Hun ville ikke opgive mig
Da jeg blev medlem af Kirken i 1990, blev jeg indført i fællesskabet af gode familier, fik en kaldelse og følte, at jeg hørte hjemme der. Men da jeg et år senere flyttede til en ny menighed, begyndte jeg at glide bort. Jeg holdt op med at komme til møderne og begyndte at gå ud med en mand, som ikke var medlem af Kirken.
Jeg troede stadig på, at Kirken var sand. Jeg mente bare ikke, at jeg var god nok til at komme der mere. Så blev Kathy tildelt som min besøgslærerinde.
Kathy ringede hver måned de første måneder for at træffe en aftale. Da jeg altid undgik hendes besøg, begyndte hun i stedet at sende mig besøgsbudskabet. Hver måned ankom budskabet rettidigt. Det stod på i fire år, selv efter at jeg havde giftet mig med min kæreste og fået to børn.
Nogle måneder smed jeg budskabet ud uden at have læst det, mens jeg andre måneder læste det, inden jeg smed det ud. Da mit ægteskab gik i stykker, stod jeg med en toårig og et spædbarn, som jeg skulle opdrage alene. Jeg havde brug for svar. Da mit månedlige besøgsbudskab atter ankom, besluttede jeg at gå i kirke for første gang i flere år.
Jeg følte mig så pinligt til mode, som om alle mine synder stod skrevet i mit ansigt. En søster, som jeg havde kendt i UV-programmet, bød mig velkommen, og vi satte os sammen. Pludselig dukkede Kathy op. Jeg kiggede væk, for jeg skammede mig over, at jeg aldrig havde svaret på hendes venlige breve. Hun smilede til mig, snakkede lidt med min sidemand og satte sig så sammen med sin mand.
Da jeg kom hjem fra arbejde næste dag, lå der en besked fra Kathy på min telefonsvarer. Jeg kunne ikke ringe tilbage til hende. Jeg vidste, at hun ville sige, at jeg ikke måtte komme i kirke mere, fordi mine synder var alt for grove. Jeg var ked af, at det var Kathy, der blev nødt til at sige det til mig, men jeg vidste, at det var sandt. Jeg hørte ikke til blandt de retskafne. Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe til hende, men næste aften ringede hun igen til mig.
»Jeg vil gerne sige undskyld,« sagde hun.
Hvorfor i alverden skulle Kathy dog undskylde over for mig?
»Jeg genkendte dig ikke, da jeg så dig i kirken i søndags,« sagde hun. »Efter nadvermødet spurgte jeg den søster, du sad ved siden af, om, hvem du var. Men da var du allerede gået. Hvor var det dejligt at se dig.«
Jeg var målløs.
»Jeg håber, at vi kan sidde sammen, næste gang du kommer i kirke,« tilføjede Kathy.
»Det vil jeg da gerne,« sagde jeg og blev pludselig overvældet af følelser.
Vi sad ved siden af hinanden den følgende søndag – og mange søndage derefter. Hun var min inspiration til at blive en bedre mor, et bedre medlem af Kirken, og en bedre besøgslærer. Hun lyttede altid tålmodigt, uden at dømme, sådan som jeg tror, at Frelseren ville gøre det.
Kathy sad ved siden af mig, den dag jeg fik min begavelse, og den dag jeg blev viet til min nye mand i templet. Hun forblev min besøgslærer, lige til vi flyttede fra området. Hendes indsats har velsignet min familie på måder, som jeg er sikker på, at hun aldrig kunne have forestillet sig – alt sammen fordi hun ikke opgav mig.