»Vær hos dem og styrk dem«
Det er vores bøn i dag, at hver eneste mand og kvinde vil forlade denne generalkonference mere opsat på at drage hjertelig omsorg for hinanden.
Med en omskrivning af Ralph Waldo Emersons ord: »De mest mindeværdige øjeblikke i livet er dem, hvor vi føler suset af åbenbaring.« Præsident Nelson, jeg ved ikke, hvor mange flere »sus«, vi kan klare denne weekend. Nogle af os har et svagt hjerte. Men når jeg tænker over det, så kan du også tage dig af det. Sikke en profet!
I samme ånd som præsident Russell M. Nelsons storslåede erklæringer og vidnesbyrd i aftes og her til formiddag, bærer jeg mit vidnesbyrd om, at disse ændringer er eksempler på den åbenbaring, der har vejledt denne kirke lige fra begyndelsen. De er yderligere tegn på, at Herren fremskynder sit værk.
For alle, som er ivrige efter at lære detaljerne om dette at kende, så kan jeg sige, at straks efter afslutningen af dette konferencemøde vil vi begynde en proces, der, ikke nødvendigvis i denne rækkefølge, sender et brev fra Det Første Præsidentskab til alle medlemmer af Kirken, som vi har en e-mailadresse på. Et dokument på syv sider med spørgsmål og svar vil blive vedhæftet til alle præstedømme- og organisationsledere. Derudover vil disse materialer straks blive lagt ud på ministering.lds.org. »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde.«
Nu til den vidunderlige opgave, som præsident Russell M. Nelson har givet mig og søster Jean B. Bingham. Brødre og søstre, som kvorummernes og hjælpeorganisationernes arbejde modnes som institution, bør vi også modnes som individer – og individuelt hæve os over enhver mekanisk, følelsesforladt rutine og blive hjertelige disciple på den måde, som Frelseren formulerede det, da hans jordiske tjenestegerning nærmede sig sin afslutning. Da han forberedte sig på at forlade sin uskyldige og lidt forvirrede lille gruppe af tilhængere, kom han ikke med en administrativ liste over en masse ting, de skulle gøre, eller en håndfuld rapporter, som de skulle udfylde i tre eksemplarer. Nej, han opsummerede deres opgave i et enkelt helt grundlæggende bud: »Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«
I en indsats for at komme nærmere på det evangeliske ideal, vil dette nyannoncerede omsorgskoncept for præstedømmet og Hjælpeforeningen blandt andet indebære følgende elementer, hvoraf Hjælpeforeningen allerede har sat nogle i værk med vidunderlig succes.
-
Vi vil ikke længere benytte os af sprogbrug som hjemme- og besøgslærere. Dette skyldes til dels, at megen af vores omsorgsindsats vil finde sted i andre rammer end hjemmets og dels, at vores kontakt ikke vil blive defineret ved at give et forberedt budskab, selvom der bestemt kan gives et budskab, hvis der er behov for det. Det primære formål med denne omsorgsindsats vil være, som det blev sagt om folket på Almas tid, at de »vågede … over deres folk og nærede dem med det, der har med retfærdighed at gøre.«
-
Vi vil fortsætte med at besøge folk i deres hjem, når det er muligt, men lokale forhold såsom et stort antal medlemmer, store afstande, personlig sikkerhed og andre udfordrende omstændigheder kan forhindre os i at besøge hvert et hjem hver måned. Som Det Første Præsidentskab sagde for mange år siden, så gør det bedste I kan. Udover den plan, I måtte lægge for faktiske besøg, kan kalenderen suppleres med telefonsamtaler, breve, sms’er, e-mails, videochats, samtaler ved kirkemøder, fælles tjenesteprojekter, sociale aktiviteter og et mylder af andre muligheder i de sociale mediers verden. Jeg vil dog gerne påpege, at dette udvidede nye syn ikke omfatter den noget triste udtalelse, jeg for nylig så på en bil. Det lød: »Hvis jeg dytter, har du haft hjemmelærerbesøg.« Kære, kære brødre (søstre vil aldrig være skyldige i dette – jeg taler til brødrene i Kirken), med disse ændringer ønsker vi mere omsorg og omtanke, ikke mindre.
-
Med dette nyere mere evangelisk baserede koncept for omsorg har jeg en fornemmelse af, at I begynder at gå i panik omkring, hvad der tæller på rapporten. Men tag det bare roligt, for der bliver ingen rapporter – i det mindste ikke på den der »puha, jeg nåede det lige den sidste dag i måneden«-måde. Her prøver vi også at blive mere modne. Den eneste rapport, der bliver, er antallet af interview, som lederne har haft med de omsorgsdragende par i menigheden det kvartal. Hvor enkelt det end lyder mine venner, vil disse interview være af afgørende betydning. Uden denne information vil biskoppen ikke have nogen mulighed for at få information om den åndelige og timelige tilstand hos sine medlemmer. Husk: Omsorgsdragende brødre repræsenterer biskoppens og ældsternes kvorumspræsidentskab, de erstatter dem ikke. Biskoppen og kvorumspræsidentens nøgler rækker langt længere end dette omsorgsprogram.
-
Eftersom denne rapport adskiller sig fra dem, I tidligere har indsendt, så lad mig understrege, at vi i Kirkens hovedsæde ikke behøver at vide, hvordan eller hvor eller hvornår I har haft kontakt med jeres medlemmer, vi bekymrer os blot om, at I har kontakt, og at I velsigner dem på enhver måde, I kan.
