Sagtmodig og ydmyg af hjertet
Sagtmodighed er et kendetegnende træk ved Forløseren, og det kommer til udtryk ved retfærdig modtagelighed, villig lydighed og stærk selvbeherskelse.
Jeg fryder mig over den hellige mulighed, jeg har for at opretholde vores kirkeledere, og jeg byder helhjertet ældste Gong og ældste Soares velkommen i De Tolv Apostles Kvorum. Disse trofaste mænds tjeneste vil velsigne individer og familier over hele verden, og jeg er ivrig efter at tjene og lære med jer.
Jeg beder om, at Helligånden vil undervise og oplyse os, når vi nu sammen lærer om vigtige aspekter af Frelserens guddommelige væsen, som vi alle bør stræbe efter at efterligne.
Jeg vil komme med flere eksempler, som fremhæver et kristuslignende træk, inden jeg identificerer den specifikke egenskab senere i mit budskab. Lyt nøje efter hvert eksempel og overvej, hvilke mulige svar der er på de spørgsmål, jeg vil stille.
Første eksempel. Den rige unge mand og Amulek
I Det Nye Testamente læser vi om en rig ung mand, som spørger Jesus: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Frelseren råder ham først til at holde buddene. Mesteren giver dernæst den unge mand yderligere et bud, der er specifikt tilpasset ham og hans situation.
»Jesus sagde til ham: ›Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!‹
Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.«
Sammenlign den unge rige mands reaktion med Amulek, som den bliver beskrevet i Mormons Bog. Amulek var en fremgangsrig og velhavende mand med mange slægtninge og venner. Han beskrev sig selv som en mand, der var blevet kaldet mange gange, men han ville ikke høre; han var en mand, der kendte til Guds veje, men han ønskede ikke kende mere til dem. Amulek, som grundlæggende var en god mand, lod sig distrahere af verdslige bekymringer ligesom den rige unge mand, der beskrives i Det Nye Testamente.
Selvom Amulek tidligere havde forhærdet sit hjerte, adlød han en engels røst, modtog profeten Alma i sit hjem og bespiste ham. Han blev vækket åndeligt under Almas besøg, og han blev kaldet til at forkynde evangeliet. Senere forsagede Amulek »alt sit guld og sølv og sine kostbarheder … for Guds ords skyld, og … [han blev] afvist af dem, der engang var hans venner, og også af sin far og sine slægtninge.«
Hvad tror I, der kan forklare forskellen på den rige unge mands og Amuleks respons?
Andet eksempel. Pahoran
Under en faretruende krigssituation, der beskrives i Mormons Bog, finder der en brevveksling sted mellem Moroni, der er hærfører for de nefitiske styrker, og Pahoran, der er overdommer og regent for landet. Moroni, hvis tropper led svært under utilstrækkelig støtte fra styret, skrev til Pahoran »for at sige noget til dem som fordømmelse,« og han beskyldte ham og de øvrige folkevalgte ledere for tankeløshed, forsømmelighed, efterladenhed, uvirksomhed og tilmed forræderi.
Pahoran kunne let have taget anstød af Moroni og hans unøjagtige påstande, men det gjorde han ikke. Han svarede varmt og imødekommende og beskrev et oprør, der havde fundet sted mod styret, som Moroni ikke kendte noget til. Og så erklærede han:
»Se, jeg siger dig, Moroni, at jeg ikke glæder mig over jeres store trængsler, ja, det bedrøver min sjæl …
I dit brev har du kritiseret mig, men det betyder ikke noget, jeg er ikke vred, men fryder mig ved dit hjertes storhed.«
Hvad tænker I, der kan forklare Pahorans beherskede svar på Moronis beskyldninger?
