Søg i de bedste bøger
Når vi studerer de bedste bøger, beskytter vi os selv mod de kværnende kæber hos dem, der stræber efter at gnave ved vores åndelige rødder.
En tidlig morgen så jeg en sulten og velcamoufleret kålorm på en smuk rosenbusk. Ud fra nogle af de bladløse skud var det selv for en tilfældig iagttager tydeligt, at den havde gnavet sig vej igennem de bløde blade med sine ødelæggende kæber. Rent allegorisk kunne jeg ikke lade være med at tænke, at der er nogle mennesker, der er som kålorme; de findes overalt i verden, og nogle er så dygtigt forklædt, at vi måske lader dem komme ind i vores liv, og før vi ved af det, har de ædt af vores åndelige rødder og af vores families og venners.
Vi lever i en tid, der er rig på misinformation om vores tro. I tider som disse bliver et svigt i beskyttelse og fordybelse af vores åndelige rødder en invitation til at lade dem, som søger at ødelægge vores tro på Kristus og hans genoprettede kirke, gnave i dem. På Mormons Bogs tid var det Ze’ezrom, der forsøgte at forpurre de troendes tro.
Hans handlinger og ord »var en af Modstanderens snarer, som han [lagde] for at fange folk[et], så han kunne bringe [dem] til at underkaste [sig] ham, så han kunne omslutte [dem] med sine lænker« (Alma 12:6). De samme snarer findes i dag, og medmindre vi er åndeligt årvågne og bygger en sikker grundvold på vores Forløser (se Hel 5:12), kan vi blive indfanget af Satans lænker og blive ført ad de forbudne stier, der omtales i Mormons Bog (se 1 Ne 8:28).
Apostlen Paulus fremsatte i sin tid en advarsel, der også er relevant i vor tid: »Jeg ved, at … der… blandt jer selv vil … stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig« (ApG 20:29-30).
Hans og vores profeter og apostles advarsel minder os om, at vi alle må gøre alt, vi kan for at styrke os åndeligt mod modstanderens ord og bedrag. Når jeg besøger menigheder og stave i Kirken, bliver jeg opløftet af det, jeg ser, hører og føler, når de hellige positivt og trofast reagerer på Frelserens og hans tjeneres lærdomme.
Den større overholdelse af sabbatsdagen er blot et eksempel på, hvordan medlemmer styrker sig åndeligt ved at give agt på profetiske opfordringer. Yderligere styrkelse bevidnes i tempeltjeneste og slægtsforskning, når familier samler deres forfædre gennem templets ordinancer. Vores åndelige rødder stikker dybere, når oprigtige personlige bønner og familiebønner bliver vores tros bastioner, og når vi dagligt omvender os, søger Helligåndens stadige ledsagelse og lærer af vor Frelser og hans egenskaber og stræber efter at blive som ham (se 3 Ne 27:27).
Vor Frelser, Jesus Kristus, er verdens lys, og han kalder os til at følge ham. Vi må se hen til ham til alle tider og især på mørke og stormfulde nætter, hvor tågen kryber ind i form af fristelser som tvivl og usikkerhed. Skulle det vise sig, at de pegende fingre fra »den anden side af floden med vand[, hvor] en stor og rummelig bygning [står]« (1 Ne 8:26) er rettet mod jer som spot, forklejnelse eller vinken, beder jeg jer om straks at vende jer væk, så I ikke af listige og bedrageriske midler bliver talt fra sandheden og dens velsignelser.
Men dette er ikke i selv nok i vore dage, hvor der udtales, skrives og portrætteres perverse ting. Ældste Robert D. Hales sagde: »Hvis man ikke engagerer sig fuldt ud i at efterleve evangeliet – og efterlever det af hele sit ›hjerte, sjæl, sind og styrke‹ – kan man ikke frembringe et tilstrækkeligt stort åndeligt lys til at jage mørket i baggrunden« (»Ud af mørket til sit underfulde lys«, Liahona, juli 2002, s. 78). Vores ønske om at følge Kristus, der er verdens lys (se Joh 8:12) betyder jo, at vi må handle i overensstemmelse med hans lærdomme. Vi bliver åndeligt styrket og beskyttet, når vi handler på Guds ord.
Jo større lys i vores liv, jo færre skygger. Men selv i en overflod af lys udsættes vi for mennesker og kommentarer, der giver et misvisende billede af vores tro og prøver den. Apostlen Jakob skrev, at »når [vores] tro prøves, skaber det udholdenhed« (Jak 1:3). Med denne indsigt sagde ældste Neal A. Maxwell: »En tålmodig discipel … vil hverken blive overrasket eller slået ud, når Kirken fremstilles forkert« (»Patience«, foredrag på Brigham Young University, 27. nov. 1979, speeches.byu.edu).
