Byd den »fortabte« velkommen
Fra en tale holdt på Brigham Young University den 9. februar 2010. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på http://speeches.byu.edu.
Lignelsen om den fortabte søn illustrerer meget tydeligt en række menneskelige holdninger. Først er der den selvoptagede fortabte søn, som ikke tænker på andre eller andet end sig selv. Men, ak, efter at have levet et vildt liv må han sande, at »ugudelighed har aldrig været lykke« [Alma 41:10], og han »gik i sig selv« (Luk 15:17). Til sidst indså han, hvis søn han var, og han længtes efter at blive genforenet med sin far.
Hans arrogante, egoistiske indstilling måtte vige for ydmyghed, et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, da han bekendte over for sin far: »Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn« (Luk 15:21). Væk var den ungdommelige oprørskhed, den umodne selviskhed og den uhæmmede søgen efter nydelse, og i stedet var spiren sået til bestandigt at gøre godt. Hvis vi er fuldstændig ærlige over for os selv, vil vi alle erkende, at der er eller har været noget af den fortabte søn i os alle.
Og så er der faderen. Nogle ville måske kritisere ham for at have forkælet den yngste søn ved at opfylde hans ønske om at få »den del af formuen, som tilkommer mig« (Luk 15:12). Faderen i lignelsen var uden tvivl opmærksom på princippet om handlefrihed og valgfrihed, et princip, som den førjordiske krig i himlen var udsprunget af. Han havde ikke i sinde at tvinge sin søn til at være lydig.
Men denne kærlige far opgav aldrig sin oprørske søn, og hans utrættelige årvågenhed bekræftes i den gribende fortælling, for mens sønnen »endnu var langt borte, så hans far ham … fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham« (Luk 15:20). Ikke alene viste faderen åbent fysisk hengivenhed over for sin søn, han bad også sine tjenere om at give ham en kappe, sko til fødderne og en ring på hånden og gav dem besked på at slagte fedekalven, idet han glad sagde: »Han var fortabt, men er blevet fundet« (Luk 15:24).
I årenes løb havde denne far udviklet en sådan barmhjertig, tilgivende ånd og kærlig indstilling, at han ikke kunne gøre andet end at elske og tilgive. Denne lignelse er en favorit hos de fleste af os, fordi den indgyder håb i enhver af os om, at en kærlig Fader i himlen står ved vejen, så at sige, og venter ivrigt på at hvert af hans fortabte børn skal vende hjem.
Og nu til den ældre, lydige søn, som protesterede over for sin tilgivende far: »Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.
Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham« (Luk 15:29-30).
Ligesom der er et element af den fortabte søn i hver af os, kan det meget vel være, at hver eneste af os lider af nogle af de samme træk som den ældste søn. Apostlen Paulus beskrev Åndens frugter som »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5:22-23). Skønt det meget vel kan være rigtigt, at den ældste søn virkelig havde været lydig mod sin far, så lå der under den lydige overflade en sydende sump af selvretfærdighed og en hang til at være fordømmende, misundelig og blottet for barmhjertighed. Hans liv afspejlede ikke Åndens frugter, for han havde ikke fred, men var meget oprevet over det, som han betragtede som en grov forskelsbehandling.