Tredje eksempel. Præsident Russell M. Nelson og præsident Henry B. Eyring
I sin generalkonferencetale for et halvt år siden beskrev præsident Russell M. Nelson sin reaktion på præsident Thomas S. Monsons opfordring til at studere, granske og anvende de sandheder, der findes i Mormons Bog. Han sagde: »Jeg har prøvet at følge hans råd. Blandt andet har jeg lavet en liste over, hvad Mormons Bog er, hvad den bekræfter, hvad den gendriver, hvad den opfylder, hvad den tydeliggør, og hvad den åbenbarer. Det har været en lærerig og inspirerende øvelse at se på Mormons Bog gennem den vinkel. Det anbefaler jeg jer alle at gøre.«
Præsident Henry B. Eyring understregede ligeledes, hvordan præsident Monsons opfordring havde påvirket hans liv. Han bemærkede:
»Jeg har læst i Mormons Bog hver dag i mere end 50 år. Så måske kunne jeg derfor have tænkt, at præsident Monsons ord ikke var møntet på mig. Alligevel følte jeg, ligesom mange af jer, at profetens opmuntring og løfte indbød mig til at gøre en større indsats …
Det glædelige resultat for mig og mange af jer har været det, profeten lovede.«
Hvad tror I, der kan forklare den umiddelbare og hjertelige respons på præsident Monsons opfordring hos disse to ledere i Herrens kirke?
Jeg mener ikke, at den åndeligt stærke respons, som Amulek, Pahoran, præsident Nelson og præsident Eyring udviste, alene kan forklares med en kristuslignende egenskab. Visseligt er det mange sammenknyttede egenskaber og erfaringer, der fører til den åndelige modenhed, der afspejles i disse fire fine tjeneres liv. Men Frelseren og hans profeter har fremhævet en væsentlig egenskab, som vi alle er nødt til at forstå og indarbejde bedre i vores liv.
Sagtmodighed
Bemærk den karakteristik, Herren giver af sig selv i de følgende skriftsteder: »Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«
Det er ganske informativt, at Frelseren vælger at fremhæve sagtmodighed frem for alle de andre egenskaber og dyder, han også kunne have valgt.
Noget lignende er tydelig i en åbenbaring, der blev givet til Joseph Smith i 1829. Her erklærede Herren: »Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig.«
Sagtmodighed er et kendetegnende træk ved Forløseren, og det kommer til udtryk ved retfærdig modtagelighed, villig lydighed og stærk selvbeherskelse. Denne egenskab hjælper os til bedre at kunne forstå den respons, som Amulek, Pahoran, præsident Nelson og præsident Eyring respektivt udviste.
Præsident Nelson og præsident Eyring reagerede for eksempel retfærdigt og umiddelbart på præsident Monsons opfordring til at læse og studere Mormons Bog. Selvom begge mænd tjente i vigtige og synlige kirkekaldelser og igennem årtier havde studeret skrifterne intensivt, var der ingen tøven eller storsnudethed at spore i deres reaktion.
Amulek adlød villigt Guds vilje, han tog imod kaldet om at forkynde evangeliet og forlod sine bekvemmelige forhold og sin familie. Og Pahoran blev velsignet med perspektiv og stærk selvbeherskelse til at agere og ikke bare reagere, idet han forklarede Moroni om de udfordringer, der var opstået som følge af oprøret mod styret.
Den kristuslignende egenskab sagtmodighed misforstås ofte i dagens verden. Sagtmodighed er et tegn på styrke, ikke svaghed; den er aktiv, ikke passiv; modig, ikke frygtsom; behersket, ikke overdreven; beskeden, ikke selvforherligende og værdig, ikke pågående. Et sagtmodigt menneske er ikke let at provokere, selvhøjtidelig eller nedladende, men er hurtig til at anerkende andres indsats og resultater.
Hvor ydmyghed almindeligvis betegner afhængighed af Gud og det konstante behov for hans vejledning og støtte, er et betegnende træk ved sagtmodighed en særlig åndelig modtagelighed for både at lære af Helligånden og af andre mennesker, som måske kan virke mindre kapable, erfarne eller uddannede, som måske ikke har vigtige stillinger eller som i det hele taget ikke synes at have meget at byde ind med. Husker I, hvordan Na’aman, aramæerkongens hærfører, overvandt sin stolthed og ydmygt accepterede sine tjeneres råd om at tage profeten Elisas råd for gode varer og bade sig syv gange i Jordanfloden. Sagtmodighed er den primære kilde til beskyttelse mod den stolte blindhed, der ofte følger en fremstående stilling, position, magt, velstand og smiger.
