Efter den fjerde dag

Ældste W. Mark Bassett

De Halvfjerds

Når vi går fremad i tro på Jesus Kristus, så vil den fjerde dag altid blive til virkelighed. Han vil altid komme os til undsætning.

Som vi er blevet mindet om her til morgen, er det i dag palmesøndag, der markerer Frelserens indtog i Jerusalem og begyndelsen på den stille uge, der gik forud for hans store forsoning, som skulle omfatte hans lidelse, korsfæstelse og opstandelse.

Kort tid inden Jesus Kristus, som profeteret red ind i byen, var han fuldt optaget af sin tjenestegerning, da han fik besked fra sine kære venner Maria og Martha om, at deres bror Lazarus var syg.¹

Selv om Lazarus’ sygdom var alvorlig, blev Herren »endnu to dage dér hvor han var«. Først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.«² Inden han påbegyndte rejsen til sine venners hjem i Betania, »sagde Jesus ligeud til [sine disciple]: ›Lazarus er død‹«.³

Da Jesus kom til Betania og først mødte Martha og derefter Maria, hilste de hver især på ham, og måske af frustration over hans sene ankomst sagde de: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«⁴ Martha udbrød endvidere: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«⁵

Disse fire dage var af stor betydning for Maria og Martha. Ifølge nogle rabbinske lærdomme mente man, at ånden hos en, der er død, blev ved kroppen i tre dage, hvilket gav håb om, at genoplivning stadig var mulig. Men på fjerdedagen var dette håb tabt, måske fordi kroppen var begyndt at forfalde og »stinke«.⁶

Maria og Martha var i en tilstand af modløshed. »Da Jesus så [Maria ] græde … blev han stærkt opbragt og kom i oprør …

og sagde: ›Hvor har I lagt ham?‹ ›Herre, kom og se!‹ svarede de«.⁷

Det er i dette øjeblik, vi ser et af de store mirakler under Frelserens jordiske tjenestegerning. Først sagde Herren: »Tag stenen væk.«⁸ Efter at han havde takket sin Fader, »råbte han med høj røst: ›Lazarus, kom herud!‹

Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ›Løs ham og lad ham gå‹«.⁹

Ligesom Maria og Martha har vi mulighed for at erfare alle aspekter ved dødeligheden, også bekymringer¹⁰ og svagheder.¹¹ Alle vil opleve den sorg, der følger af at miste en person, vi elsker. Vores jordiske rejse kan omfatte personlig sygdom eller en elsket persons invaliderende sygdom, depression, angst eller andre psykiske udfordringer, økonomiske problemer, svigt og synd. Og undertiden ledsages disse af en følelse af håbløshed. Jeg er ikke undtaget. Ligesom jer har jeg oplevet et utal af udfordringer, som er forventelige i dette liv. Jeg føler mig fascineret af denne beretning om Frelseren og det, den lærer mig om vores forhold til ham.

Når vores bekymringer er størst, søger vi ligesom Maria og Martha til Frelseren eller beder Faderen om hans guddommelige indgriben. Beretningen om Lazarus lærer os principper, som vi kan anvende i vores eget liv, når vi står over for vores individuelle prøvelser.

Da Frelseren ankom til Betania, havde alle mistet håbet om, at Lazarus kunne reddes – der var gået fire dage, og han var død. Undertiden kan vi under vores egne udfordringer føle, at Kristus er for sent på den, og vores håb og tro kan endda blive sat på prøve. Mit budskab og vidnesbyrd er, at når vi går fremad i tro på Jesus Kristus, så vil den fjerde dag altid være tids nok. Han vil altid komme os til undsætning eller genoplive vores håb. Han har lovet:

»Jeres hjerte må ikke forfærdes!«¹²

»Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.«¹³

Nogle gange kan det virke som om, han rent billedligt først kommer til os på den fjerde dag, efter at alt håb synes ude. Men hvorfor så sent? Præsident Thomas S. Monson forklarede: »Vor himmelske Fader, som giver os så meget at glædes over, ved også, at vi lærer og vokser og bliver stærkere, når vi står over for og overlever prøvelser, som vi må igennem.«¹⁴

Selv profeten Joseph Smith måtte erfare en vældig fjerde dag. Kan I huske hans indtrængende bøn? »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?«¹⁵ Når vi stoler på Herren, kan vi forvente et lignende svar: »Min søn [eller datter], lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik.«¹⁶

