2010
Tro – valget er dit
November 2010


Tro – valget er dit

Vælg troen frem for tvivlen, vælg troen frem for frygten, vælg troen frem for det ukendte og usete og vælg troen frem for pessimismen.

Bishop Richard C. Edgley

Vi lever i en af tidernes mest storslåede uddelinger – en tid, tidligere profeter så frem til, profeterede om og, tror jeg, længtes efter. Men med alle de himmelske velsignelser, vi bliver skænket, er Satan, som stadig huserer, så aktiv som nogensinde og modstridende budskaber bombarderer os alle til stadighed. Englen Moroni advarede den unge profet Joseph Smith om, at hans navn ville blive kendt for godt og ondt i hele verden (se JS-H 1:33), og aldrig har en opfyldelse af en profeti været tydeligere. Profeten gav sit liv for sit vidnesbyrd, og angrebene fortsætter i dag imod kirken og oven i købet mod Frelseren selv. Frelserens eksistens, hans sonoffer og dets universelle anvendelse for os alle bliver draget i tvivl og ofte afvist som en myte eller et ubegrundet håb i et svagt, uuddannet sind. Derudover bliver det, at evangeliet er blevet gengivet i disse sidste dage, fortsat draget i tvivl. Et vedvarende bombardement af sådanne budskaber kan forårsage forvirring, tvivl og pessimisme, der hver især angriber de grundlæggende sandheder, vi tror på, vores tro på Gud og vores håb for fremtiden.

Dette er måske nok verdens tilstand, men vi kan stadig vælge, hvordan vi forholder os til den. Når vore hellige læresætninger og vores tro bliver draget i tvivl, giver det os mulighed for at stifte et yderst privat og fortroligt kendskab til Gud. Vi har mulighed for at vælge.

Som følge af de konflikter og udfordringer vi står overfor i verden i dag, ønsker jeg at foreslå et enkelt valg – et valg om fred og beskyttelse og et valg, der er passende for alle. Det valg er tro. Vær opmærksom på, at tro ikke blot er en gratis gave, der gives uden tanke, ønske eller indsats. Den kommer ikke som dug fra himlen. Frelseren sagde: »Kom til mig« (Matt 11:28), og »bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Det er udsagnsord, der kræver handling – kom, bank på. Det er valg. Så jeg siger vælg troen. Vælg troen frem for tvivlen, vælg troen frem for frygten, vælg troen frem for det ukendte og usete og vælg troen frem for pessimismen.

Almas velkendte gennemgang af tro i det 32. kapitel i Alma i Mormons Bog handler om en række valg, der sikrer, at vores tro udvikles og bevares. Alma gav os vejledning i at vælge. Hans ord opfordrede til handling på basis af at vælge. Han brugte ordene vågn op, væk, forsøg, udøv, ønsk, virk og plant. Så forklarede Alma, at hvis vi træffer disse valg og ikke kaster frøet ud ved vores vantro, »da vil det begynde at svulme i [vores] bryst« (Alma 32:28).

Ja, tro er et valg, og det må opsøges og udvikles. Således er vi ansvarlige for vores egen tro. Vi er også ansvarlige for vores mangel på tro. Det er jeres valg.

Der er meget, jeg ikke ved. Jeg kender ikke til detaljerne om, hvordan materie blev organiseret til denne smukke verden, vi lever i. Jeg forstår ikke forsoningens kompleksitet; hvordan Frelserens forsoning kan rense alle omvendte mennesker, eller hvordan Frelseren kunne lide »alle menneskers smerter« (L&P 18:11). Jeg ved ikke, hvor byen Zarahemla, der henvises til i Mormons Bog, lå. Jeg ved ikke, hvorfor de ting, jeg tror på, til tider strider imod antaget videnskabelig eller verdslig viden. Måske er det forhold, som vor Fader i himlen beskrev som »Himmerigets hemmeligheder« (L&P 107:19), som bliver åbenbaret på et senere tidspunkt.

