Udvis barmhjertighed
Fra »Some Have Compassion, Making a Difference«, Ensign, maj 1987, s. 77.
I lignelsen om det vildfarne får gik hyrden ud efter fåret og ledte, indtil han fandt det. Han vendte glædestrålende tilbage (se Luk 15:4-7).
I lignelsen om den tabte mønt tændte enken et lys og fejede over hele huset for at finde mønten. Hendes glæde var stor, da hun fandt den (se Luk 15:8-10).
Begge disse lignelser er eksempler på en indsats for at lede, sprede mørket og feje, indtil en skattet genstand eller vildfaren sjæl er fundet og ført tilbage til et glædesfyldt hjem.
Et godt eksempel på barmhjertighed og skelsættende tjeneste er Don og Marian Summers. Mens de tjente i England, blev de bedt om at tjene det sidste halve år af deres mission i Swindon Gren, hvor de skulle undervise og medvirke til at aktivere medlemmer. I 80 år havde Swindon været en gren med nogle få trofaste og mange gode medlemmer, som blev mindre aktive.
Don og Marian skrev: »Vores første besøg i Swindon Gren var noget nedslående, da vi mødtes med de hellige i en kold, lejet sal. Forsamlingen talte 17 mennesker, inklusive præsident og søster Hales og 4 missionærer. Iført vores vinterfrakke krøb vi sammen om et lille, utilstrækkeligt varmeapparat, mens vi lyttede til søndagsskolelektionen.«
Brevet fortsatte: »En dag kom et medlem af grenen hen til mig og sagde: ›Ældste Summers, må jeg give dig et godt råd? Lad være med nogensinde at nævne ordet tiende til medlemmerne i Swindon. De tror ikke på princippet, og du gør dem bare kede af det.‹«
Bror Summers fortæller: »Men vi underviste i tiende og alle evangeliets andre principper. Takket være grenspræsidentens eksempel og opmuntring skete der en ændring af hjertet, og troen og aktiviteten tog til. Vi fik opdateret medlemsoptegnelserne og besøgte samtlige medlemmer. Da lederne begyndte at vise omsorg, reagerede medlemmerne, og en helt ny ånd fyldte grenen. Medlemmerne blev atter begejstrede for evangeliet og for at hjælpe hinanden …
Et ungt par skulle gennem en vanskelig tilpasning, fordi deres skikke, adfærd og påklædning var meget anderledes. De blev fornærmede, da man foreslog forandringer. Parret skrev to gange til biskoppen [for nu var det blevet en menighed] og bad om at få deres navne fjernet fra Kirkens optegnelser. I det sidste brev forbød de medlemmerne at besøge dem, så vi gik hen til blomsterhandleren og købte en smuk krysantemum og sendte den til det unge par. Der fulgte et enkelt kort med: ›Vi elsker jer. Vi savner jer. Vi har brug for jer. Kom tilbage.‹ Underskrevet: Swindon Menighed.
Den følgende søndag var der faste- og vidnesbyrdmøde, og det var vores sidste søndag i Swindon. Der var 103 medlemmer til stede, sammenlignet med 17 et halvt år tidligere. Det unge par var der, og da ægtemanden bar vidnesbyrd, takkede han Swindon Menighed, fordi de ikke havde opgivet dem.«
Vi kan alle have lignende oplevelser i vore lokale menigheder og grene ved kærligt at arbejde med dem, som er mindre aktive. Hvilken glæde det dog er at være barmhjertige (se Jud 1:22) mod dem, som måske er rede til at finde sig selv og vende tilbage.