Forsoningen i funktion
Jeg vidste, at Herren havde en plan med min søn, men da han valgte en vej, som jeg ville ønske, han ikke havde valgt, var jeg ikke helt sikker på, hvordan han skulle komme tilbage.
Jeg blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1992 i Holland. Men min mand sluttede sig ikke til Kirken og ville ikke give tilladelse til, at vore børn, Alex og Petra, blev døbt (navnene er ændret). Alligevel kom vi alle tre i Kirken og holdt regelmæssigt familieaften.
Alt gik godt i flere år, indtil Alex, som da var 13 år, bekendtgjorde, at han ikke længere ville gå i kirke eller deltage i familieaften. Jo ældre han blev, desto værre blev det. Det var svært for mig at bevare et nært forhold til Alex, fordi han ikke alene begyndte at ryge og drikke, men også løj om sin adfærd. Det knuste mit hjerte, og jeg græd mange tårer og bad mange bønner, hvor jeg tryglede min himmelske Fader om at hjælpe min søn.
Så en aften, hvor jeg sad stille inde i templet, så jeg et indre billede for mig. Det var en ung mand, som omdelte nadveren. Det virkede, som om Herren mindede mig om sin forsonings eksistens og kraft og opmuntrede mig til at elske og støtte min søn.
Men som tiden gik, blev tilværelsen sværere. Da Alex’ far og jeg blev skilt, blev Alex meget deprimeret. Jeg vidste, at han havde brug for hjælp, men han ønskede ikke min hjælp, og han ville ikke høre på mig, når jeg prøvede at tale med ham.
En aften spurgte vores grenspræsident, om han måtte komme og tale med Alex. Det irriterede Alex, men han gik dog med til at tale med ham. Bagefter var Alex vred på grenspræsidenten, fordi han havde opfordret ham til at tage på mission. Alex sagde: »Hvis grenspræsidenten virkelig var en gudsmand, ville han jo vide bedre. Han ville vide, at jeg ikke er værdig til at tage af sted – så hvorfor genere mig?« Den aften vidste jeg, at Herren havde en plan.
Planen begyndte at tage form på en uventet måde, da jeg modtog en opringning fra den lokale politistation. Alex var blevet anholdt. Min nye mand og jeg tog vores frakke på, og midt om natten hentede vi Alex på politistationen. Vi gjorde ikke et stort nummer ud af det; faktisk sagde Alex’ stedfar og jeg meget lidt.
Da vi kom hjem, fortalte Alex os, hvad der var sket, at han og en ven havde stjålet en scooter. Han var meget ked af det, han havde gjort. For første gang så jeg en sønderknust ung mand.
Anholdelsen blev et vendepunkt for Alex, fordi han fik øjnene op for konsekvenserne af sine handlinger, og for hvor han var på vej hen. Fra den dag af begyndte mange velsignelser at strømme til os.
Næste dag fortalte Alex os, at han havde bedt en betjent ringe til os, fordi han vidste, at vi elskede ham. Han var også klar over, hvor meget han havde såret os, og han påskønnede, at vi havde taget det roligt.
Alex havde flere venner, som var medlemmer af Kirken, og de hjalp ham. Én inviterede ham med til aktiviteter i Kirken. En anden gav ham et eksemplar af Mormons Bog og opfordrede ham til at læse den. Og selv om Alex var ordblind, så jeg ofte, at han læste i den.
Den næste velsignelse – som om jeg virkelig kunne tælle dem – var, da Alex spurgte, om vi ville købe ham et jakkesæt, fordi han havde besluttet at gå i kirke. Jeg troede, at han blot mente, at han ville gå i kirke i julen, men til min store overraskelse blev han ved med at komme, selv da juleferien var forbi.
Den næste velsignelse var næsten for overvældende. Alex bekendtgjorde, at han gerne ville døbes. Han havde ikke brug for min hjælp, men arrangerede selv det hele sammen med sine venner og de missionærer, der underviste ham. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, da dagen oprandt, og jeg så min søn, klædt i hvidt, indgå hellige pagter.
Senere fortalte han sin omvendelseshistorie. Jeg blev klar over, at Alex’ smerte og sorg havde været svær, men det havde hjulpet ham til at blive ydmyg nok til at knæle ned og bede om hjælp. Alex forklarede: »En aften, da mine byrder var for tunge at bære, huskede jeg de ord, som en god ven havde sagt, om at jeg altid kunne bede om hjælp. Den nat besluttede jeg at gøre forsøget. Jeg havde ikke andre muligheder, og da min mor havde lært mig at bede, knælede jeg og lukkede øjnene. Da jeg begyndte at bede om hjælp, blev jeg overvældet af en pragtfuld følelse. Jeg vil aldrig glemme den følelse. Jeg mærkede Kristi rene kærlighed. Jeg følte, at mine problemer blev taget fra mig. Jeg har ikke følt mig desperat siden, og jeg er blevet velsignet med et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Mit hjerte er forandret, og jeg ønsker at følge Jesus Kristus.«
Da Alex var blevet døbt, bekræftet og ordineret til præstedømmet, blev han bedt om at omdele nadveren – det hellige symbol på Kristi offer. Da blev det billede, jeg havde set i templet for så mange år siden, pludselig til virkelighed for øjnene af mig. Stille takkede jeg min himmelske Fader for, at jeg fik lov at opleve det. Det var et helligt øjeblik for mig.
Historien kunne slutte her, men det gør den heldigvis ikke. Jeg har siden set, hvordan forsoningen stadig udvirker sin kraft i min søns liv. Kan I huske vores inspirerede grenspræsident? Min søns vidnesbyrd er vokset støt, og grenspræsidentens opfordring er blevet realiseret. Alex har for nylig været på fuldtidsmission. Han brugte to år på at hjælpe andre – sådan som Herren har hjulpet ham.
Jeg er taknemlig for at være Alex’ mor, men jeg er endnu mere taknemlig for Jesu Kristi forsoning, som virker for os alle.