Men selv om jeg ikke ved alt, ved jeg det, der er vigtigt. Jeg kender til de enkle og klare evangeliske sandheder, der leder til frelse og ophøjelse. Jeg ved, at Frelseren led for alle mennesker, og at alle mennesker, der omvender sig, kan blive renset fra synd. Og de huller, der forårsages af det, jeg ikke ved eller ikke helt kan forstå, bygger jeg bro over ved hjælp af min tro, og kommer videre, og tager del i evangeliets løfter og velsignelser. Og som Alma lærer os, fører vores tro os til en fuldkommen kundskab (se Alma 32:34). Ved at bevæge sig ud i det ukendte, kun bevæbnet med et håb og et ønske, viser vi vores tro og hengivenhed for Herren.

Lad os derfor vælge at følge Almas opskrift. Lad os vælge tro.

  • Hvis forvirring og håbløshed tynger jeres sind, så vælg at »vågne op og vække jeres evner« (Alma 32:27). At henvende sig til Herren med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd er vejen til sandhed og Herrens vej til lys, kundskab og fred.

  • Hvis jeres vidnesbyrd er nyt, uprøvet og usikkert, så vælg at »udøve [selv] den mindste smule tro«, vælg »et forsøg med [hans] ord« (Alma 32:27). Herren har sagt: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17).

  • Når logik, fornuft og personligt intellekt kommer i konflikt med hellig lære og læresætninger, eller modstridende budskaber angriber jeres tro som brændende pile som beskrevet af apostlen Paulus (se Ef 6:16), så vælg ikke at kaste jeres hjertes frø ud ved vantro. Husk, vi modtager intet vidnesbyrd, førend vores tro er blevet prøvet (se Eter 12:6).

  • Hvis vores tro er afprøvet og moden, så vælg at passe den »med megen omsorg« (Alma 32:37). Uanset hvor stærk vores tro er, kan den med alle de blandede budskaber, der angriber den, også være meget skrøbelig. Den har brug for konstant næring gennem fortsat skriftstudium, bøn og anvendelse af hans ord.

Da disciplene spurgte Jesus, hvorfor de ikke kunne drive en djævel ud, som de lige havde overværet Frelseren gøre, svarede Jesus: »Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig« (Matt 17:20). Jeg har aldrig set, at et rigtigt bjerg blev flyttet. Men som følge af tro har jeg set bjerge af tvivl og fortvivlelse blive flyttet og erstattet af håb og optimisme. Som følge af tro har jeg personligt været vidne til, at et bjerg af synd blev erstattet af omvendelse og tilgivelse. Og som følge af tro har jeg personligt været vidne til, at et bjerg af smerte blev erstattet af fred, håb og taknemlighed. Ja, jeg har set bjerge blive flyttet.

  • På grund af min tro har jeg aktiveret kraften i det præstedømme, jeg bærer, og taget del i evangeliets sødme og har modtaget de frelsende ordinancer med åbne arme.

  • På grund af min tro arbejder jeg mig gennem livets kampe og vanskeligheder med fred og forvisning.

  • På grund af min tro har jeg været i stand til at vende spørgsmål, ja, selv tvivl til forvisning og forståelse.

  • På grund af min tro nærmer jeg mig det ukendte, uforudsete og uforklarede med sikker forvisning.

  • Og på grund af min tro kan jeg – selv i hvad der lader til at være til den værste tid – med fred og taknemlighed erkende, at det i virkeligheden er den bedste tid.

Og når vi vælger tro og plejer den tro til en fuldkommen kundskab om det, der hører Herren til, så bruger vi ordene »jeg bærer vidnesbyrd om« eller »jeg ved«. Jeg har personligt plantet det frø i mit eget hjerte, og hele mit liv har jeg forsøgt at pleje det frø til en fuldkommen kundskab. Og i dag, hvor jeg står bag denne talerstol, vidner jeg om, at Jesus er Kristus, verdens Forløser. Jeg vidner ydermere om, at Joseph Smith var en Guds profet og det levende redskab, som Herren brugte til at bringe Jesu Kristi sande evangelium tilbage til jorden i sin fylde. Jeg vidner om, at præsident Thomas S. Monson er Herrens profet på jorden i dag. Ligeledes er troens valg jeres, det er mit. Lad os vælge tro. I Jesu Kristi navn. Amen.