Sagtmodighed – en kristuslignende egenskab og en af Åndens gaver
Sagtmodighed er en egenskab, der udvikles efter ens ønske, den retskafne udøvelse af moralsk handlefrihed og en stræben efter altid at opnå tilgivelse for vores synder. Det er også en åndelig gave, som vi passende kan søge efter. Vi bør dog huske, at formålet med, at sådanne velsignelser bliver givet, er at gavne og tjene Guds børn.
Når vi kommer til og følger Frelseren, bliver vi bedre og trinvist mere i stand til at blive mere som ham. Vi bliver styrket af Ånden med en disciplineret selvbeherskelse og en fattet og rolig opførsel. Således er sagtmodige noget, vi bliver, når vi følger Mesteren og ikke bare noget, vi gør.
»Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og handling.« Alligevel var »manden Moses … mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.« Hans kundskab og kompetence kunne have gjort ham stolt og hovmodig. I stedet for dæmpede karaktertrækket og den åndelige gave sagtmodighed, som han var blevet velsignet med, hovmodet og gjorde Moses større og stærkere som et redskab i Guds hænder.
Mesteren som eksempel på sagtmodighed
De mest majestætiske og meningsfulde eksempler på sagtmodighed findes dog i Frelserens eget liv.
Den store Forløser, der »steg ned under alt« og led, blødte og døde for at »rense[] os for al uretfærdighed,« vaskede nænsomt sine disciples støvede fødder. En sådan sagtmodighed er så sigende et træk ved Herren som tjener og leder.
Jesus var det ultimative forbillede på retfærdig modtagelighed og villig lydighed, da han led intens smerte i Getsemane.
»Da han kom derud, sagde han til [sine disciple]: ›Bed om ikke at falde i fristelse!‹
Og han … faldt på knæ og bad:
›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹«
Frelserens sagtmodighed i denne for evigt afgørende og ulidelige situation viser os alle vigtigheden af at sætte Guds visdom over vores egen.
Konsekvensen af Herrens villige lydighed og stærke selvbeherskelse er både virkelig imponerende og instruktiv for os alle. Da en bevæbnet deling af tempelvagter og romerske soldater kom til Getsemane for at pågribe og arrestere Jesus, trak Peter sit sværd og huggede højre øre af ypperstepræstens tjener. Frelseren rørte så ved tjenerens øre og helbredte ham. Bemærk, at han rakte ud og velsignede sin potentielle tilfangetager og brugte den samme himmelske kraft, som kunne have forhindret ham i at blive tilfangetaget og korsfæstet.
Overvej også, hvad der skete, da Mesteren blev anklaget og dømt til korsfæstelse foran Pilatus. Jesus havde, da han blev taget til fange, erklæret: »Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?« Og alligevel blev »Den Evige Dommer over både levende og døde« paradoksalt nok dømt ved en midlertidigt politisk udpeget person. »Men [Jesus] svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.« Frelserens sagtmodighed er tydelig i hans disciplinerede respons, stærke selvbeherskelse og modvilje til at udøve hans uendelige magt til personlig vinding eller gavn.
Løfte og vidnesbyrd
Mormon identificerer sagtmodighed som det grundlag, hvorfra alle åndelige evner og gaver vokser frem.
»Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.
Og videre, se, jeg siger jer, at han ikke kan have tro og håb, medmindre han er sagtmodig og ydmyg af hjertet.
Hvis ikke, er hans tro og håb forgæves; for ingen bortset fra den sagtmodige og ydmyge af hjertet er antagelig for Gud; og hvis et menneske er sagtmodigt og ydmygt af hjertet og ved Helligåndens kraft bekender, at Jesus er Kristus, må han nødvendigvis nære næstekærlighed; for hvis han ikke nærer næstekærlighed, er han intet; derfor må han nødvendigvis nære næstekærlighed.«
Frelseren sagde: »Og velsignede er de sagtmodige, for de skal arve jorden.« Sagtmodighed er et grundlæggende træk ved guddommelighedens væsen og den kan tilegnes og udvikles hos os på grund af og igennem Frelserens forsoning.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor opstandne og levende Forløser. Og jeg lover, at han vil vejlede, beskytte og styrke os, når vi vandrer i hans Ånds sagtmodighed. Jeg erklærer mit sikre vidnesbyrd om disse sandheder og løfter i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.