Præsident Monson anmoder om flere missionærer og bekendtgør fem nye templer
Præsident Thomas S. Monson indledte Kirkens oktoberkonference 2010, der blev afholdt lørdag og søndag, den 2. og 3. oktober 2010, ved at anmode om, at flere medlemmer tjener på mission, og bekendtgjorde fem nye templer.
Præsident Monson gentog opfordringen til »hver eneste værdige unge mand, der er i stand dertil,« om at forberede sig til at tjene; han bød unge kvinder, som ønsker at tjene, velkommen samt gav udtryk for Kirkens behov for, at »mange, mange flere seniorpar« tjente.
»Missionering er en præstedømmepligt,« sagde han, »en forpligtelse, som Herren forventer af os, der er blevet skænket rigtig meget.«
Præsident Monson bekendtgjorde, at de fem nye templer planlægges opført i Hartford i Connecticut, Indianapolis i Indiana, Lissabon i Portugal, Tijuana i Mexico og Urdaneta i Filippinerne.
De nye templer bringer antallet af templer, der er bekendtgjort eller er under opførelse, op på 23. Når disse 23 templer er opført, kommer det samlede antal i hele verden op på 157.
»Vi fortsætter med at bygge templer,« siger præsident Monson. »… Må vi fortsat trofast besøge templerne, som bliver bygget tættere og tættere på vore medlemmer« (»Vi mødes atter«, Liahona, nov. 2010, s. 4).
De nye templer bliver det første for Kirken i Portugal, Indiana og Connecticut. Templet i Urdaneta bliver Kirkens tredje i Filippinerne, og templet i Tijuana bliver det 13. i Mexico.
I de seks måneder mellem konferencerne i april og oktober har Kirken indviet fire nye templer: Templerne i Gila Valley i Arizona, Vancouver i British Columbia, Cebu City i Filippinerne og Kijev i Ukraine. Templet i Laie i Hawaii er berammet til at blive genindviet den 21. november 2010 efter en omfattende renovering.