Varigt discipelskab
Vi kan finde åndelig selvtillid og fred, når vi nærer hellige vaner og retfærdige rutiner, der kan opretholde og nære ilden i vores tro.
I løbet af den forgangne sommer styrkede over 200.000 af vores unge over hele verden deres tro ved et af de hundredvis af ugelange stævner Til styrke for de unge- eller FSY-stævner. På bagkanten af en pandemi med isolation, var det for mange en handling i tro på Herren, at de overhovedet deltog. Mange af de unge deltagere synes at følge en tilsvarende opadgående kurve mod dybere omvendelse. Ved ugens slutning kunne jeg godt lide at spørge dem: »Nå, hvordan var det?«
De sagde sommetider noget lig dette: »Om mandagen var jeg så irriteret på min mor, fordi hun tvang mig til at komme og gøre dette. Og jeg kendte ikke nogen. Og jeg troede ikke, at det var noget for mig. Og jeg ville ikke få nogen venner … men nu er det fredag, og jeg vil bare gerne blive her. Jeg vil blot gerne føle Ånden i mit liv. Jeg vil gerne leve på denne måde.«
De har hver deres historie at fortælle om øjeblikke med klarhed og åndelige gaver, der skyller gennem dem og bærer dem opad på en kurve af vækst. Jeg blev også forandret af denne sommer fyldt med FSY, idet jeg har set Guds Ånd utrætteligt reagere på de retfærdige ønsker hos disse mange unge, der individuelt fandt modet til at stole på ham med en uge i hans varetægt.
Ligesom stålskibe med blanke skrog på havet lever vi i et åndeligt korroderende miljø, hvor den mest skinnende overbevisning må fastholdes med omtanke, ellers kan de få ridser, ruste og smuldre bort.
Hvad kan vi gøre for at bevare ilden i vores overbevisninger?
Oplevelser som FSY-stævner, lejre, nadvermøder og missioner kan være med til at polere vores vidnesbyrd, føre os gennem kurver af vækst og åndelig opdagelse til steder med relativ fred. Men hvad må vi gøre for at blive der og fortsætte med at »trænge [os] frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20) frem for at glide baglæns? Vi må fortsætte med at gøre de ting, der førte os dertil til at begynde med, som at bede ofte, fordybe os i skrifterne og tjene oprigtigt.
For nogle af os kan det kræve udøvelse af tillid til Herren, at vi overhovedet deltager i nadvermødet. Men når vi først er der, kan Herrens nadvers helbredende indflydelse, tilførsel af evangeliske principper og næring fra kirkesamfundet sende os hjem på et højere niveau.
Hvor kommer kraften i at samles fysisk fra?
På FSY kom nogle hundredtusinde eller flere af vores unge for at lære Frelseren bedre at kende ved at bruge en enkel opskrift på at samles, hvor to eller flere af dem var forsamlet i hans navn (se Matt 18:20), engagere sig i evangeliet og skrifterne, synge sammen, bede sammen og finde fred i Kristus. Det er en stærk opskrift på åndelig vækkelse.
Denne vidtomspændende gruppe af brødre og søstre er nu taget hjem for at afgøre, hvad det betyder stadig at »stole på Herren« (Ordsp 3:5; ungdomstema 2022), når de bliver indfanget i en hæsblæsende verdens kakofoni. Det er en ting at »høre ham« (JS–H 1:17) et stille sted med overvejelse med skrifterne åbnet. Men det er noget helt andet at bære vores liv som trofast discipel ind i denne jordiske strøm af forstyrrelser, hvor vi må stræbe efter at »høre ham«, selv gennem sløret af selvbekymring og vaklende selvtillid. Lad der ikke være nogen tvivl om, at det er noget heroisk, som vores unge udviser, når de har et fastsat hjerte og sind på at stå oprejst mod vor tids skiftende moralske tektonik.
Hvad kan familier gøre derhjemme for at bygge videre på det momentum, der bliver skabt ved kirkeaktiviteter?
