Jeg ved, at min Forløser lever!
Som førsteårsstuderende på Brigham Young University – Idaho (dengang Ricks College) savnede jeg min familie. Men efter at have gået der et par måneder, faldt jeg til i studiemiljøet og nød det. Da telefonen ringede, sad jeg i min lejlighed og læste.
»Jeg har dårlige nyheder til dig, Christy,« sagde min mor med bævende stemme. »Din far døde af et hjertetilfælde i nat.«
Følelserne skyllede ind over mig, mens jeg prøvede at begribe det, jeg lige havde hørt. Jeg havde set min far et par dage tidligere, men dengang vidste jeg ikke, at det skulle blive sidste gang. Min fars død kom som et chok for hele familien; det var også et chok for vores menighed. Min far var kun 53 år, og han tjente som biskop.
De dage, der fulgte, var fyldt med besøg og telefonopringninger fra familie, venner, medlemmer af menigheden og naboer. Vi oplevede en bølge af kærlighed fra alle omkring os. Ved min fars begravelse fortalte familiemedlemmer om deres minder fra livet med ham, og vi bar vidnesbyrd om frelsesplanen og livet efter døden.
Min far havde været en trofast ægtemand, en hengiven sidste dages hellig, en aktiv spejder og en pragtfuld far. Mange mennesker blev velsignet på grund af hans levevis. Efter begravelsen indviede min storebror graven, og familien stod sammen og hulkede os gennem »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195).
Dagen efter begravelsen vendte jeg tilbage til skolen. Jeg glædede mig ikke til at komme tilbage, men jeg vidste, at jeg skulle videre med mit liv og passe mine pligter. Nogle dage gik lettere end andre. Jeg tilbragte meget tid med at tænke på min far, og jeg satte min lid til mit kendskab til frelsesplanen og min tro på Jesus Kristus som en hjælp, når udfordringerne og spørgsmålene opstod.
Omkring to uger efter min fars død, tog jeg min dagbog med ned i en kirkebygning på universitets område for at nedskrive mine følelser og fortælle om begivenhederne omkring min fars død. Mens jeg skrev, fornemmede jeg Ånden så stærkt, at jeg fik en overvældende vished om, at min himmelske Fader elsker mig, at han havde en bestemt plan for mig, og at jeg aldrig ville være alene. Mens jeg skrev færdig, hørtes klokkerne fra højtalere på studenterklubben i nærheden, og de spillede »Han lever! Vor Forløser stor!« (Salmer og sange, nr. 70). Salmens tekst dukkede straks op i mit sind:
Han lever! Vor Forløser stor,
ej tolkes kan vor fryd på jord.
Han lever! Jesus Frelser kær,
ej dødens bånd ham binder mer’.
Han lever hist i herlighed,
vor Formidler i al evighed.
Han lever, virker for os der,
bereder bolig for enhver.
Jeg ved virkelig, at min Forløser lever, og jeg ved, at han elsker mig. Fordi han opstod fra de døde, ved jeg, at min far og alle vore kære, som er gået forud for os, også skal leve igen. Hvor er det dog en stor trøst at kende til disse sandheder.