Der dukker jævnligt spørgsmål op om Kirkens historie og tro. Det kræver stor forsigtighed at finde svarene de rette steder. Der er intet vundet ved at søge blandt de mindre informeredes eller begejstredes synspunkter og meninger. Apostlen Jakob kom med det bedste råd: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud« (Jak 1:5).
Flittigt studium går forud for at spørge Gud, for vi er under mandat fra skriften til at søge »visdomsord i de bedste bøger« og «stræb[e] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Der er en rig overflod af disse bøger, der er skrevet af himmelsk inspirerede kirkeledere og anerkendte, sikre og pålidelige lærde udi Kirkens historie og lære. Når det er sagt, er der intet der overgår storheden i Guds åbenbarede ord i de kanoniserede skrifter. Disse tynde sider er læsset med åndelig indsigt, vi lærer sandhed ved Helligånden og får dermed større lys.
Præsident Thomas S. Monson har inderligt opfordret os »til bønsomt at studere og grunde over Mormons Bog hver dag« (»Styrken i Mormons Bog«, Liahona, maj 2017, s. 87).
For adskillige år siden, da jeg tjente som præsident for Suva-missionen i Fiji, havde nogle missionærer en oplevelse, der i dem styrkede kraften til omvendelse i Mormons Bog. En varm og fugtig dag kom to ældster til et hjem i en lille bebyggelse i Labasa.
Deres banken på døren blev besvaret af en vejrbidt mand, der lyttede, mens missionærerne vidnede om sandfærdigheden af Mormons Bog. De gav ham et eksemplar og opfordrede ham til at læse i den og at bede for ligesom dem at vide, at det var Guds ord. Han svarede kort: »I morgen skal jeg ud og fiske igen. Jeg vil læse den på havet, og når jeg vender hjem, må I besøge mig igen.«
Mens han var væk, blev missionærerne forflyttet, og nogle få uger senere aflagde nogle nye ældster den hjemvendte fisker et besøg. Nu havde han læst hele Mormons Bog, havde modtaget bekræftelse på, at den er sand, og han ville gerne vide mere.
Denne mand var blevet omvendt af Helligånden, der vidnede om sandheden af disse dyrebare ord på hver eneste side om begivenheder og læresætninger, der blev forkyndt for så længe siden og bevaret til vor tid i Mormons Bog. Denne velsignelse er tilgængelig for os alle sammen.
Hjemmet er et ideelt sted for familien til at studere og dele værdifuld indsigt fra skrifterne og profeternes ord og tilgå kirkemateriale på LDS.org. Der vil I finde en overflod af oplysninger om evangeliske emner som fx beretninger om det første syn. Når vi studerer de bedste bøger, beskytter vi os selv mod de kværnende kæber hos dem, der stræber efter at gnave ved vores åndelige rødder.
Trods al vores bøn, studium og gransken kan der stadig være nogle endnu ubesvarede spørgsmål, men vi må ikke lade det puste troens flakkende flamme i os ud. Sådanne spørgsmål er en opfordring til at opbygge vores tro og ikke til at bære ved til tvivlens bedrageriske bål. Det er selve kernen i religion ikke at have sikre svar på ethvert spørgsmål, det er et af formålene ved tro. I den forbindelse har ældste Jeffrey R. Holland sagt: »Når de tider kommer, og de problemer dukker op, hvoraf løsningen ikke er umiddelbart forestående, så hold fast ved det, I allerede ved, og vær stærke, indtil I får mere viden« (»Jeg tror«, Liahona, maj 2013, s. 94).
Rundt om os ser vi glæden hos mange, der står stærkt ved fortsat at nære deres åndelige rødder. Deres tro og lydighed er tilstrækkelig til at give dem stort håb i deres Frelser, og deraf følger der stor glæde. De hævder ikke at vide alt, men de har betalt prisen for at vide nok til at have fred og leve i tålmodighed, mens de søger at vide mere. Linje på linje cementeres deres tro på Kristus, og de står stærkt som de helliges medborgere.
Lad os hver især leve, så de camouflerede kålormes ødelæggende kæber hverken nu eller nogensinde finder plads i vores liv, så vi må forblive »standhaftige i troen på Kristus, ja, indtil enden« (Alma 27:27). I Jesu Kristi navn. Amen.