Guds gode Helligånd
Helligåndens guddommelige opgave er at inspirere, vidne, undervise og tilskynde os til at vandre i Herrens lys.
Brødre og søstre, jeg anerkender ligesom alle jer, at vi ser fremskyndelsen af Herrens værk gennem præsident Thomas S. Monson og hans budskab denne formiddag. Præsident Monson, vi elsker dig, opretholder dig og beder altid: »Velsign du vor profet.«
Vi har følt Ånden blive udgydt over os denne weekend. Hvad enten I er i denne store sal eller ser med hjemmefra eller er forsamlet i kirkebygninger i fjerne egne af verden, så har I haft mulighed for at føle Herrens Ånd. Den Ånd bekræfter i jeres hjerte og sind de sandheder, der er blevet undervist om ved denne konference.
Tænk på ordene i denne velkendte salme:
Af sidste dages åbenbaring ved vi, at Guddommen består af tre særskilte og adskilte personer: Vor himmelske Fader, hans enbårne Søn, Jesus Kristus, og Helligånden. Vi ved, at »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså; men Helligånden har ikke et legeme af kød og knogler, men er en person, der består af ånd. Hvis det ikke var således, kunne Helligånden ikke bo i os.«
Mit budskab i dag fokuserer på vigtigheden af at have Helligånden i vores liv. Vor himmelske Fader vidste, at vi i jordelivet ville stå over for udfordringer, trængsler og uro. Han vidste, at vi ville kæmpe med tvivl, skuffelser, fristelser og svagheder. For at give os jordisk styrke og guddommelig vejledning gav han os den hellige Ånd, et andet navn for Helligånden.
Helligånden binder os til Herren. Hans guddommelige opgave er at inspirere, vidne, undervise og tilskynde os til at vandre i Herrens lys. Vi har det hellige ansvar at lære at anerkende hans indflydelse i vores liv og reagere på den.
Husk Herrens løfte: »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde.« Jeg elsker denne forsikring. Den glæde, der fylder vores sjæl, kommer med et evigt perspektiv, der står i modsætning til vores dagligdag. Den glæde kommer som fred midt i sorg og savn. Den giver fred og frygtløshed, viser os evangeliets sandheder og øger vores kærlighed til Herren og alle Guds børn. Selv om behovet for sådanne velsignelser er så stort, så er de på mange måder, blevet glemt og forsaget af verden.
Når vi hver uge tager del i den hellige nadver, indgår vi pagt om »altid [at] erindre ham«, Herren Jesus Kristus, og hans sonoffer. Når vi holder denne hellige pagt, så har vi fået løftet om, at vi »altid må have hans Ånd hos [os].«
Hvordan gør vi det?
For det første stræber vi efter at være værdige til at have Ånden.
Helligånden ledsager dem, der er »omhyggelige med at huske Herren deres Gud fra dag til dag«. I tråd med Herrens råd må vi »lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til«, for »Herrens Ånd [bor] ikke … i vanhellige templer«. Vi må altid forsøge at adlyde Guds love, studere skrifterne, tage i templet og leve i overensstemmelse med den 13. trosartikel; nemlig at »være ærlige, pålidelige, kyske, velgørende, dydige, og … gøre godt mod alle mennesker«.
For det andet må vi være villige til at modtage Ånden.
Herren har lovet: »Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.« Min forståelse af dette tog sin begyndelse, da jeg som ung missionær tjente i Scotch Plains i New Jersey. En varm julimorgen følte min kammerat og jeg os tilskyndet til at følge op på en henvisning fra Tempelpladsen. Vi bankede på døren til Elwood Schaffers hjem. Fru Schaffer takkede høfligt nej.
Da hun skulle til at lukke døren, følte jeg mig tilskyndet til at gøre noget, jeg aldrig har gjort før eller siden! Jeg satte min fod i døren, og jeg sagde: »Er der nogle andre, der kunne være interesseret i vores budskab?« Hendes 16-årige datter, Marti, var interesseret og havde netop dagen inden bedt inderligt om vejledning. Marti mødtes med os, og efter nogen tid deltog hendes mor også i lektionerne. De tilsluttede sig begge Kirken.
