« men det er altid baseret på kærlighed. Betragt fx den kærlighed, der motiverer vores missionærers tjeneste og ofre.
Kærlighed vil helt sikkert tilskynde forældre til at advare deres nærmeste »næste«, deres egne børn. Det vil sige at undervise i og vidne om evangeliske sandheder. Det vil sige at undervise børn i Kristi lære: Tro, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven. Herren minder forældre om: »Jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed.«
Et afgørende element ved forældres ansvar for at advare er ikke blot at udmale de demoraliserende konsekvenser af synd, men også glæden ved at vandre i lydighed mod befalingerne. Tænk på Enoshs ord om, hvad der ledte ham til at søge Gud, få forladelse for sine synder og blive omvendt:
»Se, jeg gik ud for at jage dyr i skovene; og de ord, som jeg ofte havde hørt min far tale angående evigt liv og de helliges glæde, sank dybt i mit hjerte.
Og min sjæl hungrede, og jeg knælede ned for min skaber og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl.«
Jesus tøvede på grund af sin usammenlignelige kærlighed og omsorg for andre og deres lykke ikke med at advare. Fra begyndelsen af sin tjenestegerning »begyndte Jesus at prædike: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!‹« Fordi han vidste, at ikke alle veje fører til himlen, befalede han således:
»Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.
Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, som fører til livet, og der er få, som finder den!«
Han viede sin tid til syndere og sagde: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«
Over for de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne var Jesus kompromisløs i sin fordømmelse af deres hykleri. Hans advarsler og befalinger var direkte: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.« Men der er da bestemt ingen, som kan beskylde Frelseren for ikke at elske disse skriftkloge og farisæerne – trods alt led og døde han også for at frelse dem. Men fordi han elskede dem, kunne han ikke lade dem fortsætte i synd uden tydeligt at irettesætte dem. En kommentator bemærkede: »Jesus lærte sine tilhængere at gøre det, han gjorde: At byde alle velkommen, men også at lære dem om synd, eftersom kærlighed fordrer, at man advarer folk om det, der kan skade dem.«
Nogle gange bliver de, der løfter en advarende røst, afvist som fordømmende. Det er imidlertid et paradoks, at de, der hævder, at sandhed er relativ, og at moralske standarder er et spørgsmål om personlige præferencer, ofte er de samme personer, der mest strengt kritiserer personer, der ikke accepterer den nuværende norm for »korrekt tankegang«. En forfatter har omtalt dette som »fordømmelseskulturen«.
»I en skyldkultur ved man, om man er god eller dårlig ud fra, hvordan ens samvittighed har det. I en fordømmelseskultur ved man, om man er god eller dårlig ud fra, hvad dit samfund siger om dig, om det ærer eller udelukker dig … [I fordømmelseskulturen] er et moralsk liv ikke bygget ud fra en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert; det bygger på det spektrum, der ligger mellem at være inkluderet eller udelukket …
Alle er konstant usikre i et moralsystem, der er baseret på at være inkluderet eller udelukket. Der er ingen permanente standarder, kun massernes skiftende bedømmelse. Det er en kultur af overfølsomhed, overreaktion og hyppig moralsk panik, hvor alle føler sig tvunget til at følge med …
Skyldkulturen kan være barsk, men man kan i det mindste hade synden og stadig elske synderen. Den moderne fordømmelseskultur påstår at værdsætte inklusion og tolerance, men den kan være uhyggelig ubarmhjertig over for dem, der er uenige, og dem, der ikke passer ind.«
Som modsætning hertil står »klippen, vor Forløser«, en stabil og permanent grundvold af retfærdighed og dyd. Det er langt bedre at have Guds uforanderlige lov, hvorved vi kan handle og vælge vores skæbne snarere end at være gidsler for de uforudsigelige regler og vrede hos pøbelen på de sociale medier. Det er langt bedre at kende sandheden end at blive drevet »hid og did af hver lærdoms vind«. Det er langt bedre at omvende sig og løfte sig til evangeliets standard end at hævde, at der ikke er noget rigtigt eller forkert og lide i synd og fortrydelse.
Herren har erklæret: »Og advarselsrøsten skal lyde til alle folk ved mine disciples mund, hvem jeg har udvalgt i disse sidste dage.« Som vægtere og disciple kan vi ikke være neutrale i forhold til denne »langt bedre vej«. Ligesom Ezekiel kan vi ikke bare se sværdet komme over landet »og ikke støde[] i hornet«. Det betyder ikke, at vi bør hamre på vores næstes dør eller stå på torvet og råbe: »Omvend jer!« Når man tænker over det, så har vi i det gengivne evangelium det, som mennesker inderst inde virkelig ønsker sig. Derfor er en advarsels røst normalt ikke blot høflig, men med salmistens vending også et »fryderåb«.
Lederredaktøren på Deseret News Hal Boyd kom med et eksempel på den bjørnetjeneste, der ligger i at forblive tavs. Han bemærkede, at selvom begrebet ægteskab stadig er genstand for »intellektuel debat« blandt højere samfundslag i USA, så er selve ægteskabet i praksis ikke til debat blandt dem. »›Eliten bliver og forbliver gift og sørger for, at deres børn nyder godt af fordelene ved et stabilt ægteskab‹ … Problemet er imidlertid, at de har en tendens til ikke at prædike om det, de praktiserer.« De ønsker ikke at »påtvinge« dem, der virkelig kunne bruge deres moralske lederskab, noget, men »det er måske på tide, at de, der har uddannelse og stærke familier, holder op med at foregive neutralitet og begynder at vedkende sig det, de praktiserer med hensyn til ægteskab og forældrehverv og … hjælper deres medborgere med at tilegne sig det.«
Vi stoler især på, at I i den opvoksende generation, unge og unge voksne, som Herren sætter sin lid til for succes i sit værk i årene fremover, vil opretholde evangeliets lære og Kirkens standarder både offentligt og privat. Svigt ikke dem, der vil byde sandheden velkommen i stedet for at kludre rundt og mislykkes i uvidenhed. Giv ikke efter for de falske forestillinger om tolerance eller for frygt – frygt for ubelejlighed, misbilligelse eller tilmed lidelser. Husk Frelserens løfte:
»Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
I sidste ende er vi alle ansvarlige over for Gud for vores valg og det liv, vi lever. Frelseren erklærede: »Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig, for at mennesker, ligesom jeg var blevet løftet op ved mennesker, skulle blive løftet op ved Faderen for at stå foran mig for at blive dømt efter deres gerninger, om de er gode, eller om de er onde«.
Idet jeg anerkender Herrens almagt, beder jeg jer med Almas ord:
»Og se, mine brødre [og søstre], jeg ønsker af mit hjertes inderste, ja, med så stor ængstelse, at det endog volder smerte, at I vil … kaste jeres synder fra jer og ikke udsætte jeres omvendelses dag;
men at I vil ydmyge jer for Herren og påkalde hans hellige navn og våge og bede bestandigt, så I ikke må blive fristet mere end det, som I kan bære, og således blive ledet af den hellige Ånd, idet I bliver ydmyge, sagtmodige, underdanige, tålmodige, fulde af kærlighed og al langmodighed,
idet I har tro på Herren, idet I har et håb om, at I vil få evigt liv, idet I altid har Guds kærlighed i hjertet, så I kan blive løftet op på den yderste dag og gå ind til hans hvile.«
Må vi hver især kunne sige til Herren ligesom David: »Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling. Din barmhjertighed, Herre, vil du ikke holde tilbage fra mig«. I Jesu Kristi navn. Amen.