Hellighedens skønhed
Vor Fader i himlen har sørget for alt, der kræves, for at vi kan blive hellige, ligesom han er hellig.
Mens jeg har forberedt mig til dette møde, har mit hjerte vendt sig mod de mange trofaste søstre, som jeg har mødt fra nær og fjern. For mig beskrives de bedst i en taksigelsessalme af kong David: »Vis Herrens navn ære, træd frem for hans ansigt med gaver, kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.«
Jeg ser hellighedens skønhed i de søstre, hvis hjerte er centreret om alt, der er godt, og som ønsker at blive mere som Frelseren. De tilbyder Herren hele deres sjæl, hjerte, kraft, sind og styrke gennem den måde, de lever på hver dag. Hellighed ligger i en stræben og kamp for at holde buddene og i at ære de pagter, vi har indgået med Gud. Hellighed er at træffe de valg, der vil bibeholde Helligånden som vores vejleder. Hellighed er at lægge vores naturlige tilbøjeligheder til side og blive en hellig gennem vor Herre Kristi forsoning. »Ethvert øjeblik i [vores liv] skal være helliget Herren.«
Himlens Gud befalede israelitterne: »For jeg er Herren jeres Gud; I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig. I må ikke gøre jer selv urene.«
Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Vor himmelske Fader er en Gud, der har høje forventninger … Han har til hensigt at gøre os hellige, så vi kan opnå ›celestial herlighed‹ (L&P 88:22) og ›bo i hans nærhed‹ (Moses 6:57).« Lectures on Faith forklarer: »Ingen kan nyde hans herlighed uden at besidde hans fuldkommenhed og hellighed.« Vor Fader i himlen kender os. Han elsker os, og han har sørget for alt, der kræves, for at vi kan blive hellige, ligesom han er hellig.
Vi er vor himmelske Faders døtre, og vi har alle en guddommelig arv af hellighed. Vor Fader i himlen har sagt: »Se, jeg er Gud; Hellighedens Menneske er mit navn.« I den førjordiske verden elskede vi vor Fader og tilbad ham. Vi ønskede at være som ham. På grund af en fuldkommen faderkærlighed lod han sin elskede Søn, Jesus Kristus, blive vor Frelser og Forløser. Han er Søn af Hellighedens Menneske. Hans »navn er Hellig«, »Israels Hellige«.
Vores håb om hellighed er centreret i Kristus, i hans barmhjertighed og hans nåde. Med tro på Jesus Kristus og hans forsoning kan vi blive rene, uden pletter, når vi fornægter os selv gudløshed og oprigtigt omvender os. Vi bliver døbt ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse. Vores sjæl bliver helliggjort, når vi modtager Helligånden med åbent hjerte. Hver uge deltager vi i nadverordinancen. I omvendelsens ånd med et oprigtigt ønske om retfærdighed indgår vi pagt om, at vi er villige til at påtage os Kristi navn, erindre ham og holde hans befalinger, så at vi altid kan have hans Ånd til at være hos os. Når vi bestandigt stræber efter at blive et med Faderen, Sønnen og Helligånden, får vi del i guddommelig natur.
Hellighed er at holde vores pagter
Vi ser de mange trængsler, fristelser og prøvelser, som kan trække os væk fra alt, der er dydigt og rosværdigt for Gud. Men vores jordiske oplevelser tilbyder os muligheden for at vælge hellighed. Oftest er det de ofre, vi yder for at holde vores pagter, der helliggør os og gør os til hellige.
Jeg så hellighed hos Evangeline, en 13-årig pige i Ghana. En af de måder, hvorpå hun holder sine pagter, er ved at højne sin kaldelse som bikubepigernes klassepræsident. Hun forklarede ydmygt, at hun tager hjem til sine venner, de mindre aktive unge piger, for at bede deres forældre om, at de kan få lov til at komme i kirke. Forældrene siger til hende, at det er svært, fordi børnene om søndagen har huslige pligter. Så Evangeline tager hjem til dem og hjælper dem med pligterne, og på grund af hendes indsats får hendes venner ofte lov til at tage i kirke.
Hvis vi holder de tilhørende pagter, vil de hellige præstedømmeordinancer ændre os, helliggøre os og forberede os til at komme ind i Herrens nærhed. Derfor bærer vi hinandens byrder; vi styrker hinanden. Vi bevarer vores forladelse for vores synder, når vi yder åndelig og timelig hjælp til de fattige, de sultne, de nøgne og de syge. Vi holder os selv uplettede af verden, når vi holder sabbatsdagen hellig og værdigt modtager nadveren på Herrens hellige dag.
