Jeg følte en ild i mit indre
Claudia Williams, Florida i USA
Da jeg voksede op, gik jeg i søndagsskole i en kirke, der lå lige ved siden af mit barndomshjem i Michigan i USA. Jeg havde en pragtfuld lærer, som indgød mig en kærlighed til Jesus Kristus.
Hver uge uddelte hun små kort, som illustrerede begivenheder fra Frelserens liv, deriblandt principper, han forkyndte, og mirakler, som han udførte. Hver uge limede jeg kortene ind i en scrapbog og læste historierne i Bibelen. Da jeg blev ældre, blev jeg ved med studere evangeliet i Det Ny Testamente.
Flere år senere, i sommeren 1968, besøgte missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige en slægtnings hjem. Han afslog ældsternes tilbud om at lære mere om Kirken, men sendte dem hjem til mig.
Ved vores første møde fortalte missionærerne mig, at der var sket et »frafald« fra den kirke, som Jesus Kristus havde oprettet (se 2 Thess 2:3). Det, som de forkyndte, svarede til det, jeg selv havde læst, så da de spurgte, om de måtte besøge mig igen, sagde jeg ja.
Da de kom næste gang, havde jeg en liste med spørgsmål. Døbte sidste dages hellige ved nedsænkning? Troede de på præstedømmemyndighed? Troede de på helbredelse af de syge? Deres svar understøttede det, jeg havde læst i Det Ny Testamente. Inden de gik, gav de mig en bog, som de sagde vidnede om Jesus Kristus.
Jeg lagde bogen på mit fjernsyn og gik i seng. Men midt om natten blev jeg vækket af en stærk følelse, som jeg senere genkendte som Helligånden. Jeg følte mig tilskyndet til at begynde at læse, så jeg læste i halvanden time, inden jeg gik i seng igen. Kort tid efter vågnede jeg med samme følelse, så jeg læste lidt mere.
Dette mønster gentog sig de næste to aftener. Jeg nød det, som jeg læste, og erkendte, at Mormons Bog vidnede om Jesus Kristus.
Jeg besluttede at bede Gud om vejledning. For første gang siden jeg var en lille pige, knælede jeg og bad. Jeg spurgte min himmelske Fader, hvad jeg skulle gøre ved den ild, som jeg følte inden i mig. Da jeg havde afsluttet min bøn, følte jeg mig tilskyndet til at genlæse beretningen om Lamanitternes omvendelse i 3 Ne 9. Jeg læste, at de »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (vers 20).
Vendingen »de vidste det ikke« talte til mig. Tanken slog mig: »Jesu Kristi kirke er virkelig på jorden!« Jeg var ivrig efter at tale med missionærerne om det, jeg havde læst, og det, jeg nu vidste. Men da de besvarede mine spørgsmål med en dåbsinvitation, fortalte jeg dem, at det ikke gik. Det ville min mand ikke kunne forstå.
Men da jeg overvejede det vers, indså jeg, at det indeholdt en klar vejledning til mig om at bringe »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« som offer. Jeg bad min himmelske Fader om hjælp, og han gav mig den. Da min mand var blevet undervist af missionærerne, gav han tilladelse til, at jeg blev døbt.
Hvor er jeg dog min himmelske Fader taknemlig for den dyrebare og stærke oplevelse, som jeg havde som ung mor, da jeg læste Mormons Bog. Det førte mig til Jesu Kristi gengivne evangelium. Som følge deraf er Helligåndens påvirkning, som jeg følte under de nætter i 1968, nu en konstant gave – noget, der har vejledt mig gennem mere end 40 år som medlem af Kirken.