På grund af Martis dåb blev 136 mennesker, herunder mange fra hendes familie, døbt og indgik evangeliske pagter. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg lyttede til Ånden og satte min fod i døren den varme julidag. Marti og en række af hendes dejlige familiemedlemmer er her i dag.
For det tredje må vi genkende Ånden, når den er her.
Min erfaring er, at Ånden oftest kommunikerer ved hjælp af følelser. I mærker den i ord, som er velkendte for jer, som giver mening for jer, som tilskynder jer. Tænk over nefitternes reaktion, da de hørte Herren bede for dem: »Og mængden hørte og aflægger vidnesbyrd; og deres hjerte var åbent, og de forstod i hjertet de ord, som han bad.« De følte ordene i hans bøn i deres hjerte. Helligåndens røst er sagte og stille.
I Det Gamle Testamente stred profeten Elias med Ba’als præster. Præsterne forventede, at Ba’als »røst« ville komme ned som torden og sætte deres offer i brand. Men der var ingen røst, og der var ingen ild.
Ved en senere lejlighed bad profeten Elias. »Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.
Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.«
Kender I den sagte susen, den stille stemme?
Præsident Monson har sagt: »Lad os på vores rejse i livet lære Åndens sprog.« Ånden bruger ord, som vi føler. Disse følelser er milde, et lille skub til at handle, gøre noget, sige noget eller handle på en bestemt måde. Hvis vi er skødesløse og sjuskede i vores tilbedelse, hvis verdslige bestræbelser har gjort os følelsesløse og forhærdede, vil vi opdage, at vores evne til at føle er mindsket. Nefi sagde følgende til Laman og Lemuel: »I har hørt hans røst fra tid til anden; og han har talt til jer med en stille, sagte røst, men I havde ikke længere evnen til at føle, så I kan ikke føle hans ord.«
I juni sidste år var jeg på en opgave i Sydamerika. Vi havde et stramt og langt 10 dages-program og skulle besøge Colombia, Peru og Ecuador. Et enormt jordskælv havde dræbt flere hundrede, såret titusinder, beskadiget og ødelagt hjem og lokalsamfund i byerne Portoviego og Manta i Ecuador. Jeg følte mig tilskyndet til at planlægge et besøg hos medlemmerne, der boede i disse byer. Med de beskadigede veje var vi dog ikke sikre på, om vi kunne komme derhen. Faktisk havde vi fået at vide, at vi ikke kunne komme derhen, men tilskyndelsen ville ikke gå væk. På grund af det blev vi velsignet og var i stand til at besøge begge byer.
Med så kort varsel havde jeg forventet, at det blot ville være nogle få lokale præstedømmeledere, der ville deltage i de hastigt arrangerede møder. Men da vi ankom til stavscentrene, så vi, at kirkesalen var fyldt helt op til scenen bagest. Nogle af dem, der var til stede, var regionens faste støtter, de pionerer, der havde holdt fast i Kirken og tilskyndet andre til at slutte sig til dem for at tilbede og mærke Ånden i deres tilværelse. På de forreste rækker sad de medlemmer, der havde mistet nogle af deres nærmeste og naboer i jordskælvet. Jeg følte mig tilskyndet til at give en apostolsk velsignelse over alle dem, der var til stede, en af de første, jeg havde givet. Selv om jeg stod foran i rummet, var det som om, at mine hænder lå på hvert hoved, og jeg mærkede, at Herrens ord vældede frem.
Ikke nok med det. Jeg følte mig tilskyndet til at tale til dem, ligesom Jesus Kristus havde gjort, da han besøgte folket på det amerikanske kontinent. »Han tog deres små børn … og velsignede dem og bad til Faderen for dem.« Vi var i Ecuador, vi var ude i vor Faders ærinde, og dette var hans børn.
