ET BARNS TRO
Jeg besluttede at tage til stavskonference til fods, en spadseretur på 30-40 minutter, som jeg gik sammen med min søn, der dengang var otte år gammel. Da der var gået tyve minutter, blev jeg klar over, at jeg ikke længere vidste, hvilken vej vi skulle gå. Min søn, Elson, der er et sludrechatol, havde fortalt mig den ene historie efter den anden om det, der skete i skolen eller derhjemme. Jeg bad ham om at tie et øjeblik og forklarede, at jeg blev nødt til at tænke mig om, for jeg var bange for, at vi var faret vild.
I det øjeblik viste min søn mig sin tro. Han foreslog, at vi bad en bøn. Jeg, der besad den voksnes intelligens og indsigt (og var en smule utålmodig, fordi urets visere nærmede sig det tidspunkt, hvor mødet skulle begynde), svarede, at hvis han ville bede en bøn, så kunne han gøre det – jeg derimod foretrak at tænke mig om. Jeg sagde til mig selv: »Der er ting, som vi ikke behøver at bede om Herrens hjælp til – og at finde vej til kirke er en af dem.«
Det var, som om Elson havde læst mine tanker, for han lærte mig en lektie i ydmyghed, da han sagde: »Hvorfor vil du gøre det på den svære måde?« Derefter blev han tavs, og jeg vidste, at han bad i sit hjerte og sit sind. Nogle få minutter senere ankom vi til kirkebygningen, og jeg vidste, at han havde fået svar på sin bøn.
Som sidste dages hellige er vi så velsignede at være medlemmer af Jesu Kristi Kirke. Mit vidnesbyrd om det gengivne evangeliums sandhed blev styrket, da jeg indså, at min søn, der stadig er et barn, vidste, hvordan han skulle anvende principperne om tro og bøn i praksis, hvorved han blev et eksempel for mig på efterlevelse af Jesu Kristi lære.