Op til syvoghalvfjerds gange

Ældste Lynn G. Robbins

De Halvfjerds’ Præsidium

I et liv fyldt med anstødssten og ufuldkommenheder er vi alle taknemmelige for ekstra chancer.

Fejl er en del af livet. At lære at blive dygtig til at spille på klaver er grundlæggende set umuligt uden at lave tusindvis af fejl, måske endog en million. For at lære et fremmedsprog må man være indstillet på det flove ved at lave tusindvis af fejl, måske endog en million. Selv verdens største sportsudøvere holder aldrig op med at lave fejl.

Det siges: »Succes er ikke fravær af nederlag, men at gå fra nederlag til nederlag uden at miste begejstringen.«

Efter sin opfindelse af elpæren sagde Thomas Edison angiveligt: »Jeg fejlede ikke 1.000 gange. Det krævede 1.000 skridt at opfinde den.« Charles F. Kettering kaldte fejl »vejvisere på vejen mod resultater.« Forhåbentlig lærer vi visdom af hver fejl, vi begår, ved at forvandle anstødssten til trædesten.

Nefis urokkelige tro hjalp ham til at gå fra nederlag til nederlag, indtil han til sidst fik fat i bronzepladerne. Det krævede 10 forsøg fra Moses’ side, før det endelig lykkedes ham at flygte med israelitterne fra Egypten.

Vi undrer os måske: Hvis både Nefi og Moses var ude i Herrens ærinde, hvorfor greb Herren ikke ind og hjalp dem til at få succes i deres første forsøg? Hvorfor tillod han dem, og hvorfor tillader han os at kludre i det og mislykkes i vores forsøg på, at det skal lykkes? Blandt mange vigtige svar på det spørgsmål er der her nogle få:

For det første ved Herren, at »dette skal give [os] erfaring og skal være til gavn for [os].«
For det andet er det for at give os mulighed for, at vi »smager det bitre, så [vi] kan lære at skønne på det gode.«
For det tredje er det for at bevise, at »krigen er Herrens«, og at det kun er ved hans nåde, vi kan udføre hans værk og blive som ham.
For det fjerde er det for at hjælpe os til at udvikle og opnå snesevis af kristuslignende egenskaber, der kun kan lutres ved modsætning og i »lidelsens ovn«.

Så i et liv fyldt med anstødssten og ufuldkommenheder er vi alle taknemmelige for ekstra chancer.

I 1970 meldte jeg mig som førsteårsstuderende på Brigham Young University til et kursus i grundlæggende fysik undervist af Jae Ballif, en fremragende professor. Efter hver kursusdel eksaminerede han os. Hvis en studerende fik et 7-tal og ønskede en bedre karakter, tillod professor Ballif den studerende at tage en ændret eksamen, der dækkede det samme pensum. Hvis den studerende fik 10 i det andet forsøg og stadig var utilfreds, kunne han eller hun tage prøven en tredje gang og en fjerde osv. Ved at give mig mulighed for talrige ekstra chancer hjalp han mig til at udmærke mig og til sidst få 12 i sin klasse.

Han var en ualmindelig vis professor, der inspirerede sine studerende til at blive ved med at prøve, at betragte nederlag som en læremester, ikke som en tragedie, og ikke at frygte nederlag, men tage ved lære af det.

Jeg ringede for nylig til denne storslåede mand 47 år efter at have taget hans fysikkursus. Jeg spurgte ham, hvorfor han var villig til at give de studerende ubegrænsede forsøg på at forbedre deres karakter. Hans svar var: »Jeg ønskede at være på samme side som de studerende.«

Selv om vi er taknemmelige for ekstra chancer efter fejl, eller sindets nederlag, står vi alle forbløffede tilbage over Frelserens nåde med at give os endnu en chance til at overvinde synd, eller hjertets nederlag.

Ingen er mere på vores side end Frelseren. Han giver os lov til at tage sine eksamener og tage dem om og om igen. At blive som ham vil kræve ekstra chancer utallige gange i vores daglige kampe mod det naturlige menneske som fx at styre lyster, lære tålmodighed og tilgivelse, overvinde dovenskab og undgå undladelsessynder for blot at nævne nogle få. Hvis det er menneskeligt af fejle, hvor mange nederlag vil det så kræve for os, før vores natur ikke længere er menneskelig, men guddommelig? Tusinder? Nok nærmere en million.

Vel vidende, at den snævre og trange sti ville være strøet med prøvelser, og at nederlag ville være en dagligdags foreteelse for os, betalte Frelseren en uvurderlig pris for at give os så mange chancer, det kræver, før det lykkes os at bestå vores jordiske prøvestand. Den modstand, han tillader, kan ofte virke uoverstigelig og næsten umulig at bære, og dog efterlader han os ikke uden håb.

