2011
Mormons Bogs dyrebare løfter
Oktober 2011


Budskab fra Det Første Præsidentskab

Mormons Bogs dyrebare løfter

President Thomas S. Monson

For mange år siden stod jeg ved en ung fars sygeleje, mens han svævede mellem liv og død. Hans fortvivlede hustru og deres to børn stod i nærheden. Han tog min hånd i sin, sendte mig et bønfaldende blik og sagde: »Biskop, jeg ved, at jeg skal dø. Fortæl mig, hvad der sker med min ånd, når jeg dør.«

Jeg bad en stille bøn om himmelsk vejledning og bemærkede så et eksemplar af tre-i-eneren, som lå på hans natbord. Jeg rakte ud efter bogen og bladrede i den. Pludselig opdagede jeg, at jeg uden medvirken fra min side havde slået op på Alma kapitel 40 i Mormons Bog. Jeg læste disse ord højt for ham:

»Se, det er blevet mig kundgjort af en engel, at alle menneskers ånder, så snart de har forladt dette dødelige legeme … bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet.

Og … de retfærdiges ånder bliver modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:11-12).

Mens jeg læste om opstandelsen, så jeg en glød i den unge mands ansigt, og han smilede glad. Da jeg afsluttede mit besøg, tog jeg afsked med denne dejlige familie.

Jeg så hustruen og børnene igen ved begravelsen. Jeg tænker tilbage på den aften, da en ung mand indtrængende bad om sandhed og fik svaret på sit spørgsmål fra Mormons Bog.

Mormons Bog rummer andre dyrebare løfter, blandt andet løfter om fred, frihed og velsignelser, hvis vi »blot vil tjene landets Gud, som er Jesus Kristus« (Eter 2:12).

På dens sider kan vi læse løftet om »aldrig ophørende lykke« til »dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt« (Mosi 2:41).

På dens sider kan vi læse løftet om »ufattelig glæde« til dem, der bliver »redskab[er] i Guds hænder« til et redde hans dyrebare sønner og døtre (Alma 28:8; 29:9).

På dens sider kan vi læse løftet om, at det spredte Israel skal samles – et arbejde, som vi deltager i med vores verdensomspændende missionering (se 3 Ne 16; 21-22).

På dens sider kan vi læse løftet om, at når vi beder til Faderen i Jesu Kristi hellige navn, bliver vores familie velsignet (se 3 Ne 18:21).

Ved studium af dens sider opfyldes det profetiske løfte, at »I [vil] have Herrens ånd i jeres hjem i større målestok. Jeres beslutning om at være lydige mod hans bud vil forstærkes, og I vil få et større vidnesbyrd om, at Guds søn er en levende virkelighed.«1

Og på Mormons Bogs sider kan vi læse Moronis løfte om, at vi gennem bøn, oprigtig hensigt og tro på Jesus Kristus kan kende sandheden af disse løfter »ved Helligåndens kraft« (se Moro 10:4-5).

Sammen med andre sidste dages profeter vidner jeg om sandheden af denne »mest korrekte bog på jorden«,2 nemlig Mormons Bog, endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Dens budskab strækker sig over hele verden og bibringer dens læsere kundskab om sandheden. Det er mit vidnesbyrd, at Mormons Bog ændrer menneskers liv. Må vi hver især læse og genlæse den. Og må vi med glæde forkynde vores vidnesbyrd om dens dyrebare løfter for alle Guds børn.

Noter

  1. Gordon B. Hinckley, »Et levende og ægte vidnesbyrd«, Liahona, aug. 2005, s. 6.

  2. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 64.

Fotoillustration: Christina Smith