Et andet budskab, som vi kan lære af beretningen om Lazarus, er, hvad vores egen rolle kan være i den guddommelige indgriben, som vi søger. Da Jesus nærmede sig graven, sagde han først til dem, der befandt sig der: »Tag stenen væk.«¹⁷ Med den kraft, som Frelseren besad, kunne han da ikke selv have flyttet stenen på mirakuløs vis uden anstrengelse? Det ville have været imponerende at se og en uforglemmelig oplevelse, men han sagde alligevel til de andre: »Tag stenen væk.«

For det andet, råbte Herren »med høj røst: ›Lazarus, kom herud!‹«¹⁸ Ville det ikke have været mere imponerende, hvis Herren selv på mirakuløs vis havde placeret Lazarus ved åbningen, så han straks var synlig for mængden, når stenen blev fjernet?

For det tredje, da Lazarus kom ud, havde han »strimler af linned viklet om fødder og hænder og … et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ›Løs ham og lad ham gå‹«.¹⁹ Jeg er sikker på, at Herren var i stand til at få Lazarus til at stå ved åbningen, allerede ren og klar med sine gravklæder pænt foldet.

Hvad er formålet med at fremhæve disse forhold? Hver af disse tre ting havde noget til fælles – ingen af dem krævede brug af Kristi guddommelige kraft. Det, som hans disciple kunne gøre, pålagde han dem at udføre. Disciplene var sandelig i stand til selv at flytte stenen; Lazarus var efter at være blevet oprejst i stand til at stå op og træde frem i hulens åbning; og de, der elskede Lazarus, kunne helt sikkert hjælpe ham med at fjerne gravklæderne.

Men det var kun Kristus, som havde magt og myndighed til at oprejse Lazarus fra de døde. Mit indtryk er, at Frelseren forventer, at vi gør alt det, vi kan gøre, og så vil han gøre det, som kun han kan gøre.²⁰

Vi ved, at »tro [på Herren Jesus Kristus] er et handlingsprincip«²¹ og at »mirakler skaber ikke tro, men stærk tro udvikles ved lydighed mod Jesu Kristi evangelium. Med andre ord udspringer tro af retfærdighed«.²² Når vi stræber efter at handle retfærdigt ved at indgå og holde hellige pagter og anvende Kristi lære i vores liv, vil vores tro ikke blot være tilstrækkelig til at komme igennem til den fjerde dag, men med Herrens hjælp vil vi være i stand til at flytte de sten, der er på vores vej, komme ud af fortvivlelsen og løsne os fra alt, hvad der binder os. Selvom Herren forventer, at vi »gør alt, hvad der står i vores magt«,²³ så husk, at han vil sørge for den nødvendige hjælp til alle disse ting, når vi stoler på ham.

Hvordan kan vi flytte sten og bygge på hans klippe?²⁴ Vi kan følge profeternes råd.

I oktober sidste år bad præsident Russell M. Nelson os f.eks. om at tage ansvar for vores eget vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium, at gøre en indsats for det og pleje det, at nære det med sandhed og at undgå at forurene det med ikke-troendes falske filosofier. Han lovede os hver især: »Når I gør fortsat styrkelse af jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.«²⁵

Vi kan klare det!

Hvordan kan vi billedligt talt rejse os og komme frem? Vi kan med glæde omvende os og vælge at adlyde buddene. Herren har sagt: »Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«²⁶ Vi kan stræbe efter at omvende os dagligt og gå fremad med glæde med et villigt hjerte fuld af kærlighed til Herren.

Vi kan klare det!

Hvordan kan vi med Herrens hjælp frigøre os fra alt det, der binder os? Vi kan først og fremmest beslutsomt binde os til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, gennem pagter. Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Hvad er kilden til en sådan moralsk og åndelig styrke, og hvordan opnår vi den? Kilden er Gud. Vores pagter med ham er vores adgang til denne styrke … I disse guddommelige aftaler forpligter Gud sig til at styrke, hellige og ophøje os til gengæld for vores forpligtelse til at tjene ham og holde hans befalinger.«²⁷ Vi kan indgå og overholde hellige pagter.

Vi kan klare det!

»Tag stenen væk.« »Kom herud.« »Løs ham og lad ham gå.«

Råd, befalinger og pagter. Vi kan klare det!

Ældste Jeffrey R. Holland har lovet: »Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogle kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme.«²⁸

Og endelig: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«²⁹

Jeg bevidner dette og det er mit vidnesbyrd, i hans navn, om ham, som altid vil komme os til undsætning, nemlig Jesus Kristus. Amen.