Brødre og søstre, her har vi en himmelsk mulighed for som kirke at udvise »ren og ægte gudsdyrkelse … for Gud«, at »bære hinandens byrder, så de bliver lette« og at »trøste dem, der står i behov for trøst«, yde omsorg for enkerne og de faderløse, den gifte og den enlige, den stærke og den fortvivlede, den nedtrådte og den robuste, den glade og den sorgfulde – kort sagt os alle, hver eneste af os, for vi har alle brug for at føle en vens varme hånd og høre en stærk erklæring om tro. Jeg advarer jer dog om, at et nyt navn, ny fleksibilitet og færre rapporter ikke gøre den fjerneste forskel i vores tjeneste, medmindre vi ser dette som en invitation til at drage omsorg for hinanden på en frimodig, ny og mere hellig måde, som præsident Nelson lige har sagt. Idet vi løfter vores åndelige blik mod en mere universel efterlevelse af kærlighedsloven, takker vi de generationer, som har tjent på den måde i årevis. Lad mig nævne et eksempel, jeg så for nylig, på en sådan hengivenhed i håb om, at rigtig mange vil tage Herrens bud til sig og »være hos dem og styrke« vores brødre og søstre.
Den 14. januar, en søndag, lidt efter kl. 17, talte mine unge venner Brett og Kristin Hamblin sammen i deres hjem i Tempe i Arizona om Bretts dag som medlem af biskoprådet og Kristins travle dag med at tage sig af deres fem børn.
Kristin, som tilsyneladende var kommet sig helt efter brystkræft året før, reagerede pludselig ikke. Et nødopkald til 112 førte til, at et akuthold desperat forsøgte at genoplive hende. Mens Brett bad og tryglede Gud om hjælp, foretog han hurtigt lige to telefonopkald: Det ene til sin mor for at bede om hendes hjælp med børnene og det andet til Edwin Potter, hans hjemmelærer. Den sidstnævnte samtale lød som følger i sin helhed:
Edwin, som kunne se, hvem der ringede, sagde: »Hej, Brett, hvordan går det?«
Bretts svarede næsten råbende: »Jeg har brug for dig her – nu!«
I løbet af så kort tid, at Brett knapt nåede at tælle til ti, stod hans præstedømmebror ved hans side og hjalp med børnene og kørte ham derefter til hospitalet bag ambulancen med hans hustru. Der, mindre end 40 minutter efter Kristin først havde lukket sine øjne, erklærede lægerne hende død.
Mens Brett hulkede, holdt Edwin bare om ham og græd med ham – i lang, lang tid. Så lod Edwin Brett sørge i fred med resten af familien, der var kommet til, og kørte hjem til biskoppen for at fortælle ham, hvad der lige var sket. Den storslåede biskop tog straks hen på hospitalet, mens Edwin kørte hen til familien Hamblins hjem. Her legede han og hans hustru, Charlotte, som også var kommet ilende, med de fem nu moderløse børn i alderen 3 til 12 år. De gav dem aftensmad, lavede en improviseret musikalsk aktivitet og gjorde dem klar til at komme i seng.
Senere sagde Brett til mig: »Det utrolige ved denne historie er ikke, at Edwin kom, da jeg ringede. I nødsituationer er der altid nogle, der er villige til at hjælpe. Nej, det forbløffende ved denne historie er, at han var den eneste, jeg kom i tanke om. Der var andre mennesker omkring os. Kristin har en bror og en søster, der begge bor mindre end 5 kilometer væk. Vi har en storartet biskop, den bedste. Men mit forhold til Edwin er af en sådan karakter, at jeg instinktivt følte behov for at ringe til ham, da jeg havde brug for hjælp. Kirken giver os en struktur til bedre efterlevelse af det andet bud i loven – og elske, tjene og udvikle relationer til vores brødre og søstre, der hjælper os til at komme Gud nærmere.«
Edwin sagde om oplevelsen: »Ældste Holland, det ironiske i alt dette er, at Brett har været vores families hjemmelærer i længere tid, end jeg har været deres. I tidens løb har han besøgt os mere i egenskab af ven end af pligt. Han har været et godt eksempel, indbegrebet af hvad en aktiv og engageret præstedømmebærer bør være. Min hustru, vores drenge – vi betragter ham ikke som en, der er forpligtet til at komme med et budskab til os ved månedens udgang, vi betragter ham som en ven, der bor længere nede ad vejen og rundt om hjørnet, og som vil gøre alt i denne verden for at velsigne os. Jeg er glad for, at jeg kunne betale lidt af det, jeg skyldte ham, tilbage.«
Brødre og søstre, jeg istemmer mig jeres hyldest af enhver hjemme- og besøgslærer, og hvad de blev kaldt inden det, der har elsket og tjent så trofast igennem vores historie. Det er vores bøn i dag, at hver eneste mand og kvinde – og de ældste af vores unge mænd og unge piger – vil forlade denne generalkonference mere opsat på at drage hjertelig omsorg for hinanden, alene motiveret af Kristi rene kærlighed. Må vi på trods af, hvad vi alle føler er vores begrænsninger og utilstrækkeligheder – og vi har alle udfordringer – alligevel arbejde side om side med vingårdens Herre for at give Gud og vor allesammens Fader en hjælpende hånd med hans store opgave med at besvare bønner, trøste den sørgende, tørre tåren og styrke matte knæ. Hvis vi vil gøre det, vil vi være mere som de Kristi sande disciple, som det er meningen, at vi alle skal være. Må vi denne påskedag elske hinanden, som han har elsket os, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.