Fortæl os om din kirke

Shauna Moore, Virginia i USA

På en tur for at besøge min bror sad jeg helt bagerst i flyet, hvor stewardesserne sidder. De to rækker med siddepladser i dette område vender imod hinanden.

Jeg introducerede mig selv for dem, der sad omkring mig og nævnte, at jeg skulle gå på Brigham Young University. En mand, der sad over for mig, fortalte mig, at hans datters gode ven lige var taget af sted på fuldtidsmission. Hans datter kendte lidt til Kirken, men han kendte næsten intet til den. Stewardessen proklamerede med det samme, at hun ikke ville tilhøre »den kirke«, fordi den var imod kvinder. Manden sagde, at han havde hørt noget lignende – at sidste dages hellige kvinder blev anset for at være mindre værd end mænd, og at de ikke kunne bære præstedømmet eller lede møder, og at Kirken var mandsdomineret.

Så vendte han sig mod mig og spurgte: »Hvordan har du det med det?« Alle syv personer vendte sig mod mig og ventede.

Min hjerte begyndte at hamre. Som barn havde jeg lært Trosartiklerne udenad med netop sådan en situation i tankerne, og som teenager og ung voksen havde jeg øvet mig på at bære vidnesbyrd om Joseph Smiths syn og om Mormons Bog. Men jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle besvare mandens spørgsmål. Jeg bad stille om vor himmelske Faders vejledning.

Så sagde jeg de første ord, der sprang mig i tankerne: »Så kender I ikke til Hjælpeforeningen.« Deres ansigtsudtryk afslørede, at det gjorde de ikke.

»Præstedømmet fungerer i forening med kvinder, som alle er medlemmer af Hjælpeforeningen,« forklarede jeg. »Vi har en kvindelig hjælpeforeningspræsident, som vejleder aktiviteterne for Kirkens kvinder over hele verden. Det er kvindernes ansvar at bringe mildhed og næstekærlighed i medlemmernes liv og i særdeleshed i deres familiers liv.«

Personerne omkring mig lyttede opmærksomt.

»Vi lever i en tid, hvor nogle kvinder ønsker, at kvinder skal handle og tænke som mænd. Men vi tror på, at Gud uddeler opgaver. Vi forventer, at kvinder er ledere blandt kvinder og medledere i deres hjem. Mændene støtter sig stærkt op ad os for vejledning på disse områder. Det er en retfærdig balance. Det gør Kirkens organisationer og vore hjem succesrige. Og vi tror virkelig på, at i Herren er manden intet uden kvinden og kvinden intet uden manden (se 1 Kor 11:11). Vi tror på, at vi ikke er hele uden hinanden. Vi tror ikke på, at vi er skabt for at konkurrere med hinanden, men for at komplementere hinanden.«

Jeg følte mig velsignet, da jeg var færdig. Jeg vidste, at de ord, jeg havde talt kom fra Ånden. Hver enkelt person syntes tilfreds med min forklaring. Så sagde manden: »Fortæl os mere om din kirke.«

I de næste to timer havde jeg en dejlig mulighed for at tale om genoprettelsen, besvare spørgsmål og bære vidnesbyrd om det evangelium, jeg elsker.

Jeg sagde de første ord, der sprang mig i tankerne: »Så kender I ikke til Hjælpeforeningen.«