Hvor jeg hører til
Dorota Musiał, Polen
Før jeg tilsluttede mig Kirken, var mit liv ulykkeligt. Efter mine forældres skilsmisse, da jeg var syv år, kom min far i fængsel. Min mor var alkoholiker og havde mistet alt, hvad der var vigtigt for hende. Jeg kom til at bo hos en plejefamilie.
På grund af alle disse ting blev jeg meget hurtigere voksen end mine jævnaldrende. Jeg følte aldrig, at jeg kunne opnå en følelse af fred, så jeg gik konstant rundt med en følelse af oprør. Mens jeg stadig var meget ung, begyndte jeg at ryge og gøre meget andet, som jeg nu forstår er imod visdomsordet. Jeg var helt sikker på, at jeg var dømt til fiasko i livet.
Én ting, som jeg fandt glæde ved, var at hjælpe mennesker – om det var at gøre rent med dem eller lytte til deres livshistorier. Jeg ønskede inderligt, at folk skulle vide, at de kunne stole på mig. Et år tog jeg på ferie og mødte en ældre kvinde, som jeg besluttede at lytte til. Hun var kristen og begyndte at talte til mig om religion.
Jeg havde aldrig rigtig troet på Gud. På tidspunkter, hvor jeg måske overvejede hans eksistens, bebrejdede jeg ham for alle de forfærdelige ting, jeg havde oplevet. Men da denne kvinde beskrev vigtigheden af at have tro på Gud, blev min nysgerrighed vakt. Før jeg gik, sagde hun noget, der især var interessant: »Mormonerne følger Guds befalinger.«
Jeg havde aldrig hørt om mormonerne, så jeg tog hjem, gik på nettet og søgte. Jeg fandt Mormon.org og bestilte et gratis eksemplar af Mormons Bog. Missionærerne afleverede den et par dage senere.
Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne begynde at tro på Gud, men missionærerne hjalp mig med at finde ud af, at jeg ikke blot kunne tro på ham, men at jeg også kunne komme til at kende ham. Da jeg begyndte at bede og studere Mormons Bog, befandt jeg mig på en smuk rejse, hvor jeg søgte efter lykke. Jeg holdt op med at ryge. Jeg holdt op med at bebrejde Gud og begyndte at takke ham for de gode ting i mit liv. Jeg lærte, at hans Søn havde lidt for mine synder og for al den smerte, jeg nogensinde havde følt. Den 28. oktober 2007 blev jeg døbt ind i hans kirke.
Hvis jeg ikke personligt havde oplevet forvandlingen fra desillusionering til lykke, havde jeg aldrig troet det muligt. I dag holder jeg meget af min kaldelse i Primary og er taknemlig for den mulighed, jeg havde, for at hjælpe med at organisere et tjenesteprojekt til en konference for de enlige voksne i Polen. Det at kunne hjælpe andre regelmæssigt gennem tjeneste i Kirken, bidrager til den glæde, som jeg har fundet i Jesu Kristi evangelium. Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg af ren kærlighed på grund af Jesus Kristus. Jeg tror på, at livet er smukt, og selv når vi møder udfordringer, vil vi ikke lide forlis, hvis vi følger Frelseren.
Kvinden, som jeg mødte, havde ret: at have tro på Gud er vigtigt. Vi kan ikke finde vores plads i denne verden, hvis vi ikke kender ham. Jeg er taknemlig for endelig at have fundet et sted, hvor jeg hører til.