Vi velsigner vores familie og gør vores hjem til et helligt sted. Vi tøjler vores lidenskaber, så vi kan være fyldt med ren og evigtvarende kærlighed. Vi rækker ud til andre i venlighed, med medfølelse og står som Guds vidne. Vi bliver Zions folk, et i hjerte og sind, et rent folk, der dvæler sammen i enhed og retfærdighed. »For Zion må tiltage i skønhed og i hellighed.«
Søstre, kom til templet. Hvis vi skal være et helligt folk, der er forberedt til at møde Frelseren ved hans komme, må vi rejse os og iklæde os vores smukke klæder. I styrke og ære forsager vi verdens veje og holder vores pagter, så vi kan være »iklædt renhed, ja, endog retfærdighedens dragt.«
Hellighed er at have Helligånden som vores vejleder
Hellighed er en af Åndens gaver. Vi tager imod den gave, når vi vælger at gøre det, der vil øge Helligåndens helliggørende kraft i vores liv.
Da Martha modtog Jesus Kristus i sit hjem, følte hun et overmåde stort ønske om at tjene Herren efter bedste evne. Hendes søster Maria valgte at sidde »ved Herrens fødder« og lytte til hans ord. Da Martha følte sig bebyrdet ved at sørge for ham uden hjælp, klagede hun: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?«
Jeg elsker ordene i den mildeste revselse, jeg kan forestille mig. Med fuldkommen kærlighed og uendelig omsorg, sagde Frelseren:
»Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.
Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Søstre, hvis vi vil være hellige, skal vi lære at sidde ved Israels Helliges fødder og afsætte tid til hellighed. Lægger vi telefonen, den uendelige huskeliste og verdens bekymringer til side? Bøn, studium og at give agt på Herrens ord leder hans rensende og helbredende kærlighed ind i vores sjæl. Lad os afse tid til at være hellig, så vi vil blive fyldt med hans hellige og helliggørende Ånd. Med Helligånden som vores vejleder vil vi være forberedt til at modtage Frelseren i hellighedens skønhed.
Hellighed er at blive en hellig gennem Jesu Kristi forsoning
Ifølge kong Benjamins inspirerede ord er de, der bliver hellige gennem Jesu Kristi forsoning, dem, der er underdanige, sagtmodige, ydmyge, tålmodige og fulde af kærlighed, som Frelseren er. Han profeterede, at Jesus Kristus, »Herren den Almægtige, som regerer, som var og er fra al evighed til al evighed, med kraft skal komme ned fra himlen blandt menneskenes børn og skal bo i en bolig af ler«. Han kom for at velsigne de syge, den lamme, den døve og den blinde og for at oprejse de døde til livet. Og dog led han »mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden«. Og selvom han er den eneste, hvorigennem frelse kommer, blev han hånet, pisket og korsfæstet. Men Guds Søn steg op fra graven, så vi alle kan overvinde døden. Han er den, der vil stå og dømme verden i retfærdighed. Han er den, der vil forløse os alle. Han er Israels Hellige. Jesus Kristus er hellighedens skønhed.
Da kong Benjamins folk hørte hans ord, faldt de til jorden, så stor var deres ydmyghed og ærbødighed for vor Guds nåde og herlighed. De genkendte deres kødelig tilstand. Ser vi vores fuldstændige afhængighed af Kristi, vor Herres, nåde og barmhjertighed? Genkender vi enhver god gave, timelig eller åndelig, der kommer til os gennem Kristus? Husker vi, at ifølge vor himmelske Faders evige plan er fred i dette liv og herlighed i evigheden kun vores i og gennem hans hellige Søn.
Må vi tilslutte os kong Benjamins folk, da de med én røst råbte: »O, hav barmhjertighed, og anvend Kristi forsonende blod, så vi kan få tilgivelse for vore synder, og vort hjerte kan blive renset; for vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som skabte himlen og jorden og alting«.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi kommer til Israels Hellige, vil hans Ånd komme over os, og vi vil blive fyldt med glæde og få forladelse for vores synder og fred i sindet.
Vor himmelske Fader har givet os alle evnen til at blive hellig. Må vi gøre vores bedste for at holde vores pagter og bruge Helligånden som vores vejleder. Med tro på Jesus Kristus bliver vi hellige gennem hans forsoning, så vi kan modtage udødelighed og evigt liv og vise Gud vor Fader ære. Må vores liv altid være et helligt offer, idet vi står for Herren i hellighedens skønhed. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.