Sikre kvinder
Sikre kvinder er disciple, som er centreret om Frelseren Jesus Kristus, og har håb gennem løftet i hans sonoffer.
Mine elskede søstre, vi elsker jer og takker jer for jeres inderlige og entusiastiske reaktion på Det Første Præsidentskabs opfordring og indsatsen #IWasAStranger (Jeg var fremmed). Bliv ved med at bede, lytte til Åndens hvisken og følge de tilskyndelser, I modtager.
Uanset om jeg rejser lokalt eller rundt om i hele verden, er det ikke usædvanligt, at der er nogen, der spørger: »Kan du huske mig?« Da jeg er yderst ufuldkommen, må jeg indrømme, at jeg ofte glemmer navne. Men jeg kan huske den meget, reelle kærlighed, som vor himmelske Fader har ladet mig føle, når jeg har mødt hans dyrebare døtre og sønner.
Jeg havde for nylig mulighed for at besøge nogle elskede kvinder, der er i fængsel. Da vi tog rørende afsked, bad en vidunderlig kvinde: »Søster Burton, vær sød ikke at glemme os.« Jeg håber, at hun og andre, der gerne vil huskes, vil føle således, når jeg deler nogle få tanker med jer.
Sikre kvinder på Frelserens tid: Centreret om Frelseren Jesus Kristus
Søstre i alle tidsaldre har vist det trofaste mønster for at være discipel, som vi også stræber efter. »Det Nye Testamente indeholder beretninger om [sikre] kvinder, både navngivne og unavngivne, som udøvede tro på Jesus Kristus, lærte og efterlevede hans lærdomme og vidnede om hans tjenestegerning, mirakler og majestæt. Disse kvinder blev eksemplariske disciple og vigtige vidner i frelsesværket.«
Tænk over disse beretninger fra Lukasevangeliet. Den første er under Frelserens tjenestegerning:
»I den følgende tid gik [Jesus] fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv
og nogle kvinder … Maria med tilnavnet Magdalene … og Johanna … og Susanna og mange andre. De sørgede for dem.«
Den næste er, efter hans opstandelse:
»Og … nogle af kvinderne … var tidligt i morges ude ved graven,
men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.«
Jeg har læst og gået henover det tilsyneladende ubemærkede udtryk »nogle kvinder« adskillige gange, men for nylig, da jeg overvejede disse ord mere grundigt, syntes de at springe mig i øjnene. Tænk over disse synonymer, som beskriver disse trofaste, sikre kvinder: »Overbeviste«, »positive«, »selvsikre«, »faste«, »konkrete«, »sikre« og »pålidelige«.
Da jeg tænkte over disse beskrivelser, kom jeg i tanke om to sikre kvinder fra Det Nye Testamente, der bar positive, selvsikre, faste, sikre vidnesbyrd om Frelseren. Selvom de ligesom os var ufuldkomne kvinder, er deres vidnesbyrd inspirerende.
Husker I den unavngivne kvinde ved brønden, der bad andre om at komme og se det, som hun havde lært om Frelseren? Hun bar sit sikre vidnesbyrd i form af spørgsmålet: »Måske er det ham, der er Kristus?« Hendes vidnesbyrd og invitation var så overbevisende, at »mange … kom til tro på ham.«
Efter Marthas bror Lazarus’ død erklærede hun, der var Herrens elskede discipel og ven, med det, som må have været store følelser: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Læg mærke til hendes sikkerhed, da hun fortsatte: »Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Hun fortsatte: »Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«
Vi lærer af disse søstre, at sikre kvinder er centreret om Frelseren Jesus Kristus og har håb gennem løftet i hans sonoffer.
Genoprettelsens sikre kvinder, der holder deres pagter: Villige til at ofre
Tidligere ofrede sikre kvinder, når de bar vidnesbyrd og efterlevede Jesu lærdomme. Sikre kvinder i genoprettelsens første tid gjorde det samme. Drusilla Hendricks og hendes familie var blandt dem, der som nye medlemmer led under forfølgelserne af de hellige i Clay County i Missouri. Hendes mand var blevet varigt lammet under slaget ved Crooked River. Hun måtte tage sig af ham og forsørge sin familie.
»På et særligt smerteligt tidspunkt, da familien var løbet tør for mad, huskede hun, at en stemme sagde til hende: ›Hold ud, for Herren vil sørge for jer.‹«
Da der var brug for, at Drusillas søn meldte sig til Mormonbataljonen, var hun først imod og kæmpede i bøn med vor himmelske Fader, indtil »det var, som om en stemme sagde til hende: ›Ønsker du at få den højeste herlighed?‹ Hun svarede naturligvis: ›Ja,‹ og stemmen fortsatte: ›Hvordan regner du med at få det uden at yde de største ofre?‹«
Vi lærer af denne sikre kvinde, at det kræver offervillighed at være en discipel, der holder sine pagter.
Sikre kvinder i dag: Husker og forbereder sig på at fejre hans tilbagevenden
Jeg har talt om sikre kvinder på Frelserens tid og i den første tid efter gengivelsen af evangeliet, men hvad med eksempler på sikre kvinder som er disciple og deres vidnesbyrd i vor tid?
