Vær vis og vær en ven
Lær og tilegn jer kundskab og visdom i jeres ungdom. Og opløft og styrk dem omkring jer.
Hvis I virkelig vil være i stand til leve et godt liv, så følg rådene i skrifterne: »Lær visdom i din ungdom; ja, lær i din ungdom at holde Guds befalinger« (Alma 37:35). Læringsprocessen kan opsummeres på følgende måde:
Vi begynder alle med en grundlæggende intelligens. Vi får yderligere kundskab gennem den lære, vi får i klasselokalet og ved læsning. Vi får erfaringer i livet. Og så når vi til det fjerde skridt: Visdom. Det er her, verden stopper. Men vi har noget, som verden ikke har. Gennem dåb og bekræftelse modtager vi Helligåndsgaven. I henhold til vores trofasthed til lovene, ordinancerne og pagterne, som vi indgår ved dåben, til regelmæssige nadvermødeforpligtelser og til præstedømme- og tempelpagter, så vil vi altid have Helligåndsgaven til at undervise og vejlede os. Ånden vil lede os til at handle. Vi har alle åndelige gaver og talenter (se L&P 46).
Visdom plus åndelige gaver leder til en forståelse i hjertet. »Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer« (Ordsp 4:7). Det er vigtigt at fremelske visdom og forståelse i jeres ungdom.
En oplevelse fra min ungdom lærte mig noget om visdom. Jeg var fra byen, så min far sendte mig til min onkels ranch i det vestlige Utah for at arbejde. Mens jeg var der, kunne jeg aldrig forstå, hvorfor kvæget trods tusinder af hektarer at vælge imellem stak hovedet gennem pigtråden for at spise græsset på den anden side af hegnet. Har I nogensinde overvejet, hvor meget vi opfører os på lignende måde? Vi vil altid presse lidt på for at se, hvor grænsen går, især i vores ungdom. Som mennesker – det naturlige menneske – har vi en tendens til at skubbe til pigtråden og stikke vores hoved igennem det. Hvorfor gør vi det?
Vi kan finde så meget glæde i livet uden at skulle rykke grænsen. Husk: »Visdom først og fremmest!« Og med den visdom: »Uretfærdiges sti må I ikke gå på, ondes vej må I ikke slå ind på; undgå den, gå ikke ad den, drej af fra den, og gå videre« (Ordsp 4:14-15). Kom ikke nær. Stik ikke jeres hoved igennem pigtrådshegnet.
Har I gode venner?
I vil lægge mærke til at samtidig med disse lærdomme om visdom, så belærer Ordsprogenes Bog os også om at vælge gode venner: »Uretfærdiges sti må I ikke gå på, ondes vej må I ikke slå ind på« (Ordsp 4:14). »Min søn, gå ikke ad den vej, de går, hold din fod fra deres sti; de løber efter det onde« (Ordsp 1:15-16).
Hvordan ved I, om I har gode venner? Jeg vil give jer to prøver. Hvis I anvender disse prøver, så vil I aldrig gå ind på fremmede stier og forlade den »snævre og trange sti, der fører til evigt liv« (2 Ne 31:18).
-
Når I er sammen med gode venner, gør de det nemt at efterleve befalingerne. En sand ven styrker jer og hjælper jer til at efterleve de evangeliske principper, der støtter jer i at holde ud indtil enden.
-
En sand ven får jer ikke til at vælge mellem deres eller Herrens måde for at lede jer bort fra den snævre og trange sti. Modstanderen strejfer omkring på denne jord og ønsker virkelig at få enhver af os til at falde. Hvis jeres venner leder jer ad de uretfærdiges stier, så gå bort fra dem nu. Vær kloge, når I vælger jeres venner.
Hvilken slags ven er I?
Nu stiller jeg et svært spørgsmål: Hvilken slags ven er I?
Der er mere ved livet end at frelse os selv. Vi bliver bedt om at opløfte og styrke alle dem omkring os. Herren ønsker os alle sammen tilbage til sig.
I er et fyrtårn, og der er ikke noget farligere end et væltet fyrtårn. Husk på, hvem I er: I er verdens lys, et lys for jeres venner og jeres brødre og søstre. I er dem, de ser hen til.
Ordsprogenes Bog kapitel 4 fortsætter:
»Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere og lysere, til dagen er på sit højeste;
uretfærdiges vej er som mørket, de ved ikke, hvad de kommer til at snuble over« (v. 18-19).
De ved virkelig ikke, hvorfor de snubler. De har intet lys, ingen retning.
Ved I, hvordan det føles at være afhængig af et fyrtårn, når der intet lys er? Det er mørkt, og vi farer vild.
Når en pilot mister strømmen, så har han ingen indikatorer udover de ting, der virker uden strøm. Han føler sig totalt hjælpeløs, når han sidder alene i et jagerfly 12.000 meter oppe og bliver puffet omkring af skyer og lignende. Han har ingen retning. Jeg oplevede en sådan hændelse, og jeg er glad for, at jeg er her. Det er en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. I vil måske også en dag befinde jer i en lignende situation. Der er intet farligere end et væltet fyrtårn, især når man er afhængig af lyset.
Er der nogen, der er afhængig af jeres lys til at vejlede ham eller hende? Vær et godt eksempel. Vær et lys for denne verden og led og vejled dem omkring jer på retfærdiges stier. De er afhængige af jer som et trofast fyrtårn. Vær til stede, når nogen har brug for jer.
Ånden er det ledende lys, der bringer glæde og lykke. Må vi aldrig nægtes Åndens tilstedeværelse på grund af vores opførsel. Hvor jeg dog beder til, at vi aldrig må være alene og kede af det i denne verden, der er »mørk og dyster« (1 Ne 8:4).
Må Herrens velsignelser være hos jer i jeres bestræbelser på at lære og tilegne jer kundskab og visdom i jeres ungdom. Må I også tilegne jer visdom og forståelse af evangeliets sandheder i jeres hjerte, gennem lydighed og også gennem Åndens lys, Helligånden. Vær en god ven. Opløft og styrk dem omkring jer. Gør verden til et bedre sted, fordi I var her. Hjælp jeres venner til at blive på den snævre og trange sti, holde ud til enden og vende tilbage med ære.