Mormons Bog talte til mig
Gina Baird, Utah i USA
Da vores yngste barn, Angela, var to år gammel, fik hun konstateret leukæmi. Det var vanskeligt at pleje hende, og hendes kræft blev ikke slået ned af kemoterapien. Så skulle hun have en knoglemarvstransplantation.
Mens min mand og to sønner var hjemme i Utah, blev jeg hos Amanda i en anden stat fra september til først i januar. Vi fik ikke fejret jul sammen, men da efterbehandlingen var færdig, vendte vi hjem.
Ved vores første kontrolbesøg på hospitalet efter at være vendt hjem, fandt lægerne igen leukæmiceller i Amandas blod. Transplantationen var slået fejl. Da jeg fik den besked, føltes det, som om jeg sank ned gennem gulvet. Vores familie havde været gennem en masse bekymringer, arbejde, adskillelse og vanskelige tider. Nu så det ud til, at vi alligevel skulle miste vores datter.
Den eftermiddag vendte jeg hjem til mine to sønner. Mens vi ventede på, at min mand skulle komme hjem fra arbejde, fandt vi vores eksemplarer af Mormons Bog frem og begyndte at læse. Vi var i 2 Ne 9. Mens vi læste, talte de følgende ord til mig:
»Jeg taler dette til jer, for at I kan fryde jer og løfte hovedet for evigt på grund af de velsignelser, som Gud Herren skal skænke jeres børn.
For jeg ved, at I, mange af jer, har søgt meget efter at få kundskab om det tilkommende; derfor ved jeg, at I ved, at vort kød må svinde hen og dø; alligevel skal vi i vort legeme se Gud …
For eftersom døden er blevet alle mennesker til del for at opfylde den store skabers barmhjertige plan, må der nødvendigvis være en kraft til opstandelse …
O, hvor stor er ikke vor Guds godhed, han, som bereder en vej for vor flugt fra dette forfærdelige uhyres greb; ja, dette uhyre, døden …
Og han kommer til verden, så han kan frelse alle mennesker, hvis de vil lytte til hans røst; for se, han lider alle menneskers smerter, ja, hver eneste levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt.
Og han lider dette, for at opstandelsen kan blive alle mennesker til del, for at alle kan stå foran ham på den store dag, dommens dag« (2 Ne 9:3, 4, 6, 10, 21-22).
Da jeg læste de ord, fyldte Helligånden stuen. Jeg følte, at min himmelske Fader kendte den besked, jeg havde fået den dag. Jeg følte, at de ord, som profeten Jakob havde skrevet for mere end 2000 år siden, var skrevet til mig på den dag, og at de kom direkte fra Frelseren. Han kendte den smerte og sorg, som jeg følte, da jeg havde hørt, at vores datter skulle dø. Og han var der for at trøste vores familie med løftet om, at han havde beredt en vej, og at vi en dag, ved opstandelsens kraft, »i vort legeme [skal] se Gud«.
Amanda levede i næsten et år mere, men jeg har aldrig glemt den dag, hvor Mormons Bogs ord talte til mig i min nød, og Herren gav mig håb, trøst og indsigt i hans plan.