For det fjerde så må vi følge den første tilskyndelse.
Husk Nefis ord. »Jeg blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad jeg skulle gøre. Alligevel,« sagde han, »gik jeg af sted.«
Og det må vi også. Vi må have tillid til vores første tilskyndelse. Nogle gange rationaliserer vi; vi overvejer, om vi fik en åndelig tilskyndelse, eller om det blot var vores egne tanker. Når vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved, eller tilmed dobbelt spørgsmålstegn ved vores følelser, og det gør vi alle, så afviser vi Ånden, og vi betvivler guddommeligt råd. Profeten Joseph Smith belærte om, at hvis I lytter til den første tilskyndelse, så vil I gøre det rigtige ni ud af ti gange.
Og en advarsel: Forvent ikke et fyrværkerishow, fordi I har reageret på Helligånden. Husk, at I er en del af samme værk som den stille, sagte røst.
Da jeg tjente som missionspræsident i New York City, sad jeg sammen med vores missionærer på en restaurant i bydelen Bronx. En ung familie kom ind og satte sig i nærheden af os. De virkede som en oplagt mulighed for evangelisk forkyndelse. Jeg så på vores missionærer, mens de blev ved med at tale med mig, og jeg lagde mærke til, at familien var færdige med at spise og gik ud ad døren. Så sagde jeg: »Ældster, vi har noget at lære her i dag. I så en dejlig familie komme ind i restauranten. Hvad burde vi have gjort?«
En af ældsterne sagde hurtigt: »Jeg tænkte på at rejse mig og gå over og tale med dem. Jeg følte et blidt skub, men jeg gjorde ikke noget.«
»Ældster,« sagde jeg, »vi skal altid følge vores første tilskyndelse. Det skub du mærkede, var Helligånden!«
De første tilskyndelser er ren inspiration fra himlen. Når de bekræfter eller vidner om noget for os, er det vigtigt, at vi anerkender dem for det, de er, og aldrig lader dem glide os af hænde. Det er ofte Ånden, der inspirerer os til at række ud til nogen i nød, især familie og venner. »Den stille, sagte røst, der hvisker gennem alt og gennemborer det«, leder os således til muligheder for at undervise i evangeliet, bære vidnesbyrd om genoprettelsen og om Jesus Kristus, for at støtte og yde omsorg og for at redde et af Guds dyrebare børn.
Betragt det som at være den første på stedet. I de fleste samfund er de første på stedet ved en tragedie, katastrofe eller ulykke brandmænd, politibetjente eller ambulancereddere. De kommer med blinkende lys, og må jeg lige bemærke, at vi er utroligt taknemlige for dem. Herrens måde er mindre åbenlys, men en lige så hurtig reaktion er påkrævet. Herren kender alle sine børns behov, og han ved, hvem der er klar til at hjælpe. Hvis vi i vores morgenbøn lader Herren vide, at vi er klar, så vil han kalde på os til at hjælpe. Hvis vi reagerer, så vil han kalde på os igen og igen, og vi vil opdage, at vi er kommet ud i det, som præsident Monson kalder »Herrens ærinde«. Vi bliver de første på stedet rent åndeligt og kommer med hjælp fra det høje.
Hvis vi er opmærksomme på de tilskyndelser, som vi modtager, så vil vi vokse i åbenbarelsens ånd og modtage mere og mere indsigt og vejledning fra Ånden. Herren har sagt: »Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode.«
Må vi tage Herrens kald om at »[være] ved godt mod, for jeg vil lede jer frem« alvorligt. Han leder os ved Helligånden. Må vi leve med Ånden tæt på, hurtigt følge de første tilskyndelser, vi får, i vished om, at de kommer fra Gud. Jeg vidner om Helligåndens kraft til at lede os, beskytte os og altid være med os. I Jesu Kristi navn. Amen.