Omsluttet af hans kærligheds arme
Da vores søn Nolan var et år gammel, fik han et slagtilfælde som følgevirkning af en meningitissygdom. I dag hvor han er 14, døjer han med lavt blodtryk, indlæringsvanskeligheder og lammelse i den ene side af kroppen.
Trods sine vanskeligheder har Nolan overgået vore forventninger. Hver eneste milepæl, som han når, bringer os megen glæde. Han har udviklet en tålmodighed og beslutsomhed, som er værd at efterligne.
Min mand, Ryan, og jeg samt vore fem andre sønner har alle udviklet os åndeligt på grund af vore oplevelser med Nolan. Til tider bliver vi modløse og bekymrede for hans fremtid, men så tæller vi vore velsignelser, erkender den kærlighed og omsorg, som vor himmelske Fader og hans Søn har for hver af os og mindes en bøn, som blev besvaret, da Nolan var seks år.
En aften, hvor vi var usikre på, hvordan vi skulle tackle Nolans udfordringer, knælede min mand og jeg og bad for ham. Mens vi bønfaldt Herren, gav vi især udtryk for vores bekymring for Nolans adfærd, som var præget af lavt selvværd. Vi bad oprigtigt om, at Nolan måtte føle Frelserens kærlighed og vide, at han havde stor værdi som et af Guds børn.
Næste morgen kom Nolan direkte ud i køkkenet, hvor jeg var ved at lave morgenmad. Inden morgenmaden plejede han at lege med sine brødre eller smide sig på sofaen. Men han virkede meget målrettet, da han klatrede op på en barstol ved køkkenskranken, så på mig og sagde: »Jeg drømte noget i nat.«
Jeg fornemmede hans alvor, og min interesse blev straks vakt.
»Nå da,« sagde jeg. »Hvad skete der i din drøm?«
»Jesus var der,« svarede Nolan blot, »og han holdt om mig.«
Jeg har et vidnesbyrd om, at vor kærlige himmelske Fader hører og besvarer vore bønner, og at Frelseren er vores talsmand hos Faderen. De kender os hver især. De kender vore behov og vore evner. De ved, hvordan de skal hjælpe os.
Moroni sagde: »… hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer … Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:4-5). Jeg har erfaret, at det skriftsted ikke kun har noget at gøre med at opnå et vidnesbyrd om Mormons Bog, men at det gælder et hvilket som helst spørgsmål, som vi oprigtigt beder om et svar på. Når vi står over for udfordringer, hjertesorger og prøvelser, er vores hjerte meget oprigtigt og vores hensigt inderligt ægte.
Hvor er jeg dog taknemlig for at være medlem af Frelserens kirke, hvor jeg har lært meget om hans evangelium gennem studium, tjeneste og Helligånden. Hvor er jeg taknemlig for at vide, at vor Frelser hjælper, trøster og leder enhver af os. Jeg ved, at vi alle kan være »omsluttet af hans kærligheds arme« (L&P 6:20), når vi kommer til ham.