Helhjertet

Søster Michelle D. Craig

Førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab

Vi bør følge Jesus, og være glade og helhjertede på vores egen personlige rejse som discipel.

Sommetider hjælper det at vide, hvad man kan forvente.

Hen mod slutningen af sin tjenestegerning fortalte Jesus sine apostle, at der ville komme svære tider. Men han sagde også: »Se til, at I ikke lader jer skræmme!«¹ Ja, han ville forlade dem, men han ville ikke efterlade dem alene.² Han ville sende sin Ånd for at hjælpe dem til at huske, stå fast og finde fred. Frelseren opfylder sit løfte om at være sammen med os, hans disciple, men vi må hele tiden se hen til ham for at kunne genkende og nyde hans nærhed.

Kristi disciple har altid stødt på svære tider.

En af mine kære venner sendte mig en gammel artikel fra Nebraska Advertiser, en avis i Midtvesten i USA, dateret den 9. juli 1857. Der stod: »Denne formiddag rejste en gruppe mormoner forbi på deres rejse til Salt Lake. Kvinder (der bestemt ikke var skrøbelige) slæbte håndkærrer som dyr, en [kvinde] faldt ned i det sorte mudder, hvilket gjorde, at der opstod en lille pause i optoget, små børn traskede med i deres mærkelige påklædning og så lige så beslutsomme ud som deres mødre.«³

Jeg har tænkt meget på denne kvinde, der var mudret til. Hvorfor trak hun alene? Var hun en enlig mor? Hvad gav hende den indre styrke, modet og udholdenheden til at foretage sådan en opslidende rejse gennem mudderet og trække alle sine ejendele i en håndkærre til et ukendt ørkenhjem – til tider hånet af andre på vejen?⁴

Præsident Joseph F. Smith talte om disse pionerkvinders indre styrke og sagde: »Kunne man få en eneste af disse kvinder væk fra deres overbevisning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Kunne man formørke deres sind med hensyn til profeten Joseph Smith? Kunne man forblinde dem med hensyn til Jesu Kristi, Guds Søns guddommelige mission? Nej, aldrig i livet om man kunne. Hvorfor? Fordi de vidste det. Gud havde åbenbaret det for dem, og de forstod det, og ingen magt på jorden kunne få dem væk fra det, som, de vidste, var sandheden.«⁵

Brødre og søstre, at være sådanne mænd og kvinder er vor tids kald – disciple, der graver dybt for at finde styrke til at blive ved med at trække, når de bliver kaldet til at gå gennem ørkenen, disciple med overbevisninger, der er blevet åbenbaret for os af Gud, Jesu tilhængere, som er glade og helhjertede på vores egen personlige rejse som discipel. Som Jesu Kristi disciple tror vi på og kan vi udvikle os i tre vigtige sandheder.

For det første, vi kan holde vores pagter, selv når det ikke er let.

Når jeres tro, jeres familie eller jeres fremtid bliver udfordret – når I spekulerer på, hvorfor livet er så hårdt, når I gør jeres bedste for at efterleve evangeliet – så husk, at Herren har sagt til os, at vi skal forvente problemer. Problemer er en del af planen og betyder ikke, at I er blevet forladt; de er en del af det, som det betyder at være hans.^6. Han var trods alt »en lidelsernes mand, kendt med sygdom.«⁷

Jeg er ved at lære, at vor himmelske Fader er mere interesseret i min udvikling som Jesu Kristi discipel, end han er i min bekvemmelighed. Jeg ønsker måske ikke altid, at det skal være sådan – men sådan er det!

At leve i bekvemmelighed bringer ikke kraft. Den kraft, vi har brug for til at modstå vor tids hede, er Herrens kraft, og hans kraft tilstrømmer os gennem vores pagter med ham.⁸ At læne sig ind i vores tro, når vi står over for stærke modvinde – at oprigtigt hver dag stræbe efter at gøre det, vi indgik pagt med Frelseren om, selv, og især, når vi er trætte, bekymrede og kæmper med bekymrende spørgsmål og problemer – er gradvist at modtage hans lys, hans styrke, hans kærlighed, hans Ånd og hans fred.

Pointen med at gå på pagtsstien er at nærme sig Frelseren. Han er pointen, ikke vores fuldkomne udvikling. Det er ikke et kapløb, og vi må ikke sammenligne vores rejse med andres. Selv når vi snubler, er han der.