Jeg tjente engang som ægtemand til Unge Kvinders præsident i staven. En aften fik jeg til opgave at arrangere småkager i foyeren, mens min hustru stod for en orientering i kirken for forældre og deres døtre, der forberedte sig på at komme på Unge Kvinders lejr den næste uge. Da hun havde forklaret, hvor de skulle være, og hvad de skulle medbringe, sagde hun: »Tirsdag morgen, når I tager afsked med jeres søde piger ved bussen, så giv dem et stort kram. Og kys dem farvel – for de kommer ikke tilbage.«
Jeg hørte en gispe, og så indså jeg, at det var mig. »Kommer de ikke tilbage?«
Men så fortsatte hun: »Når I afleverer disse tirsdag morgen-piger, vil de lægge mindre væsentlige forstyrrelser bag sig og bruge en uge sammen på at lære og udvikle sig og stole på Herren. Vi vil bede sammen og synge og lave mad og tjene sammen og bære vidnesbyrd sammen og gøre det, der giver os mulighed for at føle vor himmelske Faders Ånd hele ugen, indtil den suger sig helt ind i vores knogler. Og om lørdagen vil disse piger, som I ser stå af bussen, ikke være dem, I afleverede om tirsdagen. De vil være nye skabninger. Og hvis I hjælper dem med at fortsætte fra det højere niveau, vil de forbavse jer. De vil fortsætte med at ændre og udvikle sig. Og det vil jeres familie også.«
Den lørdag blev det, præcist som hun havde forudsagt. Da jeg bar telte til bilen, hørte jeg min hustrus stemme i det lille skovfyldte amfiteater, hvor pigerne var samlet, inden de skulle hjem. Jeg hørte hende sige: »Åh, dér er I. Vi har holdt øje med jer hele ugen. Vores lørdagspiger.«
Zions stålsatte unge lever i forbløffende tider. At finde glæde i denne verden med profeteret forstyrrelse uden at blive en del af den verden med dens blinde vinkler mod hellighed er deres særlige opgave. For omkring 100 år siden talte G.K. Chesterton næsten, som om han så denne søgen som hjemmebaseret og kirkestøttet, da han sagde: »Vi er nødt til at føle universet både som et troldeslot, der skal stormes, og alligevel som vores egen hytte, som vi kan vende tilbage til om aftenen« (Orthodoxy, 1909, s. 130).
Heldigvis behøver de ikke at gå ud og kæmpe denne krig alene. De har hinanden. Og de har jer. Og de følger en levende profet, præsident Russell M. Nelson, der leder med en seers kundskab om optimisme i forkyndelsen af, at den store bestræbelse i disse tider – Israels indsamling – vil være både storslået og majestætisk (se »Zions ungdom«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, HopeofIsrael.ChurchofJesusChrist.org).
Denne sommer skiftede min hustru, Kalleen, og jeg fly i Amsterdam, hvor jeg mange år tidligere var en ny missionær. Efter vi i månedsvis havde kæmpet med at lære hollandsk, landede vores KLM-fly, og piloten kom med en usammenhængende bekendtgørelse over højtalersystemet. Efter et øjebliks stilhed mumlede min kammerat: »Jeg tror, det var hollandsk.« Vi kiggede op og læste hinandens tanker: Alt er tabt.
Men alt var ikke tabt. Da jeg forundredes over de spring af tro, som vi tog dengang, da vi gik gennem denne lufthavn på vej mod de mirakler, der ville regne ned over os som missionærer, blev jeg pludselig bragt tilbage til nutiden af en levende, virkelig missionær, der gik ombord på et fly på vej hjem. Han præsenterede sig og spurgte: »Præsident Lund, hvad skal jeg gøre nu? Hvad skal jeg gøre for at forblive stærk?«
Det er det samme spørgsmål, som vores unge har i tankerne, når de forlader FSY-stævner, ungdomslejre og tempelture, og når som helst, de føler himlens kræfter. »Hvordan kan det at elske Gud blive til et varigt discipelskab?«
Jeg følte en strømmende kærlighed til denne missionær med rene øjne, der tjente de sidste timer på sin mission, og i dette stille øjeblik med Ånden hørte jeg min stemme knække, da jeg ganske enkelt sagde: »Du behøver ikke at bære skiltet for at bære hans navn.«
Jeg ville gerne lægge mine hænder på hans skuldre og sige: »Dette er, hvad du gør.« Tag blot hjem og vær som du er nu. Du er så god, at du næsten lyser i mørket. Din disciplin og dine ofre på din mission har gjort dig til en af Guds storslåede sønner. Bliv ved med at gøre det derhjemme, der har virket så stærkt for dig her. Du har lært at bede, og til hvem du beder, og bønnens sprog. Du har studeret hans ord og er kommet til at elske Frelseren ved at prøve at blive som ham. Du har elsket vor himmelske Fader, som Herren elskede vor himmelske Fader, som han tjente andre, og har efterlevet buddene, som han efterlevede dem – og når du ikke gjorde det, har du omvendt dig. For dig er det at være discipel ikke blot et motto på en T-shirt – det er blevet en del af dit liv, der leves målbevidst for andre. Så tag hjem og gør det. Vær sådan. Viderefør dette åndelige momentum resten af dit liv.«
Jeg ved, at vi ved at stole på Herren Jesus Kristus og hans pagtssti kan finde åndelig selvtillid og fred, når vi nærer hellige vaner og retfærdige rutiner, der kan opretholde og nære ilden i vores tro. Må vi hver især komme tættere på den varmende ild og, uanset hvad der måtte komme, blive ved. I Jesu Kristi navn. Amen.