2012
Brasilianske unge forener slægtsforskning og tempeltjeneste
Oktober 2012


Brasilianske unge forener slægtsforskning og tempeltjeneste

José A. Moscão har bemærket en tendens: De unge, der kom til templet i Campinas i Brasilien, har tilbragt megen tid med at sidde og vente.

Bror Moscão, der er leder af slægtshistorisk center, der ligger ved siden af templet, vidste, at på grund af den lange afstand, som mange af de unge skulle rejse for at komme til templet, kom de fleste i campingvogn og blev i flere dage. Man kunne ikke undgå al den ventetid, som de skulle tilbringe mellem dåbssessionerne, måltider og på at vente på forældre og ledere, der deltog i andre tempelordinancer.

Så han tænkte, at han måske kunne tilbyde de unge et alternativ til at vandre rundt på templets område, når de havde fri.

Det gjorde han.

En opfordring

Han begyndte at invitere de unge ind i centret og tilbød at lære dem, hvordan man indekserer i FamilySearch.

Først var nogle af dem generte eller uvillige. Bror Moscão fortæller, at når han talte til de unge om i lydighed mod en levende profets ord at frelse mennesker fra mørke og hente deres navne frem i lyset, blev de rørt (se David A. Bednar, »Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 24-27).

At templet og slægtshistorisk center befinder sig på den samme grund har stor betydning. Det understreger, at templet og slægtsforskning er to sider af en stor indsats. Det vil være noget, de unge i tempeldistriktet er ved at lære, siger George A. Oaks, præsident for templet i Campinas.

»Før denne indsats på at få dem involveret i slægtsforskning og indeksering var formålet med deres tempeltur hovedsagligt at blive døbt for de døde. Nu bliver disse oplevelser med indeksering en del af deres indsats,« fortæller han.

En introduktion

Når de unge kommer ind i centret, orienterer bror Moscão og de frivillige missionærer i centret kort om følgende principper:

  • De bliver befriere på Zions bjerg (se Obad 1:21).

  • De følger en profets kald (se »Børnenes hjerte skal vende sig«).

  • De frelser mennesker fra mørke – mørket ved gamle glemte film og støvede bøger i folkeregistre og kirker. Indeksering henter disse navne frem i lyset og gør det muligt at søge på dem, så deres familie kan finde dem.

  • Når de tilslutter sig dette arbejde, deltager de i endnu et aspekt af »det herligste af alle emner, som hører til det evigtvarende evangelium, nemlig dåben for de døde« (L&P 128:17).

  • De bruger deres tid på betydningsfuldt arbejde med at forløse de døde, som velsigner familier.

  • Vi er alle en del af Guds familie, så når de indtaster navne på mennesker, de ikke kender, hjælper de stadig deres familie.

  • Når først de forstår, hvordan man deltager i indeksering, har de mulighed for at undervise deres familie og andre unge i deres menighed, så de også kan deltage.

Bror Moscão og missionærerne bruger centrets computere til at vise teenagerne, hvordan man begynder at indtaste, og hvordan man installerer og anvender programmet, når de kommer hjem. Når først de forstår det, siger bror Moscão, »begynder de at indtaste med en kraft, man ikke før har set.«

Begejstring for arbejdet

Tallene reflekterer denne begejstring. I de første to måneder af 2012 indtastede de besøgende 6.370 navne, hvor 3.305 af de navne blev indtastet af unge fra 12 til 18 år. Faktisk har Campinas slægtshistoriske center udvidet sin åbningstid, der normalt er fra kl. 8.00 til kl. 18.00, og har nu åbent så sent som kl. 22 for at imødekomme den voksende interesse for indeksering.

Og de unge glemmer ikke alt om indeksering, når de forlader templet. Når de kommer hjem, fortsætter deres rolle i det, som bror Moscão kalder »hæren af flere end 170.000 aktive indtastere, som Kirken har i dag.« Mange opfylder mål i Pligt mod Gud og Personlig fremgang gennem deres indeksering.

En påvirkning til det gode

Tidligere i år rejste Isabela A. på 16 fra Vila Velha i Espírito Santo i Brasilien sammen med sin mor og søster til templet. Rejsens sidste dag var 1-årsdagen for hendes bedstemors død. Isabela blev døbt for sin bedstemor, og hendes mor udførte de andre tempelordinancer for hende.

»Under denne rejse følte jeg, at jeg var nødt til at gøre noget godt,« forklarede Isabela. »Jeg ønskede at lære at indeksere, og jeg fik hjælp af bror José Moscão.

Og da jeg blev døbt for min bedstemor, rørte Ånden mig dybt. Jeg indså, at der findes mange mennesker bag sløret, som venter i en evighed, og de har brug for min hjælp. Jeg indså, at jeg kunne give lidt af min tid, og at jeg kunne gøre meget for disse mennesker. Indeksering er en kærlighedsgerning.«

På deres rejser til templet deltager de unge fra tempeldistriktet i Campinas i Brasilien i indeksering i pauserne mellem dåbssessionerne.

Foto: José A. Moscão