For det andet, vi kan handle i tro

Som Jesu Kristi disciple forstår vi, at tro på ham kræver handling – især i svære tider.⁹

For mange år siden besluttede mine forældre sig for at få nye gulvtæpper i huset. Aftenen før de nye tæpper kom, bad min mor mine brødre om at fjerne møbler og rive soveværelsestæpper ud, så de nye tæpper kunne blive lagt. Min dengang syvårige søster, Emily, sov allerede. Så mens hun sov, fjernede de stille alle møblerne fra hendes værelse, bortset fra sengen, og rev tæppet af. Som ældre brødre sommetider gør, besluttede de sig for at lave sjov med hende. De fjernede resten af hendes ejendele fra skabet og fra væggene og efterlod værelset bart. Så skrev de en seddel og satte den fast på væggen: »Kære Emily, vi flyttede. Vi skriver om et par dage og fortæller dig, hvor vi er. Kærlig hilsen, din familie.«

Næste morgen, da Emily ikke kom for at spise morgenmad, gik mine brødre hen for at finde hende – der sad hun, ked af det og alene bag en lukket dør. Emily reflekterede over denne oplevelse senere: »Jeg blev knust. Men hvad ville der være sket, hvis jeg bare havde åbnet døren? Hvad ville jeg have hørt? Hvad ville jeg kunne lugte? Jeg ville have vidst, at jeg ikke var alene. Jeg ville have vidst, at jeg virkelig var elsket. Tanken strejfede mig aldrig om at gøre noget ved min situation. Jeg gav bare op og blev grædende i mit skab. Og dog, hvis jeg bare havde åbnet døren.«¹⁰

Min søster gjorde sig en antagelse ud fra det, hun så, men det afspejlede ikke, hvordan tingene rent faktisk var. Er det ikke interessant, at vi ligesom Emily kan blive så tynget af tristhed, smerte, mismod eller bekymring eller ensomhed eller vrede eller frustration, at det ikke engang falder os ind bare at gøre noget, at åbne døren, at handle med tro på Jesus Kristus?

Skrifterne er fyldt med eksempler på mænd og kvinder, Kristi disciple, der, når de stod over for det umulige, helt enkelt handlede – som rejste sig i tro og gik.¹¹

Til de spedalske, der søgte helbredelse, sagde Kristus: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne! Og mens de var på vej derhen, blev de rene.«¹²

De gik hen for at vise sig for præsterne, som om de allerede var blevet helbredt, og i processen med at handle, blev de det.

Jeg vil også gerne sige, at hvis tanken om at handle midt i jeres smerte føles umulig, så lad jeres handling være at række ud efter hjælp – til en ven, et familiemedlem, en kirkeleder, en professionel. Det kan være et første skridt mod håb.

For det tredje, vi kan være helhjertede og glade i vores hengivenhed¹³

Når der kommer svære tider, prøver jeg at huske på, at jeg valgte at følge Kristus, før jeg kom til jorden, og at det, der udfordrer min tro, mit helbred og min udholdenhed alt sammen er en del af årsagen til, at jeg er her. Og jeg bør bestemt aldrig tro, at dagens prøvelse skaber spørgsmål vedrørende Guds kærlighed til mig eller lader det vende min tro på ham til tvivl. Prøvelser betyder ikke, at planen fejler; de er en del af planen, der har til hensigt at hjælpe mig til at søge Gud. Jeg bliver mere som ham, når jeg holder tålmodigt ud, og når jeg forhåbentligt, ligesom ham, i min smerte, beder mere inderligt.¹⁴

Jesus Kristus var det fuldkomne eksempel på at elske vor Fader af hele sit hjerte – at gøre hans vilje, uanset prisen.¹⁵ Jeg ønsker at følge hans eksempel ved at gøre det samme.

Jeg er inspireret af den helhjertede indsats og inderlighed, hvorved enken, der smed sine to småmønter i tempelblokken, udviste sit discipelskab. Hun gav alt, hun havde.¹⁶

Jesus Kristus genkendte overfloden i hendes alt, hvor andre kun så hendes mangel. Det samme gælder for os alle. Han ser ikke vores mangel som en fiasko, men snarere som en mulighed for at udøve tro og udvikle os.

Konklusion

Mine Jesu Kristi meddisciple, jeg vælger af hele mit hjerte at stå sammen med Herren. Jeg vælger at stå sammen med hans udvalgte tjenere – præsident Russell M. Nelson og hans medapostle – for de taler på hans vegne og er forvaltere af de ordinancer og pagter, der binder mig til Frelseren.

Når jeg snubler, vil jeg blive ved med at rejse mig op og stole på Jesu Kristi nåde og styrkende kraft. Jeg vil forblive i min pagt med ham og arbejde mig igennem mine spørgsmål ved at studere Guds ord, ved tro og med Helligåndens hjælp, hvis vejledning jeg stoler på. Jeg vil søge hans Ånd hver dag ved at gøre de små og enkle ting.

Dette er min vej til at blive discipel.

Og indtil den dag, hvor jordelivets daglige sår heles, vil jeg vente på Herren og stole på ham – hans timing, hans visdom og hans plan.¹⁷

Arm i arm med jer ønsker jeg at stå sammen med ham for evigt. Helhjertet. Med en viden om, at når vi elsker Jesus Kristus af hele vores hjerte, giver han os alt til gengæld.¹⁸ I Jesu Kristi navn. Amen.