For at bevare vores håb ukueligt, når vi møder livets prøvelser, er Frelserens nåde altid klar og allestedsnærværende. Hans nåde er en »guddommelig hjælp eller styrke … den kraft … som gør det muligt for mennesker at … opnå evigt liv og ophøjelse, når de har … gjort deres bedste«. Hans nåde og hans kærlige øje hviler på os gennem hele vores rejse, eftersom han inspirerer, letter byrder, styrker, udfrier, beskytter, helbreder og på anden måde »bistå[r] sit folk,« selv når de snubler på den snævre og trange sti.

Omvendelse er Guds altid tilgængelige gave og gør os i stand til at gå fra nederlag til nederlag uden at miste begejstringen. Omvendelse er ikke hans nødplan i tilfælde af, at vi skulle fejle. Omvendelse er hans plan, idet han ved, vi vil fejle. Dette er omvendelsens evangelium, og som præsident Russell M. Nelson har sagt, vil det være »et livslangt kursus«.

I dette livslange omvendelseskursus er Herrens nadver den vej, der er udpeget til at tilvejebringe fortsat adgang til hans tilgivelse. Hvis vi deltager med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, tilbyder han os en ugentlig tilgivelse, efterhånden som vi går fremad fra nederlag til nederlag på pagtens sti. For »på trods af deres synder er mit indre fyldt af medfølelse med dem.«

Men hvor mange gange er det, han vil tilgive os? Hvor lang er hans langmodighed? På et tidspunkt spurgte Peter Frelseren: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?«

Peter tænkte formodentlig, at syv gange var et tilstrækkeligt højt antal til at understrege det tåbelige i at tilgive for mange gange, og at godgørenhed måtte have sine begrænsninger. Som svar fortalte Frelseren grundlæggende set, at han ikke engang skulle tælle. Han skulle ikke sætte grænser for tilgivelse.

»Jesus svarede ham: ›Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.‹«

Frelseren satte tydeligvis ikke en øvre grænse på 77. Det ville svare til at sige, at der er en grænse for at tage nadveren på 77 gange, og at en himmelsk revisor den 78. gang træder ind og siger: »Jeg beklager virkelig, men dit omvendelseskort er netop udløbet. Fra nu af må du klare dig selv.«

Herren brugte tallet 77 som en metafor for sin uendelige forsoning, sin grænseløse kærlighed og sin endeløse nåde. »Ja, og så ofte som mit folk omvender sig, vil jeg tilgive dem deres overtrædelser imod mig.«

Det betyder ikke, at nadveren giver tilladelse til at synde. Det er en af årsagerne til, at denne vending blev medtaget i Moronis Bog: »Men så ofte som de med oprigtig hensigt omvendte sig og stræbte efter tilgivelse, blev de tilgivet.«

I oprigtig hensigt ligger med oprigtig anstrengelse og oprigtig ændring. »Ændring« er det vigtigste ord, Guide til skrifterne bruger til at definere omvendelse: »En ændring af ens sindelag, hvilket igen medfører et nyt syn på Gud, én selv og livet i almindelighed.« Den slags ændring resulterer i åndelig vækst. Vores succes er derfor ikke at gå fra nederlag til nederlag, men at vokse fra nederlag til nederlag uden at miste noget af begejstringen.

Hvad angår ændring, overvej da denne indsigt: »Ting, der ikke ændrer sig, forbliver det samme.« Denne indlysende sandhed har ikke til hensigt at fornærme jeres intelligens, men det er stor visdom fra præsident Boyd K. Packer, der derpå tilføjede: »Og når det er slut med, at vi omvender os, så er det slut med os.«

Eftersom vi ikke ønsker, det er slut, før vi bliver, som vor Frelser er, er vi nødt til fortsat at rejse os, hver gang vi falder, med et ønske om at blive ved med at vokse og gå fremad trods vores svagheder. I vores magtesløse svaghed beroliger han os: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«

Kun med fotografier over tid eller vækstskemaer kan vi se, hvordan vi vokser fysisk. På tilsvarende måde er vores åndelige vækst sædvanligvis umærkelig, bortset fra når man ser i tidens bakspejl. Det ville være klogt regelmæssigt at prøve at se ind i os selv i tidens bakspejl for at erkende vores fremskridt og inspirere os til at »trænge os frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb«.

Jeg er for evigt taknemmelig for vor himmelske Forældres og Frelserens kærlige godhed, tålmodighed og langmodighed, og at de giver os talløse ekstra chancer på vores rejse tilbage til deres nærhed. I Jesu Kristi navn. Amen.