Da jeg for nyligt var på opgave i Asien, blev jeg atter inspireret af de mange sikre kvinder, som jeg mødte. Jeg blev især imponeret over førstegenerationsmedlemmerne i Indien, Malaysia og Indonesien, der stræber efter at efterleve evangeliets kultur i deres eget hjem, til tider med store ofre, da efterlevelse af evangeliet kolliderer med familiens og landets kultur. Jeg mødte sikre kvinder, som har været medlem i flere generationer i Hong Kong og Taiwan. hvor de stadig velsigner deres familie, kirkemedlemmer og samfund ved at forblive centrerede om Frelseren og villigt ofrer for at overholde deres pagter. Lignende sikre kvinder findes i hele Kirken.
En sikker kvinde, som har velsignet mit liv i årtier, har de sidste 15 år kæmpet med den svækkende, svære og fremskredne sygdom kaldet IBM (inclusion body myositis). Selvom hun er bundet til en kørestol, forsøger hun at være taknemlig og fortsætter med sin »Jeg KAN-liste« – en uafbrudt liste som hun fører over det, som hun kan gøre, såsom: Jeg kan trække vejret, jeg kan synke, jeg kan bede, og jeg kan føle min Frelsers kærlighed. Hun bærer sit kristuscentrerede sikre vidnesbyrd næsten dagligt for sin familie og sine venner.
Jeg hørte for nyligt Jennys historie. Hun er hjemvendt missionær, hvis forældre blev skilt, mens hun var på mission. Hun fortalte, hvordan tanken om at vende hjem »skræmte [hende] meget«. I missionshjemmet ved afslutningen på sin mission i Italien på vej hjem til USA betjente en sikker kvinde, missionspræsidentens hustru, hende ved blidt at børste hendes hår.
Flere år efter velsignede en anden sikker kvinde Terry – der var hjælpeforeningspræsident i staven og Jesu Kristi discipel – Jenny, da hun blev kaldet som hjælpeforeningspræsident i menigheden. På det tidspunkt var Jenny i gang med sin doktorafhandling. Terry tjente ikke kun Jenny som mentor som en leder, men hun sad også sammen med hende 10 timer på hospitalet, da Jenny modtog den foruroligende diagnose leukæmi. Terry besøgte hospitalet og kørte Jenny til hendes aftaler. Jenny indrømmede: »Jeg tror, at jeg har kastet op adskillige gange i hendes bil.«
På trods af sin sygdom fortsatte Jenny trofast med at tjene som menighedens hjælpeforeningspræsident. Selv i sine ekstreme vanskeligheder ringede hun, sendte SMS’er og e-mail fra sin seng, og hun inviterede søstre til at komme og besøge hende. Hun sendte kort og beskeder til folk og elskede sine søstre på afstand. Da hendes menighed bad om et billede af hendes præsidentskab til deres menigheds beretning, er dette, hvad de fik. Fordi Jenny selv er en sikker kvinde, bad hun alle om at dele hinandens byrder, herunder hendes egne.
Som en sikker kvinde bar Jenny vidnesbyrd: »Vi er her ikke blot for at frelse andre, men for at frelse os selv. Og den frelse kommer af at samarbejde med Jesus Kristus, af forståelse af hans nåde og forsoning og hans kærlighed til Kirkens kvinder. Dette sker gennem så enkle ting, såsom at børste nogens hår, sende en besked med et inspireret åbenbaret budskab om håb og nåde eller at lade kvinder tjene os.«
Søstre, når vi bliver distraheret, nærer tvivl, bliver mismodige, syndige, bedrøvede eller overvældede, må vi tage imod Herrens invitation til at drikke af hans levende vand, ligesom den sikre kvinde ved brønden gjorde, og indbyde andre til at gøre det samme, når vi bærer vores eget sikre vidnesbyrd: »Måske er det ham, der er Kristus?«
Når livet synes uretfærdigt, som det må have gjort for Martha ved sin brors død – når vi oplever hjerteskærende ensomhed, barnløshed, tabet af ens nærmeste, manglende muligheder for ægteskab og familie, splittede hjem, invaliderende depression, fysisk og psykisk sygdom, kvælende stress, angst, afhængighed, finansielle vanskeligheder eller en overflod af andre udfordringer – må vi da huske Martha og sige vores lignende sikre vidnesbyrd: »Men …[jeg] ved … [og] jeg tror, at du er Kristus, Guds søn.«
Må vi huske de mange sikre kvinder, der nægtede at forlade vor dyrebare Frelser under den ulidelige pine, han led på korset, og blot timer senere havde det privilegium at være blandt de sikre vidner til hans herlige opstandelse. Lad os være nogle, der har holdt sig tæt på ham i bøn og skriftstudium. Lad os komme tættere på ham ved at forberede os til og nyde af hans sonoffers hellige symboler ugentligt under nadverordinancen, og når vi holder vores pagter ved at tjene andre i nød. Så kan vi måske blive en del af de sikre kvinder, der var Jesu Kristi disciple, og som vil fejre hans herlige tilbagevenden, når han kommer igen.
Søstre, jeg bærer vidnesbyrd om kærlige himmelske Forældre, om vor Frelser Jesus Kristus og om hans uendelige forsonings kraft. Jeg ved, at profeten Joseph Smith var forudordineret til at være genoprettelsens profet. Jeg ved, at Mormons Bog er sand og blev oversat ved Guds kraft. Vi er blevet velsignet med en levende profet i vore dage, nemlig præsident Thomas S. Monson. Disse sandheder er jeg sikker på! I Jesu Kristi navn. Amen.
Note: Den 1. april 2017 blev søster Burton afløst som Hjælpeforeningens hovedpræsident.